Vi abonnerer på Nordtinget: Ulla Astmann (S), regionsrådsformand. Per Clausen (EL), rådmand. Christian Friis Bach (RV), folketingskandidat. Per Larsen (K), folketingsmedlem. Leon Sebbelin (RV) borgmester. Susanne Zimmer (Frie Grønne), folketingsmedlem.

Stort værk om besættelsen: Flygtninge fra Nordjylland til Sverige – våben den anden vej

Det bliver på Nordjyllands Kystmuseum i Frederikshavn (Bangsbo), at historiker og journalist Niels-Birger Danielsen 16. april præsenterer fjerde og sidste bind af sit store værk om kampen mod den tyske, nazistiske besættelse af Danmark 1940-1945.

Mens Danmark i vor tid har været mål for flygtninge, så var Danmark et land, som mange flygtede fra under besættelsen. Flugten gik til Sverige, og mange ture gik over Øresund. Men Nordjylland stod også for sin del, selv om sejlturen var meget længere og kunne være meget hårdere. Den modsatte vej kom våben til modstandsbevægelsen.

Fra området omkring Frederikshavn og Sæby blev flygtninge sejlet illegalt til Sverige. Det kunne være danske politifolk, der var gået under jorden. Det kunne være en overlevende polsk pilot fra et britisk fly, som tyskerne havde skudt ned over Lovns Bredning. Når skibene kom tilbage til nordjysk havn, skulle der være en historie klar til de tyske soldater, som holdt vagt på kajen. 

Forfatteren, Niels-Birger Danielsen.

Det har taget Niels-Birger Danielsen syv et halvt år at blive klar med alle fire bind, som han altså præsenterer det sidste af 16. april i Frederikshavn. Hvor stor fejringen og receptionen bliver, afhænger af hvor meget landet er befriet fra corona til den tid.

Bogen udkommer på Politikens Forlag. Uddraget nedenfor bringes med tilladelse fra forfatteren.

‘FN 359 Karen’ var en af bådene i den illegale rutefart til Sverige.
(Hans Gregersen: Flugtruten fra Sæby til Sverige)

I foråret 1944 havde de jyske Sveriges-ruter fra Frederikshavn/Sæby-området været under pres, og nøglepersonen Verner Jensen fra Frederikshavn havde været nødt til at flygte. For at sprede risikoen besluttede Arne Elstrøm (’Nybo’), Jens Toldstrups rutechef, at åbne nye udskibningssteder.
 Derfor blev Grenå fra eftersommeren 1944 et vigtigt centrum for den illegale trafik. Havnebyen på Djurslands spids lå næsten lige så tæt på Sverige som de nordjyske havne, og med Anholt var der en ø på ruten, der gav manøvremuligheder – som Læsø gjorde det i Vendsyssels tilfælde.
 Det var Toldstrups chauffør Tage Hansen, der skabte forbindelse til den 52-årige søfyrbøder Carl Udsen. Snart kom to andre nøglepersoner ind i billedet, der blev et godt eksempel på, at rutearbejdet havde givet folk fra erhvervslivet og det etablerede borgerskab indpas i modstandsbevægelsen. Vovemod og improvisationsevne var stadig højt skattede kvaliteter og ungdom bestemt en fordel, men afgørende var kapital og organisatoriske ressourcer. Grenaa Dampvæveri blev et knudepunkt, idet virksomhedens 42-årige direktør Henrik Rosenvinge var byleder, og den 56-årige Jens Veje Abildtrup, prokurist i samme firma, blev chefens kontakt til Udsen.
 Et meget benyttet opsamlingssted blev den 55-årige farvehandler E. Møllers forretning. Hans 20-årige søn Knud Møller havde til opgave at bestille båd til overfarten og opsamle flygtninge fra deres midlertidige opholdssteder, der blandt andet var på flere præstegårde. Efter mørkets frembrud blev flygtningene ledsaget til fiskerihavnen, hvor den bestilte kutter ventede. Møderne med kontaktbåden fra svensk side fandt ofte sted i Pakhusbugten på sydsiden af Anholt.
 Tyskerne viste sjældent stor interesse for udgående skibe, som sejlede ud på lovligt fiskeri. I denne fase af krigen havde det ikke høj prioritet at forhindre folk i at rejse illegalt ud af landet. Helt anderledes var det med indførsel af våben og andet militært materiel. Derfor havde de tyske vagter og besættelsesmagtens agenter et helt andet fokus på de indgående skibe. I den forbindelse var en vigtig aktør den 53-årige fiskeriauktionsmester Søren Møller Pedersen.
 ”Sverigesbåden tilstræbte at vende tilbage til Grenaa samtidig med de både, der havde været på fiskeri, og den lagde også til ved kajen ud for fiskeriauktionen,” skrev forfatteren Børge Juul Jensen.

