ANNONCE

Tvivlsomt grundlag for at aflive alle mink

Afsnit fra bogen “Vild virus” af Jens Lundgren og journalist Lars Igum Rasmussen



”Jeg så minkpressemødet den 4. november herhjemme. Siden sommeren havde jeg fulgt med i den stigende smitte, primært i minkbesætningerne i Nord- og Vestjylland, hvor virus havde smittet frem og tilbage mellem mink og mennesker. SARS-CoV-2 er en zoonose, en sygdom, der kan smitte mellem dyr og mennesker. Vi vidste, at virus særdeles let kunne smitte mink og retur til mennesker. Og vi vidste, at der kom ændringer i spikeproteinet, når virus havde været i mink og var kommet tilbage til mennesker igen,” siger Jens Lundgren.


”I virusgenetiske analyser kunne vi se minks helt særlige signatur på virus, og på den måde var det faktisk muligt at adskille og udpege de smittekæder, hvor der også havde været mink involveret. Det var derfor, vi helt præcist vidste, at udbruddet på et plejehjem i Hjørring i sommeren 2020 var relateret til en minkfarm i Sindal tæt på. Vi kunne se det i analyser af virus. Vi kunne se, at langt de fleste smittede nordjyder i i 2020 faktisk havde været smittet med coronavirus, der også tidligere i smitteforløbet havde været i mink. Alt det vidste vi.


Din annonce her: Mere info her


Jeg vidste også, at Kåre Mølbak længe og forgæves havde forsøgt at få fødevaremyndighederne og politikerne til at få det stigende antal udbrud på minkfarmene inddæmmet. Uden held. Fødevaremyndighederne tænkte vist mere på minkerhvervet end folkesundheden. Så det med mink havde rumlet i baggrunden med tiltagende styrke siden sommeren 2020.


Fra mit virusnørderi vidste jeg også, at minkenes særlige signatur på virus hidtil ikke havde været problematisk. Virus i mink havde ikke medført mutationer, som havde gjort dem til flugtvarianter, der ville kunne undvige immuniteten fra de kommende vacciner. Det kunne måske ske. Men det var ikke sket. Det var det billede, som jeg havde, da jeg tændte mit tv om aftenen den 4. november.”

“..desværre også avlsdyrene”

De første minutter af pressemødet var nogenlunde afbalancerede. Statsministeren sagde, at der var et problem med smitte i mink, og at regeringen var bekymret. Men da hun konkluderede, at det var nødvendigt ’at aflive alle mink i Danmark, det gælder desværre også avlsdyrene’, og at isolere hele Nordjylland, tænkte jeg: ’Hold da op’. Der var jo tale om 15-17 millioner mink og ekstremt mange danskere.


Jeg forstod ikke problemet, og helt vildt blev det, da Kåre skulle forklare risikovurderingen og sagde de senere så berømte ord: ’Det er jo vigtigt at forstå, at worst case er, at vi har en pandemi, der starter forfra igen med udgang i Danmark’. Den sætning gik verden rundt. Alle nyhedskanaler i hele verden kommunikerede, at pandemien var ved at starte forfra i Danmark på grund af Cluster-5, den famøse minkvariant. Det var helt vildt. Og jeg vidste intet. Jeg kendte jo ikke det faglige grundlag, som Kåre havde.”


Kort efter frokost dagen efter offentliggjorde politiken.dk et interview med Jens Lundgren: ’Professor fatter intet: Hvad er det for mutationer, der er tale om?’


”Den overskrift siger alt om, hvad jeg tænkte den morgen, da jeg tilfældigt blev kontaktet af avisen. Det var kun folk på seruminstituttet, der vidste noget om det faktuelle fund, som lå til grund for den risikovurdering, der havde fået regeringen til at træffe den radikale beslutning om at aflive alle mink,” siger Jens Lundgren. ”Cliff havde allerede kontaktet mig og sat et videomøde op med ham og Anthony Fauci tidligt om eftermiddagen den 5. november.

(Anthony Fauci er direktør på det amerikanske National Institute of Health. Cliff Lane er vicedirektør og samarbejdspartner for Jens Lundgren. red.)

