To fronter: Norge vil også lukke for danske fiskere

(Foto DPPO)

Det gjorde ondt værre for danske fiskere, da den norske fiskeriminister i fredags truede med at lukke for danske fiskeres adgang fra nytår.

Henved 300 danske både fanger både torsk, sild og makrel i norsk farvand. Det er vigtigere end britisk farvand for de fiskere, der fanger torsk og andre spisefisk ifølge Danmarks Fiskeriforening.

I forvejen risikerer de danske både at blive udelukket fra den vigtige adgang til britisk farvand på grund af de fastlåste forhandlinger om Storbritanniens endelige farvel til EU 31. december.

Netop den manglende aftale med Storbritannien er årsagen til, at Norge kan komme til at lukke af.

– Hvis vi ikke har aftaler per 1. januar, vil vi ikke åbne Norges økonomiske zone for fiskeri med fartøjer fra EU og Storbritannien, sagde fiskeriminister Odd Emil Ingebrigtsen (H) i Stortinget i fredags ifølge NRK.

– Vi kan heller ikke forvente, at norske fartøjer vil få adgang til deres zoner, før det foreligger aftaler, sagde han.

Normalt er EU og Norge på dette tidspunkt færdige med årets aftaler om, hvor mange fisk, der skal fanges næste år i det fælles farvand. EU-landene skal så fastlægge deres egne kvoter på fiskeriministrenes december-møde, som den danske fiskeriminister Rasmus Prehn (S) deltager i, i denne uge. Det er hans første EU-ministermøde.

Foto Danmarks Fiskeriforening

I Danmarks Fiskeriforening forstår direktør Kenn Skau Fischer på sin vis godt den norske holdning. Men tidspunktet irriterer ham.

“Der var ikke grund til at melde det ud lige op til EU-mødet i Bruxelles. Det kunne de have gjort mere elegant,” siger han.

Over 250 danske både fanger normalt spisefisk i norsk farvand. For dem er norsk zone vigtigere end britisk ifølge direktøren i fiskeriforeningen.

“Vi er det EU-land, som fisker mest i norsk farvand,” siger Kenn Skau Fischer.

Skibene kommer fra havnene hele vejen fra Strandby, nordpå rundt om Skagen og ned til Hvide Sande. Hvis de skal undvære norsk farvand, så bliver der trængsel andre steder i EU-farvandet, hvor der også er tyske, hollandske og belgiske fiskere.

Foto Danmarks Fiskeriforening

De 11 store, især nordjyske, både i Danmarks Pelagiske Producentorganisation er mere afhængig af det britiske farvand, hvor omkring 70 procent af deres fiskeri foregår. Omkring 10 procent af fangsten er i Norge. De 11 store fanger sild, makrel og industrifisk, som bliver til olie og dyrefoder.

Januar betyder normalt sildefiskeri. Senere på året er fisken af dårligere kvalitet og skal fanges længere væk. Hvis der ikke kommer nogen aftale, kan skibene blive tvunget til at lande deres fisk i udenlandske havne, så det også går ud over fabrikker i Danmark. Det påpeger direktøren i Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Esben Sværdrup-Jensen.

“Det er den mest absurde situation, vi har stået i. Vi ved ikke, hvor meget vi må fange og hvor,” siger han.

Fiskeriminister Rasmus Prehn vil forberede sig på det værste. EU-Kommissionen har foreslået, at der fastlægges kvoter for bare første kvartal af 2021 for EU’s egne fisk.

Af Esben Agerlin Olsen