ANNONCE

Farligt for Støjberg at ændre sin hævnbevægelse til et parti

Debatindlæg af samfundsforsker Johannes Andersen

(Foto Per Feder, NG21)

Det vil være helt forkert er opfatte og vurdere Danmarksdemokraterne ud fra almindelige antagelser om et politisk parti, der traditionelt opfattes som en fast organisation, bygget op omkring politiske holdninger og mærkesager, der forventes at have et vist fodfæste i en større eller mindre del af befolkningen.


Det holder ikke for Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. Det er en løst koblet bevægelse, baseret på en slagkraftig fortælling om en hævner, der har kastet sig ud i kampen for retfærdighed.


Derfor skal man også opfatte Danmarksdemokraterne som en bevægelse og ikke en organisation. Det er en bevægelse bestående af borgere, der har sympati for Inger Støjbergs opgør med de andre politikere og deres falden på halen for idealiserede og isolerede forestillinger om det moderne liv i bynære overhalingsbaner.


Derfor kan man også godt droppe overvejelserne om Danmarksdemokraterne som et protestparti. Og spekulationer om, hvem partiet henter vælgere fra. Den måde, Danmarksdemokraterne er kommet til verden på, betyder, at de kan hente vælger stort set hos alle partier.


Man vil nemlig være i stand til at mobilisere vælgere, der uanset deres midlertidige placering i blå eller rød blok nærer en grundlæggende mistillid til politikere i al almindelighed. Men som alligevel har stemt på nogle af dem, for nu at bekræfte, at man er en del af det demokratiske fællesskab, også selv om man egentlig ikke er specielt interesseret i politik.


Med Inger Støjberg på banen som en meget synlig frontfigur kan vælgere nu med både engagement og ren samvittighed stemme på Danmarksdemokraterne, der derfor vil hente vælgere fra hele det politiske spektrum. Dog flest fra blå blok, fordi det nu engang er her, Inger Støjbergs oprør primært er begyndt og rettet imod.


Inger Støjberg er på jagt efter hævn. En hævn over de politikere og det politiske system, der undergravede hendes ’retfærdige’ kamp for et Danmark, der ikke bliver ødelagt af muslimske værdier. Hvilket i sig selv selvfølgelig vil medvirke til at mobilisere borgere, der er kritiske over for indvandring. Og det gælder jo stort set for 70 procent af befolkningen.
Men her er der jo mange, der byder sig til, så det er ikke det afgørende.


Inger Støjbergs hævntogt er samtidig båret af forestillinger om en modsætning mellem det almindelige liv i provinsens små byer og landsbyer og de fine saloner i de store byer og i København. Hvad det er for saloner, er der ingen, der ved, hvilket også er lige meget. Det er netop de maleriske og lidt overdrevne billeder af lukkede rum, hvor magtfulde mænd og kvinder angiveligt diskuterer verdensfjerne ideer om køn, identitet og vanskeligheder ved at omgås hinanden, der kan sætte fut i vælgernes forestillinger om magthavere uden kontakt med folket.

Det er disse billeder af et ’os’ og et ’dem’, der giver liv til en bevægelse vendt mod magtens centre. Ikke for at svække eller overtage dem, men for at tvinge dem til at respektere, at der er mennesker i Danmark, der lever på helt andre måder, end man gør i byerne. Hvilket alle sådan set også godt er klar over, og det er da også noget, der er blevet diskuteret jævnligt.
Men nu skal der gøres noget ved det, og med Danmark!


Statsminister Mette Frederiksen har sådan set længe appelleret til disse borgere, med madpakker, leverpostej og folkelige poseringer. Men hun evner ikke at gøre disse anstrengelser troværdige.
Andre politikere har også forsøgt sig på lignende måde med samme mangel på effekt.

Inger Støjberg evner derimod netop at gøre det troværdigt. Hendes flagren med den røde manke eller knude, hendes omgang med hunde og hendes tordenrøst formår lige nu at bane vejen for en bevægelse vendt mod dem, der ikke respekterer de almindelige borgere i Danmark.


Der er altså tale om en folkelig bevægelse, holdt oppe af mangfoldige løse billeder af modsætninger og et muligt oprør. Mobiliseret og båret frem af den retfærdige rytter, der søger hævn. På egne og på danskeres vegne.


Lige nu overrendes hun af ’gamle’ politikere fra Dansk Folkeparti og tvivlsomme typer andre steder fra. Og de vil selvfølgelig gerne diskutere det politiske grundlag. Og så er det, at det hele går galt.


Inger Støjberg gider af gode grunde næppe sådan noget. Hun vil kommunikere. Og hun vil kommunikere til følelser. Det er nemlig det, hun kan.


Derfor vil ethvert forsøg på at forandre en hævntørstig bevægelse til et politisk parti betyde, at Danmarksdemokraterne mister flyvehøjde. Og kan ende lige over eller under spærregrænsen i kamp mod de øvrige blå partier.


Men som det er lige nu, er Danmarksdemokraterne på vej til at gøre det næste valg til et nyt jordkredsvalg.