ANALYSE
Mentalt tilbagelænet tilbage fra ferie skulle nogle måske lige tænke efter, om hvem der er statsminister, da de mandag så Lars Løkke Rasmussen (M) stå i midten mellem justitsministeren og forsvarsministeren. Myndigt forklarede Løkke sagen om det tørkeuafhængige afbrændingsforbud, som SVM-regeringen vil indføre foran udenlandske ambassader.
Lars Løkke Rasmussen, lige inden, han igen kom i regering i december 2022.
Det lignede til forveksling, at Lars Løkke Rasmussen var statsministeren, og ikke Mette Frederiksen (S), som trods krisen mest har været synlig, når nordjyske Jonas Vingegaard skulle fejres som vinder af Tour de France.
Afbrændingsforbud for koranen er ikke nogen vindersag for Socialdemokratiet eller Mette Frederiksen. Sagen kan både koste hende et job som Nato-generalsekretær – og stemmer i Danmark.
Mette Frederiksen er statsminister, fordi hun har ført en udlændingepolitik, som aldrig skulle kunne kaldes blødere end de partier, som bygger på – skal vi sige – en vis skepsis over for især muslimer.
Statsminister Mette Frederiksen har ikke været særligt synlig i koran-sagen. Foto fra 2019, da hun blev statsminister første gang.
Derfor har statsministeren overladt den utaknemmelige koransag til justitsminister Peter Hummelgaard (S). Ved pressemødet foran Eigtveds Pakhus måtte han så affinde sig med at skulle vente til han fik ordet af mødeleder Lars Løkke Rasmussen.
Den tidligere statsminister bruger gerne scenen til at vise, hvem der tør gå forrest og forsøge at begrænse branden. Den skal nødigt udvikle sig som under krisen med Muhammed-karikaturerne i 2005 – da det var statsministeren, Anders Fogh Rasmussen (V), som tog sig af sagen.
Fra det yderste højre til det yderste venstre lyder kritikken allerede, at regeringen giver køb på ytringsfriheden efter trusler fra diktatorer. Ytringsfrihed er at kunne brænde andres ord. Med beskyttelse af politiet, om nødvendigt.
Men ytringsfriheden er i forvejen ikke ubegrænset, forsøger Peter Hummelgaard at forklare. Det er for eksempel ikke tilladt at brænde andre landes flag.
Det er strafbart at håne nogen for race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
Er det i øvrigt tilladt at træde på eller brænde et tørklæde – altså fra en fodboldklub på eller foran klubbens eget stadion, når den skal spille kamp ?
Vil politiet møde talstærkt op for at forsvare ytringsfriheden ? Vil de fleste mene, at tørklædeskænderen selv var ude om at modtage nogle usportslige tacklinger af nogen, der bliver aktivt aggressiv over at føle sig trådt på ?
Af Esben Agerlin Olsen
