“Der er ikke noget, der slår at have en bil med chauffør”

INTERVIEW

Direktøren for DI Transport holder meget af både at køre i tog og bus, forsikrer han.

“Men der er ikke noget, der slår at have en bil med chauffør”, indrømmer han med latter, Karsten Lauritzen, tidligere skatteminister med tilhørende transportmæssig fryns.

Udsigten til at få ministerchaufføren igen blev tabt i tåge, da han fra 1. februar skiftede han sit store V-gruppeformandskontor på slottet Christiansborg ud med en plads i et kontorlandskab i en bygning af glas og stål ved Rådhuspladsen i København. Nu er han lobbyist for hele transportsektoren, herunder de busser og tog.

Men da han er åben over for andre transportformer har han købt en elbil. Han troede kunne køre på en enkelt opladning fra København til hjemlandet Nordjylland.

“Det er rigtigt om sommeren i medvind. Så kan jeg køre uden at tanke. Det er der få dage om året. Man skal planlægge meget mere,” afslører transportens direktør på linje med andre elbilejere.

En færgetur med opladning under overfarten er blevet løsningen, når nordjyden skal hjem til egnen, hvor hans far engang var borgmester i Løgstør.

Borgmesteren krævede, at forvaltningschefer skulle bo i kommunen. Kravet var muligvis ikke helt efter bogen, men det var indført for, at de kommunale chefer fik besked direkte fra borgerne i idrætshallen eller Brugsen, hvis cheferne havde dummet sig.

Nu smager Karsten Lauritzen sin fars medicin i sit nye job for organisationen, hvor medlemmerne blandt andet tæller DSB og Arriva, som kører de tog og busser, som direktøren også holder af.

“I en stor erhvervsorganisation er der direkte kontakt til medlemmerne. Og der er også rimelig kontant afregning,” fortæller han.

Det er ikke over køledisken i Brugsen eller i idrætshallen dengang i Løgstør. DI-medlemmer ringer eller skriver. De deler gerne viden om, at forslag skal virke i virkeligheden, ude på gaden og vejen, hvor de skal køre.

Afstanden mellem teori og praksis kender Karsten Lauritzen ganske godt fra det politiske liv.

Som medlem af Venstre-regeringen var han med til en lang diskussion om elbiler. Nogle partier havde foreslået en plan om en halv million elbiler. Så trumfede Venstre med at sige en hel million elbiler inden for få år.

Det er jo helt galimatias, at man sætter sådan et mål uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk.
Og hvordan skal vi egentlig nå derhen?”

Sådan har Karsten Lauritzen sagt i Sigge Winther Nielsens bog “Entreprenørstaten”.

Nu har han så selv som chauffør for sig selv i egen elbil oplevet, at kortet, som politikerne sad med på Christiansborg ikke stemte med terræn og virkelighed.

“Nu har jeg selv købt en elbil, som jeg er glad for. Men der er lige nogle udfordringer, før alle kan køre rundt i en elbil. Det har man politisk ikke forholdt sig så meget til,” siger han.

Han mener, at statsminister Mette Frederiksen (S) var ude i noget af det samme, da hun i sin nytårstale bebudede, at det skal være muligt senest i 2025 at flyve grønt på en indenrigsrute, for eksempel mellem Aalborg og København.

Sådan noget kan en direktør i Dansk Industri ikke bare slynge ud.

“Nej. Man kunne have sagt, at vi gerne vil have en grønnere luftfart. Når politikerne af kommunikative årsager – for at kommunikere let og enkelt – så skærer man nogle hjørner. Det gør det nogle gange svært at omsætte det, som politikerne lover, til virkelighed. Det får man virkelig syn for her, hvor jeg sidder.”

Som politiker er det lettere at komme med en gratis omgang?

“Ja – og det er også lettere at sætte et mål op.” lyder svaret fra direktøren, som lover, at luftfartsindustrien går konstruktivt ind i sagen.

