Vi abonnerer på Nordtinget: Ulla Astmann (S), regionsrådsformand. Per Clausen (EL), rådmand. Christian Friis Bach (RV), folketingskandidat. Per Larsen (K), folketingsmedlem. Leon Sebbelin (RV) borgmester. Susanne Zimmer (Frie Grønne), folketingsmedlem.

Alt for meget ender i pseudopolitik

Fra kapitel 5 i “Entreprenørstaten” af Sigge Winther Nielsen.

De danske politikere er frustrerede over, at deres reformer alt for sjældent lever op til målsætningerne. Interviews med Karsten Lauritzen (V), Peter Hummelgaard (S) og Pia Olsen Dyhr (SF).

Karsten Lauritzen
Karsten Lauritzen (V) Foto Nordtinget ©

De danske politikere er frustrerede over, at deres reformer alt for sjældent lever op til målsætningerne. I hvert fald de toppolitikere, jeg møder på min cykeltur rundt til forskellige partier fra SF til Liberal Alliance og fra minister til partiformand.


De er overraskende enige på lange strækninger: Folketinget vedtager for mange reformer, alt for hurtigt og uden nok viden fra eksperter. For slet ikke at tale om, at politikerne savner input fra dem, der skal udføre reformen, og fra de mennesker, som berøres af den, så det tit ender i pseudopolitik. Og så kommer de fem politikere, jeg interviewer, med deres løsninger. Det handler om mere fokus, viden fra omverdenen og tålmodighed.


Slotskælderens smørrebrødsbord er en sælsom oplevelse. Med sin beliggenhed skråt over for Christiansborg har den beværtet politikere gennem mange år. Der er en en af magtens udtrådte vælde i det lille lokale, som udsender en ubestemmelig dunst i krydsfeltet mellem opkogt cigaretrøg og nedfalden tatar – ligesom på andre
parlamenterende madsteder som Capital Grill i Washington eller Borchardt i Berlin. Alle disse bedagede restaurationer besidder en sjælden stemning, nærmest som en tidskapsel fra dengang hvor politik faktisk betød noget.


Jeg træder et trin ned og indfinder mig ved et tomandsbord klinet op ad væggen. Et par minutter efter ankommer en mand i hvid skjorte med sirlige cut-away-flipper. Han giver et resolut håndtryk og tørrer grundigt efter med sprit. Det er Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen. Han har været skatteminister gennem flere år og
er en fast gæst i kælderen.


”Velkommen til, Karsten,” lyder det muntert fra holdet af tjenere, som står og gør klar til frokosten. Den kredsende tjener ligner og lyder som tjener Bold fra Matador, imens han fortæller om det bøvlede coronaregelsæt, som politikerne har vedtaget. Det er tydeligt, at tjener Bold kan lide Lauritzen og hans evne til selvindsigt,
da han siger:


”Vi politikere har vedtaget utrolig meget lovgivning, som ikke er administrerbar, og man forholder sig ikke til det som politiker – for du får forsider og breaking news på noget, når det bliver vedtaget i Folketinget, eller når et fiffigt forslag sælges til en journalist. Så kommer der måske noget senere, hvis der er en skandale, eller hvis Rigsrevisionen interesserer sig for det. Men det sker sjældent, og der er oftest ikke meget fokus på, hvordan det fungerer ude i virkeligheden, efter at reformen er vedtaget.”


Klokken har kun passeret 11.30, da tjener Bold stiller to store fadøl med en perfekt skummængde på vores lille bord. Lauritzen moser dog ubemærket videre i sin hudfletning af dansk (pseudo) politik.


”På rigtig mange områder laver du politik bag lukkede døre ovre i ministerierne, det gjorde jeg også selv, og det købte Folketinget bare. Og så er det ligesom dér, alting bliver besluttet.”


”Og hvilke konsekvenser har det så?” spørger jeg.


