“Desværre. Så står vi ved det forlig, der er lavet”

(Foto Agnete Schlichtkrull/Dansk Flygtningehjælp)

Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen har skabt røre og fået stor opmærksom i Nordjylland med en video på Facebook.

Her siger hun, at byggeriet af den omstridte motorvej over øen Egholm i Limfjorden bør sættes på pause.

(Foto Agnete Schlichtkrull/Dansk Flygtningehjælp)

Det betyder dog ikke, at Radikale Venstre er ved at løbe fra sidste års politiske aftale om infrastruktur, herunder den 3. limfjordsforbindelse.

Det forsikrer den radikale nordjyske folketingskandidat og tidligere minister Christian Friis Bach.

“Vi står ved forliget. Men vi har sagt, at vi skulle have en tænkepause. Der er grund til at sætte nogle store infrastrukturprojekter på pause i lyset af den energisituation, vi har og den krise, vi står overfor,” siger han.

Så I er ikke ved at trække jer fra forliget ?

“Nej, vi trækker os ikke fra forliget. Vi siger bare, at vi gerne vil se, om andre kan komme med og vi kan tænke os om,” siger Christian Friis Bach.

Så, hvis de andre siger, at det er, som det er aftalt, og der er ikke mere at rafle om, så er det sådan det bliver ?

“Vi giver ikke op lige med det samme. Og der findes jo et godt alternativ med citytunnellen.”

Men stadig: Hvis de andre siger nej, så må i bide i det sure æble og stå ved forliget?

“Desværre. Så må vi stå ved det forlig, der er lavet. Men det er ikke groet i vores baghave,” siger Christian Friis Bach.

Han mener, at en tunnel vil være bedre, billigere og hurtigere at bygge.

Mens materiale og energi er dyrt, er det en god idé at tænke sig om, mener Christian Friis Bach, der ved valget kan komme til at erstatte Marianne Jelved, som ikke genopstiller.

Hun stod ved en tidligere aftale, som Christian Friis Bach så at sige har arvet uden at han har været begejstret for den. Mange radikale i Nordjylland er imod en motorvej over Egholm.

Den radikale transport, klima- og energiordfører i Folketinget, Rasmus Helveg Petersen, forsøgt tidligere i år forgæves at få de andre partier i forliget til at ændre holdning.

Af Esben Agerlin Olsen