Rigsrevisionen vil undersøge dyrt køb på Langeland til udrejsecenter

(Foto fra Folketingets tv)

Først solgte staten tre tidligere asylcentre ret billigt, blandt andet i Vrå i Hjørring Kommune. Så købte staten en ejendom på Langeland, hvor der skulle være udrejsecenter. Den var dyr. Og så skulle der alligevel ikke være udrejsecenter.

Udlændringeminister Mattias Tesfaye (S). Foto Folketingets tv.

Udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) afviste for nylig at fremlægge regeringens overvejelser i forbindelse med køb og salg. Han ville ikke fortælle, om han havde overvejet at indrette udrejsecenter på en af de ejendomme, som han allerede rådede over i stedet for at købe en ny ejendom.

De tidligere asylcentre blev solgt i 2020. Holmegaard blev købt i 2021.

Ministeren slipper imidlertid ikke for at lægge i hvert fald nogle af kortene på bordet. Rigsrevisionen vil undersøge købet af Holmegaard. Stedet kostede 13,5 millioner kroner – tre gange den regnskabsmæssige værdi i en revisionsrapport fra året før ifølge TV2.

I maj i år blev det opgivet at indrette udrejsecenter efter store lokale protester.

Udrejsecentret skulle have huset nogle af de nuværende beboere på Kærshovedgaard, så udvisningsdømte og personer på tålt ophold skulle flytte til Langeland fra Midtjylland, hvor Kærshovedgaard ligger.

Mattias Tesfaye. Foto fra Folketingets tv.

At Rigsrevisionen går ind i sagen, fremgår af et svar fra Mattias Tesfaye til Udlændinge og Integrationsudvalget i Folketinget. Rigsrevisionen meldte sin interesse i et brev i sidste uge, 17. august.

Ministeren lover at vise Rigsrevisionen, hvad den beder om.

“Rigsrevisionen er altid velkommen i Udlændinge og Integrationsministeriet, og ministeriet vil som sædvanligt stille det materiale, som Rigsrevisionen ønsker, til rådighed,” skriver Mattias Tesfaye.

Dansk Folkeparti krævede i sommer, at Rigsrevisionen gik ind i sagen, hvad den altså gør nu.

Af Esben Agerlin Olsen

Læs også Billigt køb i Vrå – dyrt køb på Langeland