”Det betyder, at politikerne ikke går særlig meget op i det parlamentariske arbejde og kan stille de kritiske spørgsmål. Alting bliver besluttet bag lukkede døre og i langt større omfang end tidligere. Og som politiker bliver du nødt til at acceptere de præmisser, der
bliver lagt frem.”


Det er tydeligt, at Lauritzen også selv er bekymret over den situation, politikerne er havnet i, når der skal træffes beslutninger.

Alt for meget ender i pseudopolitik, erkender Lauritzen, fordi beslutningsprocessen holdes i snævre cirkler:


”I denne lukkede proces bliver folk ikke hørt, mens brancheorganisationer kører gennem lobbyister, hvilket er meget interessedrevet og sjældent med et større samfundsfokus. Der er nogle interessenter, som er virkelig aktive i tilblivelsesfasen af lovgivningen. Det er blevet meget mere velorganiseret og professionelt på mange
fagområder. Faktisk helt vildt organiseret. Kort sagt er der ikke en åben offentlig proces om, hvad det giver mening vi vedtager som politikere.”

Karsten Lauritzen, foto fra Folketingets tv.


Lauritzen stopper op og tager en stor slurk. Og skifter spor fra de lukkede forhandlinger i ministerierne til den efterfølgende offentlige debat i Folketinget.


”Det gør så, at når det skal vedtages i Folketinget bagefter, bliver det en skueproces, for der er alting jo aftalt. Selv om der nu kommer bekymringer fra offentligheden af eksperter eller faglige organisationer, så bliver de overhørt, fordi et flertal allerede er etableret bag lukkede døre. Og det skader jo den politik, der bliver vedtaget, fordi den ikke har taget bestik af virkelighedens verden. Den har været drevet bag lukkede døre, fordi man ikke ville have forstyrrende elementer ind, der ødelagde muligheden for en aftale.”


Lauritzen taler roligt og præcist, som den erfarne parlamentariker han er, selv om han ikke engang er fyldt fyrre endnu:


”Men alle de forhandlinger, som jeg har været i, der har trukket ud, de er blevet bedre. Lange processer og grundige processer er bedre for slutresultatet. Problemet er, at du bliver belønnet for den hurtige forhandling, hvor du kommer ud til et ’door-step’ over for pressen, og så nogle kommentatorer, der siger, det er supergodt.”


Jeg tager mig selv i at have været en del af denne industri. I mit virke som politisk analytiker på Politiken har jeg netop delt karakterer ud og rost resolut handling, selv om jeg da syntes, jeg prøvede at nuancere denne skønhedskonkurrence. Jeg bliver heldigvis stoppet i mine selvretfærdige tanker, da Lauritzen kommer med et eksempel.

”Vi havde en lang diskussion internt i Løkke-regeringen om målet om antallet af el-biler. Hvor nogle partier sagde, vi skal have 500.000 biler, og hvor vi blev voldsomt presset. Og så sagde vi en million biler. Det er jo helt galimatias, at man sætter sådan et mål uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt det er realistisk.
Og hvordan skal vi egentlig nå derhen?”

Faktisk kom Eldrup-kommissionen godt et år efter og sagde netop dette: En million elbiler inden for få år er hundedyrt og ikke den smarteste måde at reducere CO2 på. Derpå skiftede Venstre så småt holdning i mødet med virkeligheden.


Og Lauritzen fortsætter selv sin ærlige udlægning af Venstres positionering på klima-spørgsmålet som en indramning af hele problemet med pseudopolitik ved bagdøren i dansk politik. Han fortæller, hvorfor man sagde en million biler, selv om man godt vidste, det nok var urealistisk:

”Men det valgte vi at gøre, fordi det der med at sige, at vi er meget ambitiøse, jeg vil gerne noget, det vil vælgerne gerne have. Så er det af mindre betydning, om vi når derhen. Det her gælder for alle partier. Og jeg tror, meget af denne udvikling
udspringer af den spinkultur, som opstod i 1990’erne og 2000’erne,
hvor ting virkelig blev ’spundet’ i bund.”

