Borgmester frygter farvel fra tyske turister: Minkavl har haft sin tid

I Hjørring er mere end hver anden af de 56 minkfarme smittet med corona. Borgmester Arne Boelt (S) frygter, at den omfattende danske minkavl kan få tyske turister til at fravælge Nordjylland.

Borgmesteren mener, at minkavl har haft sin tid.

“Det tror jeg, det har,” siger Arne Boelt.

“Vi er et stort turistområde. Man skal sørme tænke sig om. Det skal man,” siger han.

Arne Boelt (S), borgmester, Hjørring. Foto Hjørring kommune.

“Det har været ok og fint at have mink. Men når du begynder at kikke på den verden, vi lever i lige nu – når der kommer et veganerparti i Folketinget. Når jeg hører, hvordan mine egne børn synes, at vi skal leve, så kan man godt tænke for sig selv. Det kan godt ske, at det her er en stor forretning. Men gad vide, om Danmark kan blive ved med at holde til at opdrætte på den måde, vi gør,” siger Arne Boelt.

Udtalelsen står i kontrast til, hvad hans partifælle folketingsmedlem Bjarne Laustsen forleden blev citeret for fra Nordjyske i den tyske avis Frankfurter Rundschau:

“Vores produktion afgøres af forbrugerne. Vi producerer de varer, som kunderne vil købe,” lød det fra Bjarne Laustsen, medlem af miljø- og fødevareudvalget i Folketinget.

Kunderne til de danske mink er især i Kina.

Arne Boelt i Hjørring går også mod strømmen i forhold til mindst 13 borgmestre, som har skrevet til ministre i utilfredshed med den omfattende aflivning af mink. De mener, at den er dårligt fagligt begrundet og rammer minkavlerne urimeligt. Også mink, som er naboer til smittede farme skal aflives.

Omvendt var Arne Boelt tidligt ude med krav om aflivning af de syge dyr for at begrænse spredningen.

På et pressemøde 18. september, da 19 minkfarme var smittet, havde statminister Mette Frederiksen (S) ingen kommentar til forslaget fra Boelt. På det tidstpunkt var antallet af smittede farme tredoblet på godt to uger.

Først 1. oktober besluttede regeringen at genindføre aflivning. Da var 41 minkfarme smittet. I går fredag 16. oktober var tallet vokset til 101 minkfarme.

Få nyhedsbrev med opsamling af nyheder 

“Fra dag 1 sagde jeg, at smittede mink skulle slås ned”, siger Arne Boelt. Han tror ikke, dyrene var sluppet, hvis det var grise eller køer, som var syge med noget smitsomt.

Borgmesteren mener, at Styrelsen for Patientsikkerhed var alt for længe om at slå nok i bordet, så Fødevarestyrelsen kom for sent i gang med aflivning.

Statens Seruminstitut har fastslået, at mink kan smitte mennesker. Det kan være med særlige virusvarianter, som skabes i mink og svækker effekten af en mulig kommende vaccine.

Da de tre første minkfarme fik corona, blev besætningerne aflivet. Den strategi blev forladt igen 7. juli, eller rettere sat på pause til 1. oktober.

Borgmestre støtter minkavlere

Til støtte for minkavlerne har borgmestrene i Himmerland skrevet til flere ministre med bekymring for pelserhvervet. Per Bach Laursen (V), Vesthimmerland , Mogens Jespersen (V), Mariagerfjord og Leon Sebbelin (RV), Rebild, efterlyser ordentlighed over for minkavlerne.

I Midt- og Vestjylland, som corona-smitten hos mink har bredt sig til, har 10 borgmestre også skrevet til flere ministre til støtte for minkavlerne. Folketingsmedlemmer fra Venstre og Dansk Folkeparti støtter også minkavlerne.

Dan Jørgensen (S) var imod minkavl, da han sad i Europa-Parlamentet. Foto fra Folketingets tv.

Uenighed i Socialdemokratiet om minkavle er ikke nyt. Den nuværende klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) var imod minkavl, da han sad i Europa-Parlamentet.

Enhedslisten og SF vil lukke for minkavl i Danmark.

Af Esben Agerlin Olsen

Læs debatindlæg fra pelsavler: Stop hetzen