Mink flyttet til udlandet for to uger siden

Den danske mink er ikke helt udryddet. Nogle mink flyttede til et sted i udlandet for omkring to uger siden.

(Foto Kopenhagen Fur.)

Det oplyser formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen.

“Jeg tror, det er en 14 dage siden, der kom en lille smule ud,” siger han til Nordtinget.

Antallet var så lille, er det er uden betydning, mener formanden.

Når han taler om mink i et antal, der er værd at snakke om, så er det i millioner af avlsdyr. Ifølge Tage Pedersen skulle være bevaret en million mink som avlsdyr, hvis det skulle give mening at sætte gang i en minkproduktion igen engang i fremtiden.

Indtil masseaflivningen var der tre millioner avlsmink i Danmark.

Under normal produktion lever de mink, der ikke bevares som avlsdyr, kun et halvt års tid for at blive pelset omkring november.

Tage Pedersen, formand for Danske Minkavlere, under et besøg i Folketinget. Foto Nordtinget.

Nu er der ifølge Tage Pedersen kun 5.000-10.000 mink tilbage af de 15 millioner dyr, som er blevet aflivet på grund af corona-smitte og fare for det.

Statsminister Mette Frederiksen (S) bebudede aflivning af alle mink, også avlsmink, på sit pressemøde 4. november. Transporten, som minkavlernes formand fortæller om, var altså efter udmeldingen fra statsministeren. Dermed ikke sagt, at det var ulovligt at flytte mink ud af landet.

Efter statsministerens pressemøde viste det sig, at hun ikke havde nogen lov bag sig til at sige det, som de fleste omfattede som en ordre, men som ifølge Justitsministeriet ikke havde nogen retsvirkning.

Minkavl i Polen

Polen er et af Danmarks nabo-lande, hvor der fortsat er minkavl. Også her er der imidlertid konstateret coronavirus i mink. Det første tilfælde blev omtalt 24. november af det Lægevidenskabelige Universitet i Gdansk ved Østersøen i det nordlige Polen.

Polen, som er en stor producent af mink, satte imidlertid først gang i test af minkfarme i november, skriver nyhedsbureauet Reuters. Flere farme er ved at blive testet og resultaterne undervejs.

Foreløbig er der udsigt til, at minkavl bliver forbudt i Danmark også hele 2021. Det fremgår af det endnu ikke vedtagne lovforslag, som regeringen fremsatte 10. november. Ifølge forslaget skal det være forbudt at importere eller eksportere mink.

Nordtinget har bedt Fødevarestyrelsen om svar på, hvad der er givet af eksporttilladelser for mink.

Af Esben Agerlin Olsen