Med andre ord har politikerne mange målsætninger, men få visioner. Oven på denne odysse gennem moderne politik har vi brug for at styrke os. Vi går op til det store smørrebrødsbord bagerst i lokalet med forud-anrettede tallerkener med plastfolie henover, hvor tjener Bold med stolthed fremviser både sild, steg og spætte. Vi vælger lidt hist og mere her. Rejer, asparges og så nyfanget hornfisk, som han dog vil gå ud og tilberede i køkkenet. Han følger os til bords med rejerne som sidemænd.


Jeg indvender, at Lauritzen måske er lidt for hård ved sig selv og sine politikerkollegaer. For politik har vel aldrig været snorlige; det har vel altid været en skraldespandsproces, som vi så i kapitel 3, hvor der manglede data om problemets karakter og hvor halvbagte løsninger blev blandet sammen.

”Der er sket noget i politik,” siger Lauritzen og sætter sig mere ret op med et dristigt smil.

”I dag handler politik mere om, hvilken intention politikeren har. Vælgerne er mindre optaget af, om det faktisk bliver til noget. Det er en stor forskel fra tidligere, hvor du
skulle vise hele vejen hen til endemålet og gerne blev vurderet på, om det lykkedes for dig.”


Nu kommer så hornfisken ind på tallerkenen, imens solen bryder frem ude fra kælderens støvede vinduer. Den friske havsmag er stærk og lader sig ikke kue af en gavmild panering fra tjener Bolds lille køkken-fritøse. Jeg stiller et hurtigt spørgsmål og tager en stor bid:

”Men hvorfor er vi så kommet hertil i dansk politik med denne type pseudopolitik?”


”Jeg tror, noget handler om, at politikerne har alt for lidt fokus på det parlamentariske arbejde og har fået meget mere travlt med at stå i medierne og offentligheden. Og politikerne har i det hele taget mere travlt: mere lovgivning, flere henvendelser, højere hastighed. Det gør, at parlamentarikerne ikke har tid til at følge, om deres lovgivning bliver til noget i virkeligheden. Det andet er rammebetingelserne i medierne. Kravet til, hvad du skal producere som journalist, er kæmpehøjt. Og hastigheden er også her vanvittig høj. Journalister er blevet generalister. Jeg frygtede aldrig at stille op til et interview med en generalist, men hvis det var en fagjournalist, så var det noget helt andet.”


Lauritzen stopper ikke hér. For der er et ben mere i trekanten på
Slotsholmen, som er vigtigt for ham.


”Endelig har du embedsmændene. Hvis man spørger en embedsmand til råds, når politik foregår i et superhøjt tempo, så bliver det faglige grundlag bare dårligt. Tidligere troede de faktisk, det kunne lade sig gøre, det, som blev vedtaget i hast. Men nu har nogle embedsmænd også været på en rejse, hvor de flere steder har fokus på, at den politik, der vedtages, også skal kunne administreres. Men
det skaber så en kæmpekonflikt til de politikere, der gerne vil forandre noget hurtigt.”


Solen er nu brudt helt igennem. Til trods for at temperaturen er på frysepunktet, mens Lauritzen fortæller om det danske folkestyres evne til at lave virksom politik. Vi efterlader de sørgelige rester fra vores demokratiske samtale.


”Hvad skal du så lave nu, Hummelgaard?”

Peter Hummelgaard (S), foto fra Folketingets tv.


Jeg er overrasket over Karsten Lauritzens hudløse beskrivelser. I dagene efter opsøger jeg andre tidligere og nuværende ministre for at høre, om det kun er Lauritzen, som står, hvor han gør. Jeg vil prøve at teste Lauritzens argumenter.
Den første overvejelse, jeg har, er, om det måske bare handler om, hvor man sidder. Altså om man er placeret på en ministertaburet eller på oppositionsbænken. Så spørgsmålet er, om en minister fra den nuværende regering ser meget anderledes på sagerne? En politiker fra samme generation som Lauritzen er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Ja, de er født samme år – i 1983.