Igen gør han opmærksom på, at forslag skal kunne gennemføres. Og nogle mål kan måske opnås lettere på en anden måde, end det foreslåede.

Grøn omstilling må ikke føre til røde tal på bundlinjen, understreger han. Der er jo en forretning, der skal løbe rundt, siger Karsten Lauritzen og kalder det “en superspændende faglig opgave at sidde med.”

Lobbyistens metode

Hvordan kan Karsten Lauritzen så bruge sin politiske erfaring i det nye job som lobbyist?

Som erhvervsorganisation forsøger Dansk Industri at plante sine idéer hos embedsmænd og politikere, så det ikke kun handler om at reagere på, hvad politikerne finderne på i farten.

Der er for eksempel to måder at putte et forslag ind i finansloven, fortæller den tidligere politiker. Man kan putte det ind via embedsværket eller gøre det via politikerne.

“Hvis du skal putte et forslag ind og afpolitisere det, så skal du arbejde i forårsmånederne, for eksempel i maj, hvor embedsmændene arbejder med finansloven. Fra maj til august overgår den til politisk behandling i regeringen. Så bliver den offentliggjort i august, og så foregår det på Christiansborg.” 

Lobbyisten kan have fordele i forhold til politikeren.

“Jeg kan bruge viden, ønske eller forslag fra et medlem til at se, hvor det er lettest at putte det ind i systemet. Som folkevalgt på Christiansborg har du ikke ret meget at gøre med embedsmændene. Dem møder du altid sammen med en minister, og de er loyale for ministeren. Som interesseorganisation så er man tæt samarbejdspartner til embedsmændene og dermed også ministeren.

Så du ved, hvem du skal ringe til eller møde?

“Ja, og man ved hvornår. Det er kompliceret, hvordan politik bliver besluttet. Når man har været i det, så ved man noget om formalia og man kender også aktørerne. Så kan man bygge den der bro på den mest effektive måde mellem det, som jeg har virksomheder, der gerne vil – og hvad passer så ind i politiske dagsorden.

Karsten Lauritzen har ikke noget problem med at blive kaldt lobbyist. Men der er grænser for, hvem han vil være det for, bedyrer han.

“Man er lobbyist. Det er man jo. Det er jo sådan, det er. Men jeg tror ikke, at jeg kunne forestille mig at være lobbyist for en eller anden særinteresse. Men for transportsektoren, som har stor samfundsmæssig betydning, den er det er privilegium at få lov til at lobbyere for,” siger han.

Aalborg Lufthavn.

Luftfart nævner han som eksempel på en meget reguleret branche, hvor der kan være mange forslag til at gøre livet lettere for branchen.

“Så kan man tage lidt ad gangen år for år. Først kan man prøve at få nogle embedsmænd til at synes, at det er en god idé. Hvis de ikke vil, kan man prøve at skubbe det ind til nogle ministre. Og hvis de ikke vil, så kan man prøve at skubbe det ind til dem, der skal planlægge finanslov. Hvis det så ikke lykkes, så må man starte forfra året efter,” lyder opskriften.

Broerne

I den store skala regner Karsten Lauritzen at have stor indflydelse på planerne om en bro over Kattegat via Samsø.

“Dér hvor jeg sidder tror jeg, at jeg kan have rigtigt meget indflydelse på det projekt,” siger han.

“På infrastruktur tror jeg, at DI spiller en kæmpe rolle. For infrastruktur betyder rigtigt meget for erhvervslivet. Folk ved godt, at Dansk Industri varetager Dansk Industris interesser og arbejdspladser. Det er man åben omkring. Men der bliver ikke bedrevet partipolitik herovre. Det skal der heller ikke. Det betyder, at jeg kan sige mange flere ting. 

Hvad har du sagt, som du ikke kunne sige før?

