Vi abonnerer på Nordtinget: Ulla Astmann (S), regionsrådsformand. Per Clausen (EL), rådmand. Christian Friis Bach (RV), folketingskandidat. Per Larsen (K), folketingsmedlem. Leon Sebbelin (RV) borgmester. Susanne Zimmer (Frie Grønne), folketingsmedlem.

Ligestilling: Mænd fører i alkoholisme, hjemløshed, ptsd, stofmisbrug, selvmord…

Af folketingsmedlem Pia Kjærsgaard, stifter af Dansk Folkeparti og Folketingets første kvindelige formand

Debatindlæg

»Vi brander os på og tror, vi har ligestilling i Danmark. Men vi har det ikke reelt«, siger Birgitte Possing, dr.phil. og professor emerita i historie og antropologi, i Politiken 12. oktober og fortsætter: »På det danske arbejdsmarked er 4 af 5 topposter besat af mænd på nær inden for kirken. I lokalpolitik har 84 af de 98 danske kommuner en mandlig borgmester«.

Pia Kjærsgaard (DF), var den første kvindelige formand for Folketinget. Foto Nordtinget.

Av-av, ja, så er der jo ikke ligestilling. Men hun har faktisk ret. For eksempel er der flere mænd end kvinder, der er alkoholikere. Flere mænd end kvinder lider af ptsd. Flere mænd end kvinder bliver udsat for vold. Flere mænd end kvinder er hjemløse.

Der er flere mænd end kvinder, der misbruger narkotiske stoffer. Flere mænd end kvinder begår selvmord. Flere mænd end kvinder bliver dræbt. Der sidder flere mænd i fængslerne end kvinder. Der er flere mænd, der er ludomaner, end kvinder.

Mænd har mindre kontakt med familien efter en skilsmisse end kvinderne. Færre mænd end kvinder får efter en skilsmisse tildelt fuld forældremyndigheden over børnene. Mænd har færre samværsdage med børnene efter en skilsmisse, end kvinderne har.

Flere ældre mænd end kvinder føler sig ensomme efter en skilsmisse. Og mænd dør tidligere end kvinderne. På mange parametre er der altså absolut ikke ligestilling i Danmark.

Få nyhedsbrev fra Nordtinget 
i din indbakke

Men vil vi, har vi lige muligheder. Både til at blive bestyrelsesformand eller alkoholiker. Det er ikke vores køn, der står i vejen. Og hvor er det dog afsindigt ensformigt og utrolig unuanceret udelukkende at måle ligestilling mellem kønnene på antal ledere og politikere.

Alt imens vi diskuterer, om kvinderne er det svage køn og fremhæver direktørgangene som bevis på en uretfærdig manglende ligestilling, overser vi, at kvinderne rent faktisk har en ikke ubetydelig uformel magt på så mange andre planer.

I samfundet har den feministiske opdragelsesform fuldkommen overtaget alle former for pædagogisk intervention. Både i familien og i de offentlige institutioner såsom vuggestuer, børnehaver, skoler og uddannelser: »Er der en, der har slået dig, så sig det til en voksen – du må ikke slå igen«. »Hey, drenge, I leger for vildt«. Ikke omvendt: »Piger, I trænger til at lege lidt vildt«.

Der er fokus på bestyrelsesposterne og den ligestilling, man her forsøger at tvinge ind. Men ligestilling i jord- og betonfaget er der ingen, der taler om. Eller mandekvoterne blandt personalet i vuggestuen eller i de andre såkaldte kvindefag. Her vil man blot have mere i lønningsposen. Ikke nødvendigvis mandekvoter.

En rigtig mand græder ikke, sagde man i gamle dage. Men nutidens kvinder vil ikke have træmænd. Nu skal en rigtig mand kunne græde og vise følelser. Men det skal være de rigtige følelser. Dem, kvinderne definerer og kan håndtere. At græde over filmen ’Befri Willy’ er sødt. De primitive maskuline følelser gider kvinderne ikke.

Kvinderne er efterhånden alle sammen kommet på arbejdsmarkedet, hvor de tjener deres egne penge og dermed er økonomisk uafhængige af manden.

Husholdningen derhjemme deles de om. Ligesom støvsugningen, opvasken og indkøbet. Og bliver det ikke gjort godt nok, skal kvinden nok bede manden om at svinge støvsugeren eller tage opvasken. Kvinden indretter hjemmet. Manden kan nødtørftigt tage sig af bilen.

Kvinden driver manden rundt i Ikea. Manden tager alene i Bauhaus. Kvinderne hænger selv billeder op, lapper cyklen og bærer den tunge indkøbspose. De kan, hvis de vil. Ellers får de manden til det.

Kvinder kan få børn ved hjælp af ægdonation og behøver ikke længere fysisk en mand for at få de børn, der altid har været hendes store ønske.

Så helt grundlæggende: Ja, der er flere mænd på direktørgangene og i politik, end der er kvinder. Men det handler ikke om muligheder og manglende ligestilling. Det handler om, at kvinderne har andre prioriteter. For ville de, kunne de tage de to sidste bastioner fra mændene.

Jeg ser faktisk kvinderne som utroligt stærke. Og at det snarere er mændene, der snart skal til at mande sig op, så de ikke bliver fuldkommen overfræset af kvindernes styrke.

Og når jeg og Inger Støjberg opfordrer de mange kvinder til at sige tydeligt fra over for mændenes overskridende tilnærmelser, er responsen, at det skulle være herskertekniske øvelser, som er med til at holde andre kvinder nede. Gab, jeg bliver så træt.


Debatindlægget har også stået i Politiken.

.

  ANNONCE