Kollerup i samråd: Brugte sin egen Facebook-konto til ministeropslag

“Det er simpelthen for tykt, at regeringen kritiserer Facebook og andre sociale medier, mens de selvsamme ministre er storforbrugere af dem i deres kommunikation med danskerne. Særligt når man ser på, hvor mange gange regeringens ministre ikke vil stille op til kritiske interviews.”

Torsten Schack Pedersen (V). Foto Nordtinget.

Ordene er fra det nordjyske folketingsmedlem Torsten Schack Pedersen (V), som nu kalder en minister i samråd om det. Han reagerer på et opslag fra den nordjyske erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Simon Kollerup var hurtig på tasterne på Facebook, da han skulle ud med den gode nyhed om, at barerne ikke behøvede at lukke i en time inden midnat før 1. februar, da corona ikke længere var samfundskritisk.

Han skrev imidlertid regeringens nyhed på sin egen Facebook-profil som folketingspolitiker for Socialdemokratier.

Det ser ud, som om Facebook var det allerførste medie, som havde nyheden fra ministerens egen hånd. Dér kunne erhvervslivet så læse, hvad der ville gælde.

Nyhedsbureauet Ritzau fangede omgående ministerens nyhed på Facebook. Og fra 12 minutter senere kunne den læses på store nyhedssider med citat fra ministerens eget opslag.

Torsten Schack Pedersen mener, at Simon Kollerup blander sine roller.

“I den konkrete sag er det jo absurd, at ministeren mener, at han kan kommunikere som socialdemokratisk folketingsmedlem, i en sag, hvor han helt åbenlyst er minister,” lyder det fra Venstre-politikeren.

“Jeg vil derfor indkalde ministeren i samråd om sagen. For det nytter ikke noget, at ministeren tordner mod Facebook, men samtidig bruger det som en vigtig kommunikationsplatform i sin ministergerning,” skriver Torsten Schack Pedersen i en mail til Nordtinget.

Ministeren har i et svar til Folketinget forklaret, at der også blev sendt besked fra ministeriet til store medier og til erhvervslivet. Det fremgår dog ikke af svaret, om det skete før eller efter ministerens opslag på Facebook.

Af Esben Agerlin Olsen