“Lad os tage den tredje limfjordsforbindelse. Det har jeg ikke sagt endnu. Men det har jeg tænkt mig at sige: At nu har vi kæmpet for den tredje limfjordsforbindelse i Nordjylland, siden jeg blev født i 1983.”

Karsten Lauritzen på toppen af Dansk Industris bygning i midten af København.

“Så er der politikere, der rent faktisk har besluttet at sætte penge af til den. Det kommer til at betyde enormt meget for Nordjylland, for det nordjyske erhvervsliv og muligheder for at bosætte sig. Og der er ingen, der forsvarer den længere i Nordjylland. Der er kun utilfredshed og protestbevægelser.”

“Der kan jeg så gå ind med et synspunkt. Det er jo fordi, det er blevet politisk ikke populært. Der er ingen politikere, som sådan rigtigt forsvarer den. De gør det i hvert fald meget stille. 

“Dér kan jeg gå ind, fordi jeg ikke skal vælges. Jeg repræsenterer medlemsvirksomheder, som kan få gavn af en tredje limfjordsforbindelse. 

Du siger, at ingen forsvarer den?

“Det synes jeg ikke, nej. Det kan være forståeligt nok, når noget bevæger sig fra at være populært til at være upopulært. Det navigerer politikerne selvfølgelig efter,” siger nordjyden og nævner kommunalvalget og Aalborg.

“Nogle politikere deroppe mener, at de har fået færre stemmer, fordi de har gennemført tredje limfjordsforbindelse, uagtet at det er en kæmpe fordel for vores landsdel, så straffer vælgerne politikerne for det. 

“Dér er nogle nødt til at tage den kamp, nogle som måske ikke skal vælges. Det kan jeg så gøre med min DI-kasket på.

På nogle måder står han altså mere frit nu, mener han.

“Jeg kan bruge mange af de ting, jeg har lært i politik i det job, jeg har nu. Og der er fordele og ulemper ved alting. Ulempen ved at være politiker er, at der nogle der har stemt på dig. Der er 18.000, der har stemt på mig. Men jeg ved ikke, hvem de er. Når jeg møder nogen eller folk skriver, at de har stemt på mig, så ved man aldrig rigtigt om det passer. Jeg vil gerne arbejde for dem, der har stemt på mig, men jeg ved ikke de er.

“Som direktør i DI Transport har jeg en medlemsliste. Når nogen ringer med et problem, kan jeg se, om det er et medlem. Hvis de er medlem, vil jeg gerne hjælpe dem. Hvis de ikke er medlem, men overvejer at blive det, kan jeg også hjælpe dem. Det er lettere at navigere i – hvem man arbejder for.”

At blive bedømt af vælgerne kan han godt undvære.

“Jeg kommer ikke til at savne at være på valg hvert fjerde år – den længste eksamen man overhovedet kan være på. Det er hårdt arbejde, men der er også kontant afregning fra vælgerne, også nogle gange helt urimeligt. Det går dårligt for en, for ens parti, det sætter sig i valget. Man kan være uheldig, at der stiller en meget populær op i storkreds og sluger alle stemmer – eller trækker andre ind.

Et grundpræmis i politik er, at det ikke er rimeligt hvordan du bliver behandlet ved valg. Der er en sammenhæng mellem arbejdsindsats og talent, men der er også mange andre ting, der spiller ind. Den del kommer jeg ikke til at savne.

“Jeg tror det, de fleste savner ved at være minister – det kan man ikke komme uden om – det er, at der er enormt mange mennesker, der står op om morgenen med henblik på at hjælpe dig med alt i dit arbejdsliv. Det skal man lige afvænne sig.

Og så er der det med ministerbilen.

“Dem, der har prøvet at have en ministerbil og blive kørt rundt til ting, de finder ud af , at det er en fantastisk luksus, man bliver ydet. Det gør arbejdsliv og hverdag meget, meget lettere.

Af Esben Agerlin Olsen