Jeg kontakter ham for at høre, om han har tid til en samtale.

”Jeg har netop modtaget en negativ coronatest,” siger ministeren i telefonrøret. Der er udbrudt corona på Borgen, og mange ministre er gået i selvisolation. Jeg gratulerer og lytter efter, om ministeren er på kontoret eller stadig er i sit hus på Amager.


”Jeg synes egentlig, at coronasituationen har gjort, at vi i regeringen prøver at gå til politik på en anderledes måde. At vi virkelig har fokus på, at tiltag skal virke ude i samfundet.”


Hummelgaard stopper op et øjeblik.


”Men jeg vil sige, at vi har for lidt tid til at lave politikudvikling og følge med i, om reformer virker. Og det gælder både når man er i regering og opposition. Så når corona er væk, er jeg spændt på, om vi falder tilbage …”


Jeg afbryder ministeren, da jeg er i tvivl om, hvorvidt han er i gang med en telefonisk kunstpause:

”Kan du genkende det, Lauritzen siger om øget hastighed, lukkethed i forhandlinger og belønning for et højstemt politisk initiativ, selv om det nærmest er umuligt at
gennemføre?”


”Ja, der er nok en tendens til, at vi i det danske folkestyre i dag ikke hylder de gennemtænkte politiske reformer. Men i stedet kører i høj hast mod nye forslag – uden at få inddraget befolkningen i stort omfang.”


Ministeren rømmer sig igen og går klarere igennem.


”Tidligere tog politikerne sig jo bedre tid, når de lavede velfærdsreformer – om det var uddannelse eller socialpolitik. Det kunne tage mange år, og det byggede det samfund, vi kender i dag. Nu går det hurtigt, rigtig hurtigt.”


Hummelgaard efterlader igen en lille pause i telefonen. Og så bevæger han sig over på hjemmebanen.


”Jeg har selv forsøgt med Arne-reformen at give mig god tid. Men det er svært. Der gik jo godt et år, fra vi blev valgt, til vi præsenterede den. Og i den periode skulle jeg høre på, hvordan vi havde lavet løftebrud, og hvorfor der intet skete. Egentlig ret vildt når man tænker på at vi har arbejdet stenhårdt på at finde en holdbar model.
Det tager jo tid.”


”Da jeg så havde forhandlet en politisk aftale om Arne, så spurgte journalisterne dagen efter: ’Nå, hvad skal du så lave nu, Hummelgaard?’ og jeg prøvede at sige, at vi skulle have lovgivningen på plads, og at vi skulle få det til at fungere ude hos borgerne. Men det fangede ikke deres opmærksomhed.”


”Skal medierne ikke holde dig på dupperne?” spørger jeg.


”Jo, men jeg kan blive helt i tvivl om, hvorvidt medierne godt ved, hvad det kræver at gennemføre politik, efter at den er vedtaget. Det kræver jo en lang og tålmodig proces. Og der savner jeg nok, at nogle journalister interesserer sig lidt mere for virkeligheden – og ikke bare virkeligheden på Christiansborg.”


Jeg spørger på reporter-sprog: ”Hvilket ansvar har du selv som
politiker for at ændre dette?”


”Vi må se, hvor det ender med Arne – men jeg vil da gerne indrømme, at vi politikere ikke er gode nok til at implementere vores politik i bund. Nogle gange lader vi os suge ind i mediernes krav. Der er en naturlig drift hen imod det nye. Men i al beskedenhed forsøger vi at ændre på det i denne regering ved at lave fireårsplaner, så alt ikke skal laves med det samme. Noget må vente. Også fordi det
tager tid at lave god politik.”


Hummelgaard binder sit svar ind i den aktuelle kritik af den etpartiregering, han er en del af.


