Heunicke om Orla Havs udtalelse: Vi holder intet skjult

En udtalelse fra den nordjyske socialdemokrat Orla Hav fik en del borgerlige op af stolen for et par uger siden. Erhvervsordfører Orla Hav sagde, at der kunne være en god grund til, at regeringen holder dokumentationen for sig selv, når det gælder corona-restriktioner.

Orla Hav (S). Foto Steen Brogaard, Folketinget.

“Der må være en begrundelse for, at man ikke lægger dokumentationen frem. En af dem kan være, at der ikke skal opstå tvivl om regeringens linje i befolkningen, og det er sådan set legitimt. For der skal ikke være tvivl i befolkningen om, at det, regeringen ønsker gennemført, rent faktisk virker, sagde Orla Hav i Berlingske.

Hans nordjyske kollega Torsten Schack Pedersen fra Venstre kaldte udtalelsen for “fuldstændig vanvittig”.

“Det vil sige, at Socialdemokratiet mener, at der er oplysninger, som befolkningen ikke kan tåle at se,” sagde Torsten Schack Pedersen i samme avis 29. september.

Torsten Schack Pedersen (V). Foto Nordtinget.

Og så skrev han til sundhedsminister Magnus Heunicke, som er fra Orla Havs parti. Schack Pedersen ville vide, om ministeren er enig i Havs udtalelse, når det gælder “spærretidspunktet for restauranter.” Det er klokken 22 som for barer og caféer.

Sundhedsministeren beroliger nu med, at regeringen overhovedet ikke putter med noget som helst.

“Jeg vil gerne understrege, at regeringen på ingen måde holder dokumentationsgrundlag skjult for befolkningen,” skriver Magnus Heunicke i sit svar til Torsten Schack Pedersen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Arkivfoto Nordtinget ©

“Sundhedsmyndighederne har i flere sammenhænge redegjort for, at der er dokumentation for, at der på steder, hvor mange mennesker er samlet, er en øget risiko for store smittebegivenheder. Som det er blevet nævnt flere gange i relation til restauranter og barer, så kan det være sværere for gæster at overholde de almene coronaråd om afstand og håndhygiejne sidst på aften,” skriver ministeren.

Desværre bliver Torsten Schack Pedersen slet ikke beroliget af det svar.

“Vand er vådt og løber nedad. Det er det, der står,” siger han, tydeligt skuffet.

Torsten Schack Pedersen lover, at han fortsat vil kræve faglige argumenter, når regeringen strammer.

Han finder komplet ulogisk, at smittefaren skulle blive mindre af, at alle går på gaden samtidig og så står skulder ved skulder eller kører hjem i proppede tog og busser.

“Det virker ikke s…. logisk,” siger han.

“Vi ser mere og mere tyndbenet argumentation,” siger han. Han ser det som en forlængelse af, at det viste sig ikke at være på myndighedernes opfordring, at landet lukkede ned, hvad statsminister Mette Frederiksen (S) ellers sagde, at det var.

“Regeringen må have håndfaste begrundelser i stedet for mavefornemmelser og forsøg på at se handlekraftige ud,” siger Torsten Schack Pedersen.

Det har ikke umiddelbart været muligt at træffe Orla Hav på telefon.

Af Esben Agerlin Olsen