Amerikanerne ville vide, hvad pokker der skete i Danmark, og hvilke virusfund der var tale om. Det blev et kort møde på ti minutter, hvor Fauci lyttede, mens jeg fortalte, hvad der var af kendt viden om smitte blandt mink – og hvilke mutationer man kendte til. Alle på mødet var enige om, at det ikke kunne være de mutationer, det drejede sig om i denne sammenhæng. Cliff og Fauci havde jo oplevet os danskere som rodfæstede og analytiske i vores måde at håndtere pandemien på. En nation, der ikke kørte ting op. Andre lande kunne reagere uhensigtsmæssigt og uovervejet, men det forventede amerikanerne ikke af Danmark. En ting var aflivning af alle mink, men når tæt ved 300.000 nordjyder skulle karantænesættes, blev det opfattet som et radikalt skridt i et ellers troværdigt land. Ergo måtte fundet være alvorligt og bekymrende. Men jeg kunne intet substantielt sige.”


Kort før midnat den 5. november fik Jens Lundgren en mail fra Statens Serum Institut med de savnede informationer om virusvarianterne. ’Mutationerne er en dobbelt deletion H69del/V70del + Y453F, I692V + M1229I’, stod der i mailen.


De kryptiske tegn i mailen gav mening for virusnørder, for tallene henviser til den helt præcise aminosyres position på det spikeprotein, der var tale om.


”Den helt store frygt var, at virus ville kunne suse lige gennem de kommende vacciners beskyttende panser. Det var derfor, alle eksperter var så optagede af, præcis hvilke mutationer Statens Serum Institut havde fundet. Coronavirus bruger jo sit spikeprotein til at hæfte sig fast på menneskets celler, så den kan trænge ind i dem og formere sig. Når vi vaccineres, blokerer de beskyttende antistoffer for, at spikeproteinet kan sætte sig fast og trænge ind i kroppen og skabe infektion – medmindre der er sket større mutationer i spikeproteinet, som vaccinen ikke tager højde for. For hvis det er tilfældet, er vi ikke vaccinebeskyttede.


Men vi kendte godt de fire mutationer. De var beskrevet flere måneder tidligere. Vi vidste også, hvilke mutationer der betød noget for, om neutraliserende antistoffer ville kunne binde sig dårligere til spikeproteinet, så immunitet fra vacciner eller tidligere smitte var nedsat. Det, som vi frygtede. Og det var ikke nogen af disse. Så alene ved at jeg fik de oplysninger om mutationerne, kunne jeg se, at begrundelserne for at reagere så voldsomt faldt lidt fra hinanden,” siger Jens Lundgren.


I den sene aftenmail var der også vedhæftet en beskrivelse af de neutraliseringsforsøg, der havde vist forskerne på Statens Serum Institut, at vaccinerne ville kunne få en nedsat effekt, hvis Cluster-5 spredte sig.


Jens Lundgren svarede Kåre Mølbak, der også var med på mailen:
’Kåre, tak for informationen. Kender til mutationerne – de er jo ikke nye – eller? (…) Der er vel ikke evidens for, at de sygdomsfremkaldende egenskaber er anderledes for denne variant – eller?
Mvh Jens PS: Det vil være rigtigt rart, at I offentliggjorde de fund I laver, så vi andre kan tage bestik og vurdere dem’.

Data blev overfortolket

”Det var jo risikovurderingen fra Statens Serum Institut, der lå til grund for den politiske beslutning. I min optik var der to store problemer: 1: Data var overfortolket. 2: Det var alene seruminstituttets folk, der havde set data. Havde man haft en bredere diskussion af data, kunne den faglige konklusion og risikovurdering have være trykprøvet af eksterne fagfolk, før den blev overdraget til det politiske niveau. Regeringen gik jo fuldkommen i selvsving og traf på alt for kort tid en virkelig radikal beslutning. Risikovurderingen var overgjort og malede for sort et billede. Som minimum skulle risikovurderingen og de data, jeg først fik om aftenen den 5. november, have været offentliggjort, da pressemødet startede,” siger Jens Lundgren.