”Der er jo mange, der synes, det går for langsomt med denne regering, at ’mandaterne står i kø i Statsministeriet’, som kritikerne formulerer det. Men det er jo meningen, at fagministerierne skal bruge mere tid på at kigge deres egne sager igennem og ikke opfinde en masse nyt.”


At ’mandaterne står i kø’, er fagjargon for, at en fagminister ikke kan forhandle en aftale eller reform på sit område, fordi ministeren ikke endnu har fået et mandat af statsministeren til, hvilken ramme og retning det skal være inden for.

”Men det store spørgsmål er så, hvilke nye tiltag skal ikke blive til noget?” spørger jeg
minister Hummelgaard om.


”Jeg har det meget svært med puljer. Det er, som om hver gang der er et politisk problem, så laver vi en pulje. Hvorfor egentlig? De virker jo sjældent og ændrer ikke det store, og så er de bøvlede at administrere. Derfor siger jeg, at vi skal hellere give os tid til at komme ordentligt rundt om problemerne.”


Jeg spørger: ”Det er muligt, det lykkes jer at sætte tempoet lidt ned, men hvad så med vidensniveauet i de reformer, I laver?”


”Jeg tror, problemet tidligere har været for få politiske værdier. Ikke for lidt eller for meget viden. Problemet har været, at man har siddet i Finansministeriet og tænkt, at man kunne spare lidt penge uden at tage bestik af, hvad der foregår i virkeligheden …”


Jeg afbryder ministeren og siger: ”Lad os tage et konkret eksempel. I siger, at halvdelen af medarbejderne i Rigspolitiet skal skæres væk – uden at der har været en rapport eller proces, hvor det er tænkt dybere igennem – kan sådan en reform så ikke nemt ende i pseudopolitik, som dele af politiet er bekymret for?”


”Vi ser det her fra et politisk udgangspunkt. Der, hvor jeg kommer fra, i Tårnby på Amager, der kan jeg høre, at de ikke mener, der er nok politi i gaden. At politiet har mistet føling med, hvem det er, der sælger noget møg fra sin garage, og hvilke grupper der stjæler. Det er muligt, at det i et regneark giver mening at samle flere folk, der kigger ind i en computer hos Rigspolitiet – men det gør det ikke
for mange borgere.”


Der findes et langhåret ord på universitetet, der hedder epistemologi – det er læren om, hvilken viden som er gyldig. Nogle forskere taler om, at vi lever i en tid med eye-pistemologi, hvor det, jeg ser, er gyldig viden, snarere end efterprøvede fakta. Jeg spørger derfor ministeren, om det ”så er ’oplevet kvalitet’ hos borgerne, der er ledestjernen, når I reformerer?”


”Ja, borgerne skal da se, at der er mere politi i deres gadebillede og færre, der holder møder og kigger på en skærm.”


Det lyder næsten som et ekko af Lene Espersens diktum fra politireformen i 2005 om, at politiet skal fange tyveknægte – ikke sidde på en pude og tage telefonen. Visse emner bliver nok aldrig rigtig løst i Reformdanmark.


Demokratisk udsugning


Lauritzen og Hummelgaard er enige på lange strækninger. Men de er også fra de to store statsministerpartier og ikke mindst fra samme generation. Så jeg opsøger en kvinde, der har været med i mange år – både som minister og partileder. Jeg har lavet en aftale med SF’s partileder, Pia Olsen Dyhr. Vi skal mødes på hendes kontor på Borgen, men et par dage inden modtager jeg en mail:

”SF-formanden gør alle sine møder digitale,” står der, også selv om jeg skulle opføre
mig ordentligt og spritte af og holde afstand.


Det åbner så i stedet en mulighed for at komme ind i Olsen Dyhrs hjem, i hvert fald virtuelt, da hun blænder op for sin skærm og byder indenfor med et ’punch’.


”Du vil spørge mig, om jeg egentlig har udrettet noget de sidste 30 år, hvor jeg har beskæftiget mig med politik,” griner hun.