I Sæby styrede skibsbygger Ditlev Pedersen (1885-1966) den illegale rutefart. Kutteren ’FN 359 Karen’ , var ejet ejet af Ditlev Pedersens svoger, der på sin side sejlede med skibsbyggerens søn som medhjælper. (Hans Gregersen: Flugtruten fra Sæby til Sverige)”


 ”Båden skulle helst have fisket på hjemvejen, så den kunne losse sin fangst på det normale sted og samtidig aflevere det gods, som den havde modtaget efter at have sagt farvel til sine passagerer. Dette gods var nemlig ofte emballeret i fiskekasser og fulgtes med den øvrige fangst på auktionen. Herfra blev det af andre kørt væk.”
 Det største lager i Grenå var i den lokale rutechef Carl Udsens private kælder. 
 Arne Elstrøm centraliserede det jyske rutearbejde, der gik under kodebetegnelsen ’SP’ for special. Han etablerede et illegalt rutekontor i Aalborg, der fra skiftende adresser koordinerede import og eksport. Man stod i telefonforbindelse med afskibergruppernes kontaktpersoner, og gennem kurerer havde man løbende kontakt til Jens Toldstrups hovedkvarter.
I organisationen i Vendsyssel var den centrale person den 37-årige kriminalbetjent Kaj Mortensen i Frederikshavn, der stadig var uafsløret, selv om han havde været med lige fra pionerfasen. To af de fartøjer, der havde været med i længere tid, var ’FN 389 Karl Akselsen’ ført af Aksel Akselsen og ’FN 23 Henny’ ført af Herluf Aaen.
 I Sæby var den 59-årige skibsbygger Ditlev Pedersen i centrum Han havde organiseret paketbåde, der sejlede på strækningen Sæby-København med stykgods og derfor legalt kom tæt på den svenske kyst. Desuden havde han involveret kutteren ’FN 359 Karen’, der ejedes af hans 29-årige svoger Kalle Moss, der havde Herman Pedersen, Ditlev Pedersens egen søn som medhjælper, og ’FN 366 Laura’, der tilhørte Jens Christian Jensen, lokalt kendt som ’Aså-Jens’.
 


Natten mellem den 29. og 30. august 1944 blev endnu et antal bombemaskiner fra Royal Air Force skudt ned over Danmark. Det skete efter et angreb på Königsberg, Stettin og andre mål med deltagelse af ca. 600 maskiner. Det var et angreb, der nærmest udslettede Königsberg, efter at den østpreussiske by indtil da var holdt fri af krigshandlinger på grund af sin fjerne beliggenhed.
 Et Lancaster-fly med en besætning på syv mand blev skudt i brand over Himmerland. Alle reddede sig ud med faldskærmsspring, men fem blev straks arresteret af tyske patruljer. To kom imidlertid videre og blev hjulpet af dyrlæge Axel Sonne i Farsø.
 Dyrlægen havde sammen med Christian Ulrik Hansen og Erik Nyemann været en nøgleperson modtagelsen af de første faldskærmsagenter i Jylland på Tandrup Hede to år før, i juli 1942. Både hans søn, Per Sonne, og Nyemann, en af sønnens nærmeste venner, havde været blandt ofrene ved Gestapos nedskydning af 11 modstandsfolk på Midtsjælland tre uger før.
 Det lykkedes Axel Sonne at arrangere, at de to overlevende kom videre ved, at to kriminalbetjente kom til egnen fra København og tog dem med tilbage, så de kunne få dem med over med Storebælts-færgen under foregivende af en ’fangetransport’.
 De to overlevende blev et par uger senere sendt ud af landet af Speditøren. En af dem berettede 40 år senere, at de var blevet kørt til båden under dramatiske former i en stjålen Gestapo-bil med fuld udrykning. Efter den beskrivelse at dømme, må hjælperen have været Jørgen Haagen Schmith (’Citronen’), der også havde brugt den slags metoder i andre tilfælde.
 På udturen på samme bombetogt overlevede piloten W.P. Wasik som den eneste af den rent polske besætning, da hans Lancaster blev skudt ned af en Messerschmitt-natjager.  Han landede på vandet i Lovns Bredning, en sidegren til Limfjorden.
 Wasik fik umiddelbar hjælp af et lokalt søskendepar, som dog ikke kunne tale med ham, men de sendte bud efter modstandsbevægelsen i Aalborg. En ambulance med fuld udrykning hentede ham i landsbyen Drastrup. Han blev indkvarteret og kom under lægebehandling, indtil han blev sendt til provst Arne Madsen i Albæk ved Sæby, hvor han skulle være, til han kunne komme med en båd.
 Kriminalbetjent Kaj Mortensen fra Frederikshavn hentede Wasik og kørte ham til Sæby, hvorfra han skulle sejles over med ’Laura’. Polakken blev forsynet med det særlige gule armbind med tre sorte prikker, der fortalte omverdenen, at bæreren var vanfør. Han blev fremstillet som åndssvag, så man kunne påberåbe sig at være kommet fra åndssvageanstalten Vodskov i Hammer Bakker.

  ANNONCE