Kollerups nye vagthund holdt under en uge i Finanstilsynet – ministeren tavs

Onsdag i sidste uge blev Troels Ørting udnævnt til bestyrelsen i Finanstilsynet af erhvervsminister Simon Kollerup (S). Under en uge senere har Troels Ørting trukket sig igen. Han trak sig efter beskyldninger i pressen om medvirken til ulovlig forfølgelse af en whistleblower i et tidligere job.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S).


”Jeg har noteret mig den seneste omtale i pressen. Selvom der ikke er hold i den kritik, der rejses, så er jeg kommet frem til, at det ikke skal stå i vejen for det vigtige arbejde i Finanstilsynet i de kommende år. Jeg har derfor meddelt Erhvervsministeriet, at jeg trækker mig fra bestyrelsen,” udtalte Troels Ørting mandag 14. september i en pressemeddelelse fra Finanstilsynet.

Nordtinget har gennem flere dage forgæves forsøgt at få en kommentar fra erhvervsminister Simon Kollerup. Et af spørgsmålene er, hvorvidt ministeren kendte til beskyldningerne mod Troels Ørting, inden udnævnelsen til Finanstilsynet.

Børsen skriver tirsdag, at denne avis heller ikke har kunnet få en kommentar fra ministeren. Troels Ørting har avisen heller ikke kunnet få en uddybende kommentar fra.

Det var Finanswatch, som i sidste uge skrev om beskyldningerne mod Troels Ørting, som de har været til at læse i britisk presse i flere år.

Troels Ørting har tidligere været chef i Politiets Efterretningstjeneste. Han har arbejdet for Barclays og arbejder nu for World Economic Forum.

Af Esben Agerlin Olsen

15.09.2020

Læs mere her