Advokat for Godhavn-drenge ser på erstatning til grønlandske børn

De 17 drenge fra børnehjemmet Godhavn fik tidligere i år et forlig med staten om en erstatning på 300.000 kroner hver efter mishandlingen af dem for omkring 60 år siden.

Regeringen har derimod afvist at give en økonomisk erstatning til en gruppe grønlandske børn. Det handler om de tilbageværende seks grønlændere, der som børn blev taget fra deres familier og uvidende sejlet til Danmark for næsten 70 år siden som led i socialt eksperiment om en udvalgt fortrop.

Mads Pramming, advokat: – Min mavefornemmelse siger, at der er en smaddergod sag.

Advokaten, som vellykket førte sagen for Godhavn-drengene, Mads Pramming, er gået i gang med at undersøge muligheden for et tilsvarende krav fra de grønlandske børn.

Den grønlandske henvendelse er meget ny, og advokaten er langt fra færdig med at vurdere de juridiske og økonomiske muligheder for at rejse en sag.

“Min mavefornemmelse er, at der er en smaddergod sag,” siger Mads Pramming.

Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen (IA) mener, at det på sin plads med en erstatning til grønlænderne på linje med den til Godhavn-drengene, som altså fik 300.000 kroner hver.

“Man skal behandle folk lige,” siger Aaja Chemnitz Larsen.

“Eksperimentbørnene oplevede også grelle ting.”

Det grønlandske folketingsmedlem håber, at staten som med Godhavn-drengene indgår et forlig, så de gamle grønlændere ikke skal gennem en retssag.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har givet en undskyldning til Godhavn-drengene ved et stort arrangement. De grønlandske børn har foreløbig fået et brev med en undskyldning.

Af Esben Agerlin Olsen

Læs også: Grønlændere stadig ikke inviteret til undskyldningsarrangement

Grønlandske Stine lettet over undskyldning