Jeg prøver at samle mit mæle. ”Njarh, altså, nej, altså jeg tænker, om du kan genkende det billede, som Lauritzen og Hummelgaard opstiller?”


”Ja, vi kan se, at når man evaluerer reformer, så har alle reformer fejl. Tag bare folkeskolereformen,” siger Olsen Dyhr. Men det er ikke det samme, som at man ikke skal lave forandringer. Så jeg er ikke overrasket over, at det går galt. Men jeg er overrasket over, hvor langsomme vi politikere er til at udbedre fejlene. Nok fordi det
bliver personligt for mange politikere, at de ikke vil erkende, at det er gået galt.”

Er det blevet værre over tid med pseudopolitik? spørger jeg.


”Jeg tror, at tanken om kontraktpolitik, der kom ind med Anders Fogh, har gjort meget dårligt for gennemførelsen af reformer. For det gør ofte, at politikere vedtager noget hurtigt for at kunne krydse af og sige, at vi nu har opfyldt vores løfte. Men det betyder jo langtfra, at det har flyttet noget ude hos borgerne, når der er gået et par år.”


Pia Olsen Dyhr rejser sig fra stuen og tager sin computer med under armen og går igennem sin bolig, mens hun taler. Pludselig finder hun vej ud i køkkenet og sætter sig ned ved en ganske iøjnefaldende emhætte, der nu danner baggrunden for hendes plan om en udsugning i demokratiet:


”Det er vigtigt, at folkestyret får ny luft ind. Vi skal involvere folk mere: inddrage de berørte borgere af ny lovgivning og lave høringer, som vi tager seriøst. Men det sker ikke så tit, og hvis det sker, så lytter politikerne sjældent. Det bliver i stedet til forhandlingsforløb, der er meget lukkede og meget hurtige.”


”Hvor ser du det konkret?” spørger jeg.

Mette Frederiksen og Pia Olsen Dyhr, marts 2017.


”Mette Frederiksen ville lave en tryghedspakke – når vi så ser på høringssvarene, så er de alle negative. Alligevel kører hele maskineriet hurtigt videre, som om intet var hændt, fordi nu er der sat en politisk dagsorden, som der skal komme et svar på.”

Jeg bryder ind og spørger: ”Jeg talte med Karsten Lauritzen, der sagde, at den politiske logik i øjeblikket tilsiger, at du netop skal køre politik i lukkede rum
– ellers får man slet ikke vedtaget noget. Er du enig i det?”


”Ja, jeg er jeg enig i, at den lukkethed og den hastighed, som vi ser, kan være nødvendig for at lave en aftale. Men gør det svært at lave holdbar politik.”

”Har du selv oplevet det?” prøver jeg.


”Jeg har brugt en del energi på transportområdet i mit politikerliv, og her er det faktisk omvendt. Det er mere langsigtet.”


Pia Olsen Dyhr skifter behændigt vejbane og peger mit spørgsmål over på, hvad hun oplever som en succeshistorie.


”Det er en anden logik, der hersker i det forhandlingslokale. Fordi man skal lave en forundersøgelse, man skal lave en VVM, man skal lave ekspropriation. Og så videre. Derfor er forløbene enormt langstrakte, hvilket nogle politikere bliver hidsige over.”


En glæde stråler ud af SF-formanden, som hun sidder dér i køkkenet for sig selv og taler ind i skærmen.


”Men det virker, fordi alle problemer bliver vendt, og det skaber ejerskab til en holdbar løsning raden rundt i forhandlingen, fordi alle problemer er vendt 20 gange. Men det passer bare ikke ind i den normale logik på Borgen, hvor det skal gå hurtigt. Og derfor kan jeg godt lide transportområdet. For det er mere rationelt og
mindre følelsesdrevet, selv om der jo altid er nogle, som skal have
en omfartsvej ved Mariager …”


Jeg stopper partiformanden og spørger: ”Hvorfor sker den her
langsigtede planlægning så ikke på velfærdsområderne?”


