Professor vurderer, om Preben Bang talte over sig i agent-sag

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, har antydet, at Venstres retsordfører, nordjyske Preben Bang Henriksen, er kommet til at afsløre en hemmelig agent.

Preben Bang Henriksen (V), retsordfører.

Det handler Ahmed Samsam, som sidder i fængsel ved Horsens, dømt for terror efter at have været i Syrien hos Islamisk Stat. Imidlertid var han i Syrien som hemmelig agent for de danske efterretningstjenester, siger han selv.

Han er med andre ord ladt i stikken af dem, han arbejdede for, mener han.

Forleden kunne Berlingske fortælle, at to mænd har besøgt Ahmed Samsam i Enner Mark Fængsel ved Horsens. De skrev sig ind ved kun at bruge deres fornavne, Mads og Frederik. Og de havde 10.000 kroner i kontanter med til Ahmed Samsam.

Kriminalforsorgen for Midt- og Nordjylland lod dog ikke Ahmed Samsam beholde pengene. Det er ikke tilladt at give indsatte kontanter. De 10.000 kroner blev derfor givet tilbage til Mads og Frederik.

Berlingske har vist fængslets kalender, hvor gæsterne bare er noteret som “Mads” og “Frederik” på besøg 9. september 2021 klokken 11. Avisen har også vist brevet fra kriminalforsorgen til Ahmed Samsam, hvor de 10.000 kroner er omtalt.

Det er med andre ord veldokumenteret, at Mads og Frederik har været i fængslet for at give 10.000 kroner til Ahmed Samsam.

Den indsatte siger ifølge avisen, at Mads og Frederik var hans tidligere kildeførere, som ville tale om at udsluse ham i samfundet igen.

Hvordan er advokat og retsordfører Preben Bang Henriksen så viklet ind i den sag?

Det forsøger han også at undgå. Men da Berlingske bad ham om en kommentar, så svarede han, at “historien omhandler FEs virksomhed” (Forsvarets Efterretningstjeneste). Derfor kan han ikke kommentere det, da han er formand for Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne.

Men kom Preben Bang Henriksen dermed i farten til at bekræfte, at Ahmed Samsam rent faktisk har noget med FE at gøre ? Det spørgsmål rejser Rosa Lund i et tweet.

Preben Bang Henriksen har ikke sagt noget forkert, mener Jørn Vestergaard, juraprofessor emeritus ved Københavns Universitet.

“Efter min opfattelse er udtalelsen udtryk for, at Preben Bang Henriksen hverken bekræfter eller afkræfter noget. Det er jo ubestrideligt, at pressens dækning af historien har berøring med FE-sagen,” skriver Jørn Vestergaard i en mail til Nordtinget.

Af Esben Agerlin Olsen