”Når vi skal vurdere, om en virusvariant er muteret så radikalt, at vi
kalder det en flugtvariant – fordi vacciner enten slet ikke vil virke eller har en nedsat effekt – skal den normale virus sammenlignes med den virus, man mistænker for at være en flugtvariant. Det sker ved, at man i laboratoriet lader de to virustyper vokse i to rækker petriskåle. I hver række petriskåle tilsætter man så neutraliserende antistoffer i gradvis højere og højere koncentration. Hvis antistoffet har samme effekt på begge virus, og de påvirkes lige meget, jo mere neutraliserende antistof der tilsættes, kan man konkludere, at det ikke er en flugtvariant. Men fordi der er enormt stor usikkerhed ved den her form for laboratorieforsøg, siger man normalt, at den potentielle flugtvariant skal kunne modstå fire gange højere antistofniveauer, før man tør konkludere, at der rent faktisk er tale om en flugtvariant, som kan undvige vaccinernes immunitet.


I forsøget fra Statens Serum Institut, som hele beslutningen byggede på, var der ikke den her fire gange forandring i følsomheden. Samtidig var der blot tale om få forsøgsrækker. Normalt vil man lave forsøg med flere forskellige virus inden for hver af de to grupper og teste neutraliserende antistoffer fra flere forskellige personer, før man konkluderer, om antistofferne er påvirket af den virus, man mistænker for at være en flugtvariant. Det havde man ikke gjort. Så data var alt for foreløbige og uklare til at understøtte de konklusioner og implikationer, som de medførte. Seruminstituttet burde også have lagt de virusgenetiske informationer ud på de internationale søgemaskiner. Selv deres egne samarbejdspartnere, som stod for de danske virusgenetiske analyser fra Aalborg Universitet, efterspurgte data. Det var desværre en hemmelig proces, hvor man ikke ville dele data, men selv ville fortolke dem. Når beslutningen blev at slå alle mink ihjel, forstår jeg ikke rigtigt det skøn.

På mail, Twitter og over telefonen blev jeg bestormet af folk, der ville vide, hvilke mutationer det drejede sig om. Jeg delte oplysningerne om mutationerne på Twitter, samme aften som jeg fik dem, og de spredtes med lynets hast blandt virusnørder. Fra den 4. til den 6. november delte Statens Serum Institut selv oplysningerne i forskellige databaser, men de kom først på hjemmesiden den 7. november, og så gik nørdeklubben igen i omdrejninger. Allerede den 7.-8. november var der international, faglig konsensus om, at bekymringen var helt overkørt. Casen faldt sammen, det faglige grundlag blev revet fra hinanden.”

UK lukkede for indrejse fra DK

Den 7. november forbød de britiske myndigheder alle ikke-britiske statsborgere indrejse i landet, hvis de ankom fra Danmark. Dagen efter blev det offentligt kendt, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at gennemføre beslutningen om at aflive alle mink i Danmark. En minkkommission blev siden nedsat for at undersøge beslutningsforløbet. Aflivning af mink har anslået kostet de danske skatteydere 19 milliarder kroner.


”Jeg er sådan set ligeglad med mink, det var et erhverv som alle andre. Vi holder også grise, der kan smittes med virus. Men grise opdrættes dog i dag i lukkede miljøer, mens mink blev holdt i bure udendørs. Under en pandemi er det klart, at de mange ekstra millioner potentielle smittekilder var et stort problem. Vi gjorde alverden for at beskytte mennesker mod smitte og holde smitteniveauet i samfundet så lavt som overhovedet muligt ved den storstilede test- og opsporingsindsats, og så nyttede det jo ikke, at vi lod smitten rase frit blandt mink. Også fordi smitten i mink kunne komme retur til mennesker. Erhvervet havde selv, trods flere måneders forsøg, ikke fået styr på smitten i deres mink, tværtimod, så situationen var fra en epidemiologisk og folkesundhedsmæssig synsvinkel uholdbar. Jeg forstår virkelig godt, at Kåre Mølbak havde været enormt frustreret over fødevaremyndighederne og regeringens manglende håndtering af
minkproblemet under en pandemi. Men om alle mink, også avlsbesætning, skulle aflives, er noget, der kan diskutere. Sagen viste, at det gik alt, alt for stærkt,” siger Jens Lundgren.


Minksagen fik de politiske partier til at lugte blod. Den borgerlige blok kritiserede i hårde vendinger statsminister Mette Frederiksens kompromisløse beslutning, og fødevareminister Mogens Jensen måtte forlade sin post, hvorved regeringens støttepartier i første omgang fik placeret et politisk ansvar for skandalen.

Den 12. november oplyste Statens Serum Institut, at faglig direktør Kåre Mølbak ville gå på pension ved udgangen af januar.

Bogen er udgivet af Politikens Forlag.