”Jamen tag førtidspension – der sagde man, at de, der er under 30 år, de skal ikke bare ligge på sofaen. Det giver mening. Men når reformen så rammer virkeligheden, så er der bare nogle på førtidspension, som er under 30 år, der har et handikap, som gør, at de aldrig kommer ind på arbejdsmarkedet. Og der kunne vi ikke bare
ændre tilbage, fordi der var et forlig, hvor måske et enkelt parti kunne blokere. Så de mange forlig begrænser tit, at vi kan adressere vores fejl eller tænke helhedsorienteret.”


Olsen Dyhr retter på sin grønne striktrøje og får et indfald fra den samme aftale, som også Hummelgaard var inde på.


”Derfor er jeg også rigtig glad for, at jeg i Arne-aftalen om tidlig pension fik med, at vi opsiger en række forlig, der gør det muligt for os at tænke mere på tværs. Det tror jeg ikke, mange journalister har opdaget. Men det kan være afgørende for, at vi laver en levedygtig arbejdsmarkedspolitik.”


Forligsnormen er et område, SF’ere har talt om i mange år, fordi det kan gøre det svært at tænke i helheder. Så jeg skynder mig at spørge: ”Hvilket ansvar har du som politiker for at vende udviklingen, så mere politik tænkes på tværs og faktisk lykkes?”

Pia Olsen Dyhr (SF). Foto fra Folketingets tv.

”Jeg tror, vi skal lade være med at afkoble den politiske samtale i Folketinget fra de forlig og reformer, vi laver i ministerierne. Vi kører det her ligesom i to spor, og det skal samles fremover. For vi sidder først i ministerierne og laver kæmpe reformer. Og først bagefter går vi over i udvalg og folketingssalen, hvor der er lovbehandling,
og der kommer åbenheden ind med debat og høringssvar. Men der er løbet kørt, og beslutningen er truffet i det lukkede rum.”


Jeg er stadig interesseret i, om det er nok. ”Vi har bøvlet med mange af de samme problemer de sidste 15-20 år, som jeg beskriver i bogen – hvor det ikke er lykkedes at løfte de svageste i folkeskolen eller udsatte børn. Så de her problemer kræver vel tydeligvis nogle nye redskaber i kassen til politikudvikling?”


”Ja, man må sige, vi ikke har løst de problemer,” siger Olsen Dyhr og fortsætter: ”Og det her handler måske også om en meget nørdet diskussion, som vi havde i 1970’erne om stat versus samfund. For som det er nu, så er næsten alt, hvad vi laver i Danmark, styret fra regeringen. Og på en god dag Folketinget. Det er jo helt
vildt, hvad vi bestemmer over kommuner og civilsamfund. Hvad kunne der ikke ske, hvis vi sagde, det må I selv finde ud af i jeres kommune – hvad kunne der så ikke opstå af gode løsninger, hvor vi slet ikke behøver at lave forkromede reformer fra Christiansborg. Det ville nok være mere effektivt, og måske også mere demokratisk.”


Olsen Dyhr retter på det velkendte tilbagestrøgne hår og flytter hovedet til en eftertænksom positur, så hendes emhætte af massivt jern stiger direkte ind i kameraet.


”Vi har i SF, men også hos Venstre og Det Radikale Venstre glemt vores historiske rødder, som ikke bare tror på staten, men også på det lokale selvstyre. Vi har en tendens til at glemme det. Venstre under Fogh med central reformstyring, Radikale, der har været optaget af ’sådan er det jo’. Og vi i SF, som har været fokuseret på at være velfærdsstatens beskyttere.”


Olsen Dyhr runder af med et opråb: ”Men vi tre partier burde vende bøtten. Vi har en forpligtelse til at udfordre den tunge statstænkning; det ligger i de tre partiers dna.” ”Alle kan se, at dét der er bare cirkus”


(Uddrag af bogen Entreprenørstaten af Sigge Winther Nielsen, med tilladelse fra GADs Forlag.)

  ANNONCE