Næse forude til Heunicke for tavshed om mink-risiko

Allerede den 22. september kendte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til et notat om, at der var en alvorlig sundhedsrisiko ved coronamutationer i mink. Han fortalte det imidlertid ikke omgående til Folketinget og den følgegruppe, som er nedsat for covid-19.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Arkivfoto Nordtinget.

Derfor vil et flertal i sundheds- og ældreudvalget på tirsdag udtrykke kritik af ministeren, give ham en såkaldt næse.

Det fortæller Peder Hvelplund (EL), som torsdag havde indkaldt sundhedsministeren i samråd om sagen. Hvelplund har længe kritiseret, at myndighederne holdt op med at aflive smittede mink i næsten tre måneder i sommer.

Aflivningen blev først besluttet genoptaget 1. oktober, altså over en uge efter at Heunicke var informeret om risiko ved mutationer.

I samrådet torsdag forklarede ministeren, at tovholder i sagen var det daværende Miljø- og Fødevareministerium.

Peder Hvelplund (EL) efter meddelelsen om Mogens Jensens (S) afgang som fødevareminister. 18. november 2020. Foto Nordtinget.

Mogens Jensen (S) gik af som fødevareminister på grund af især Enhedslistens kritik af hans håndtering af minksagen. Når Heunicke slipper med en kritisk udtalelse, så er det fordi, handlepligten lå hos Mogens Jensen, forklarer Peder Hvelplund, gruppeformand og sundhedsordfører.

“Den brøde, som Heunicke begår, er, at han ikke ud fra det sundhedsmæssige perspektiv orienterer covid-19 følgegruppen og Folketinget om de alvorlige advarsler, der er om folkesundheden. Men der er ingen tvivl om, at den minister, der skulle have handlet på de advarsler, var Mogens Jensen,” siger Hvelplund.

Nogle mener, at både statsministeren og justitsministeren har begået endnu større fejl, uden at det giver kritik fra støttepartiet Enhedslisten.

Politiet, som hører under justitsministeren, ringede til minkavlere og sagde, at beslutningen om aflivning af alle mink var truffet, uden at der var nogen lov til at bakke til op.

Det får ikke Peder Hvelplund til at kritisere justitsminister Nick Hækkerup.

“Der er ingen viden om, at han havde viden om det på sit bord. Lige nu ved vi, at politiet har håndteret det ulovligt ved opringninger til minkavlerne,” siger Hvelplund.

Den manglede viden om manglende lovgrundlag forsvarer Peder Hvelplund også statsministeren med, da hun sagde på et pressemøde, at alle mink skulle aflives.

“Der er ikke noget, der indikerer, at hun har haft en bevidst viden om, at der ikke var lovhjemmel til det, da hun stod på pressemødet,” siger Peder Hvelplund.

Kritikken af sundhedsministeren, som Enhedslisten venter at få vedtaget sammen med Radikale Venstre og de borligere partier på et udvalgsmøde på tirsdag, lyder sådan her:

“Sundheds- og ældreudvalget udtrykker kritik af sundhedsminister Magnus Heunicke, fordi ministeren, selvom han senest d. 22. september var informeret om den alvorlige sundhedsrisiko fra coronamutationer i de danske minkbesætninger ved at de kunne medføre en nedsat følsomhed overfor en fremtidig vaccine, ikke orienterede COVID-19-følgegruppen eller Folketinget. Det er helt afgørende, at en minister videregiver centrale informationer i så vigtig en sag til Folketinget.”

Af Esben Agerlin Olsen