Scavenius flyttet langt væk fra sit nu tidligere parti

Det nordjyske folketingsmedlem Theresa Scavenius har meldt sig ud af Alternativet og er flyttet langt væk fra sine tidligere kampfæller i Alternativet på Christiansborg.

Den øvrige del af gruppen ville ikke bare have hende formelt ud af vagten, altså ud af folketingsgruppen. De ville heller ikke længere dele kontorgang med hende i sidebygningen, som kaldes Ridebanen. Hun skulle væk.

Så nu har Theresa Scavenius kontor i Provianthuset, en en anden sidebygning til Christiansborg, men i den modsatte ende af folketingskomplekset.

Theresa Scavenius.

I Scavenius nye bygning finder man også Danmarksdemokraterne, Enhedslisten og Radikale Venstre, som den tidligere klimaordfører nu nemt kan få en klimasnak med.

Skrevet i guld

Over den gamle indgang til bygningen Provianthuset står der “Generalstaben”, skrevet med guldbogstaver.

Det kan have været inspiration til skiltet på døren til Theresa Scavenius nye kontor. På et forgyldt papskilt står der: “Her sidder alternativet til Alternativet”.

Theresa Scavenius nævner også guld i sin afskeds-hilsen på Facebook:

“Jeg ønsker Alternativet det bedste, og håber partiet kan lykkes med på et tidspunkt at få støvet pudset af guldet, så vi kan se, hvor flot det kan skinne.”

Grunden til balladen

Den øvrige del af Alternativets folketingsgruppe på nu fem medlemmer har beskyldt Theresa Scavenius for at være for svær at samarbejde med.

Selv har hun bekræftet, at der konkret var uenighed om holdningen til for eksempel lovforslaget mod koranafbrænding, om liberalisering af affaldsforbrænding og om en advokatundersøgelse af statsminister Mette Frederiksens (S) rolle i minksagen. I den sag har Alternativet skiftet holdning flere gange.

To af de nuværende regeringspartier skiftede også holdning. Venstre og Moderaterne droppede deres krav om advokatvurdering efter valget i november 2022. Til gengæld kom de i regering med Socialdemokratiet måneden efter.

Theresa Scavenius meddelte torsdag eftermiddag på Facebook, at hun havde meldt sig ud af partiet. En overgang på nogle dage var hun stadig medlem, selv om hun blev smidt ud af folketingsgruppen i søndags. Hun er nu UFG – uden for grupperne i folketingsprog. Det kaldes også løsgænger.

Uroen i Alternativet er brugt som argument for, at Mette Frederiksen ikke kunne danne regering på et flertal, som blandt andet bestod af det parti.

Regeringspartiet Moderaterne har imidlertid også mistet et gruppemedlem, Jon Stephensen. Regeringspartierne selv har dermed kun 88 medlemmer bag sig i forhold til de øvrige 87 folketingsmedlemmer – fraregnet de fire fra Grønland og Færøerne.

Af Esben Agerlin Olsen