Justitsministeriet undgår at se på, om Mette Frederiksen kan drages til ansvar i mink-sag

De såkaldte kronjurister i Justitsministeriet undlader at undersøge, om statsminister Mette Frederiksen (S) eller andre ministre kan drages til ansvar for grov vildledning af minkavlere eller andet i minksagen.

Det fremgår af et svar fra justitsminister Mattias Tesfaye (S) til folketingsmedlem Alex Vanopslagh, leder af Liberal Alliance.

Justitsminister Mattias Tesfaye.

Svaret kommer netop som statsministeren torsdag møder Folketingets Granskningsudvalg, som modtog Minkkommissionens rapport 30. juni. Mødet på torsdag skal handle om de fejl, der blev begået af 10 højtstående embedsmænd i minksagen.

Med den manglende undersøgelse af ministre undgår Justitsministeriets departementschef, Johan Legarth – som blev hårdt kritiseret af Minkkommissionen – for at undersøge, om landets øverste politiske chef, statsministeren, gjorde noget ulovligt ved for eksempel at handle groft uagtsomt.

Legarth og de andre ikke hjemsendte topembedsmænd venter selv på at få at vide, hvad det betyder for dem, at de begik så grove fejl i tjenesten, at de bør drages til ansvar ifølge Minkkommissionen.

Statsministeren har bedt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen vurdere, hvad der skal ske med hendes ledende embedsmænd. Først skal styrelsen grundigt studere den omfattende rapport fra Minkkommissionen.

Vildledning

Minkkommissionen nåede frem til, at minkavlerne var blevet groft vildledt, da statsministeren og andre sagde på et pressemøde 4. november 2020, at alle mink skulle aflives på grund af corona-smitte.

Ministrene vidste ikke på det tidspunkt, at der ikke var lovhjemmel til at kræve samtlige mink aflivet, også raske avlsmink. Kommissionen har ikke taget stilling til, om der var tale om grov uagtsomhed fra statsministeren.

Der var kun få minutter til at læse papirerne før det afgørende regeringsmøde, og ingen nåede tilsyneladende at læse et forbehold, som stod et stykke inde – om lovhjemmel.

Justitsministeren skriver, at det alene er Folketinget, som tager stilling til nuværende og tidligere ministres retlige eller politiske ansvar.

“Justitsministeriet foretager således ikke juridiske vurderinger af, om nuværende eller tidligere ministre vil kunne drages til ansvar på baggrund af beretninger fra undersøgelses- eller granskningskommissioner,” skriver Tesfaye.

Af Esben Agerlin Olsen