Nu får minkejere en lille bid af deres penge – løn for oktober

(Foto Danske Minkavlere)

“Fødevarestyrelsen er nu begyndt at udbetale de første penge til minkavlerne,” hedder det i en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet onsdag.

Helt så hurtigt går det dog ikke ifølge formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen.

“Der er ikke nogen, der har fået noget endnu. Helt sikkert ikke,” siger han.

Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, under et besøg i Folketinget. Foto Nordtinget.

I øvrigt drejer det sig kun om nogle få procent af de milliarder af kroner, som minkavlerne har til gode efter kravet om – først at smittede mink og deres naboer – og siden alle mink skulle aflives. Det var på grund af corona-smitte mellem mink og mennesker.

De penge, som udbetales nu, er for leje af udstyr og honorarer for minkavlernes arbejde med at aflive millioner af egne dyr inden for zoner omkring smittede farme. Det begyndte i oktober.

Det normale er at blive betalt sidst for måneden for udført arbejde, påpeger Tage Pedersen. Han har ikke fået noget at vide om, hvornår den store udbetaling – erstatning for pelse og avlsdyr – kommer. Også det er meget forsinket.

Mink. Foto Kopenhagen Fur.

Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) henviser til, at politiske forhandlinger og godkendelse i EU først skal på plads. Venstre har stået på en større erstatning til minkavlerne end regeringen og stemte af den grund imod loven, som forbyder minkavl frem til udgangen af 2021.

Minkavlerne bliver orienteret om erstatninger og tempobonus på et digitalt møde 20. januar.

Det er kommet bag på Fødevarestyrelsen, hvor stort og kompliceret arbejdet er med at udregne erstatninger, erkender direktør Nikolaj Veje. Optælling af dyr skal kontrolleres og kreditorer kommer først i køen, oplyser han.

I mellemtiden lever mange minkavlere på bankens nåde, fortæller deres formand, Tage Pedersen.

Af Esben Agerlin Olsen