Vi abonnerer på Nordtinget: Ulla Astmann (S), regionsrådsformand. Per Clausen (EL), rådmand. Christian Friis Bach (RV), folketingskandidat. Per Larsen (K), folketingsmedlem. Leon Sebbelin (RV) borgmester. Susanne Zimmer (Frie Grønne), folketingsmedlem.

Storspørger: Et omstridt gelænder på Fur og 430 andre spørgsmål

I det nordjyske felt kommer ingen i nærheden af Torsten Schack Pedersen (V) i disciplinen at stille spørgsmål i Folketinget. Hele 432 spørgsmål har han stillet til ministre siden folketingsåret begyndte i oktober 2019.

Torsten Schack Pedersen (V) i gang med at stille spørgsmål om hjælp til rejsebranchen. Foto fra Folketings tv.

Det viser Nordtingets opgørelse pr. 4. august. Folketingsåret slutter først til oktober, så der kommer flere spørgsmål fra Torsten Schack Pedersen.

For at indhente ham i slutspurten skal en udfordrer imidlertid have veltrænede, hurtige fingre på tasterne. Der er et stykke ned til Peder Hvelplund (EL), som dog med sine 305 spørgsmål også viser fart og udholdenhed på de lange stræk.

Torsten Schack Pedersen har brugt sine spørgsmål til for eksempel at få præciseret reglerne i regeringens corona-hjælpepakker.

Spørgsmål kan også handle rene lokalopgør, for eksempel et omstridt gelænder på Fur. Gelænderet står eller stod ved en trappe op mod limfjordsøens højeste punkt, Bette Jenses Hyw, som er en fredet gravhøj.

Opgøret gælder, hvorvidt myndighederne er lige lovligt hidsige i fortolkningen af fredningsreglerne, når de modarbejder et gelænder for gangbesværede.

Torsten Schack Pedersen brugte et spørgsmål i Folketinget til at fastslå, at Simon Kollerup (S) – inden han blev minister – mente, at forbud mod det gelænder var latterligt.

“Jeg husker, hvad de brokkede sig over, da de sad i opposition,” siger Schack Pedersen. Han går op i, at man efter et valg gennemfører, hvad man mente før et valg, betoner han.

Blandt andet til det formål er spørgsmål er et vigtigt parlamentarisk redskab for ham.

Så meget spurgte de 19 nordjyske politikere

Spørgsmål dækker såkaldte paragraf 20 spørgsmål til ministre, spørgsmål til ministre gennem udvalg og samrådsspørgsmål.

Torsten Schack Pedersen, V431
Peder Hvelplund, EL305
Marie Bjerre, V233
Preben Bang Henriksen, V152
Lise Bech, DF82
Per Larsen, K82
Karsten Lauritzen, V, gruppenæstformand og gruppefm80
Anne Honoré Østergaard, V60
Susanne Zimmer, u/parti (tidl. ALT)60
Bent Bøgsted, DF37
Lisbeth Bech-Nielsen, SF (barsel, jan-aug)34
Bjarne Laustsen, S11
Marianne Jelved, RV4
Mette Frederiksen, S, minister0
Ane Halsboe-Jørgensen, S, minister0
Orla Hav, S0
Simon Kollerup, S, minister0
Flemming Møller Mortensen, S, gruppeformand0
Rasmus Prehn, S, minister0
Spørgsmål fra nordjyske politikere fra oktober 2019 til 4. august 2020. Kilde Folketinget.dk

Spørgsmål er oppositionens mulighed for at kontrollere regeringen. Derfor stiller ministre ingen spørgsmål, mens regeringens partifæller holder kraftigt igen.

Lisbeth Bech-Nielsen har været på barsel en stor del af perioden, så hendes tal kan ikke sammenlignes med de andre.

Ved sammenligning skal man også tage højde for, hvad politikerne ellers er involveret i.

Marianne Jelved (RV) har stillet fire spørgsmål, men er med i tre udvalg og har fire ordførerskaber.

Folketingsmedlemmerne kan også lægge vægt på at gå op talerstolen og fremlægge forslag.

Af Esben Agerlin Olsen

  ANNONCE