Tirsdag aften 26. maj begyndte de politiske forhandlingerne om den klimahandlingsplan, som regeringen præsenterede første del af i sidste uge. Planen er første led i at reducere udledningen af drivhusgassen CO2 med 70 procent i 2030.

Artiklen stod på nordjyske.dk 26. maj 2020

Regeringen foreslår energiøer med havvindmølleparker. Dens plan er imidlertid uden en meget højere afgift på drivhusgassen CO2, som er foreslået af en række eksperter. En højere afgift var anbefalet af Klimarådet, overvismanden og en andre økonomer, herunder Mogens Lykketoft (S), som blandt andet har været den længst siddende danske finansminister i 100 år.

Han er sikker på, at afgiften kommer senere. At den ikke er kommet med endnu skyldes tidnød, mener han.

– Jeg tror ikke at det var praktisk muligt for Skatteministeriet at fremstille forslag før sommerferien, siger det tidligere folketingsmedlem.

Et af regeringens støttepartier, Radikale Venstre, har truet med at vælte regeringen, hvis der ikke er nogen aftale om en klimahandlingsplan inden 5. juni – grundlovsdag – årsdag for valget.

Mogens Lykketoft mener, at en højere CO2 afgift må blive en del af den grønne skattereform, som regeringen har bebudet.

– Det vil dreje investeringsmønstret i den rigtige retning, siger han.

Omvendt tror han ikke, at målet om 70 procent CO2 reduktion kan blive nået i 2030 uden en afgift på CO2.

– Det er billigst og mest effektivt, siger Mogens Lykketoft, som også er tidligere formand for Socialdemokratiet.

Han understreger, at det skal ske på en måde, som ikke gør det svært for virksomhederne lige nu. De skal have andre lettelser og kompenserende støtteordninger, så forurenende produktion ikke bare flyttes ud af landet.

Klimarådet har foreslået en afgift på 1.500 kroner pr. ton CO2 mod hidtil et par hundrede kroner.

Portland en stor udleder

Cementvirksomheden Aalborg Portland er Danmarks helt store udleder af CO2. Her var glæden stor, da regeringens plan var uden afgift på CO2. En afgift, som foreslået af Klimarådet, ville true fjerne virksomhedens mulighed for at tjene penge, lød det.

Statsminister Mette Frederiksen (S) besøgte Aalborg Portland i oktober. Her lovede hun, at virksomheden ikke får klimakrav, som truer den på livet sammen med de over 300 arbejdspladser.

Under valgkampen sidste år var Socialdemokratiet imod målet om hele 70 procent reduktion af CO2. Det kom med i det forståelsespapir, som blev skrevet, da partiet dannede regering med støtte fra SF, Enhedslisten og Radikale Venstre. Støttepartierne går ind for en højere CO2 afgift ifølge deres tidligere udtalelser. Venstre støtter regeringens plan om ikke at hæve CO2 afgiften.

Af Esben Agerlin Olsen

Foto Aalborg Portland