Regeringen og myndighederne lægger op til, at nogle corona-smittede mink alligevel ikke aflives nu, hvis de ikke længere er syge.
Det erfarer Nordtinget fra flere sider efter et møde, som fødevareminister Mogens Jensen (S) holdt med ordførere fra Folketingets partier fredag eftermiddag.
Mink, som erklæres raske gennem “fritestning”, kan leve videre til de alligevel snart skal pelses – i stedet for at blive destrueret. Betingelsen er dog også, at minken er smittet for over en måned siden.
I en pressemeddelelse skrev Miljø- og Fødevareministeriet senere fredag, at minkene skal være konstateret syge mellem 15. august og 15. september for at slippe for destruktion.
En anden væsentlig betingelse er, at minken skal være fra en farm nord for Limfjorden for at slippe for destruktion. Undtagelsen gælder ikke syd for Limfjorden.
Grænsen ved Limfjorden er trukket, fordi de første mink blev smittet nord for Limfjorden og derfor kan have været raske i længst tid. Det fortalte fødevareminister Mogens Jensen (S) fredag aften i Folketinget.
Fritestningen begynder på mandag ifølge Nordtingets oplysninger.
Fødevarestyrelsen står i spidsen for en omfattende aflivning af mink for at begrænse coronavirus, som kan smitte mellem mennesker og mink.
Ifølge myndighederne er der risiko for, at virus kan mutere – ændre sig – i mink, så en mulig kommende vaccine mod covid-19 bliver mindre effektiv.
Flere partier har kritiseret, at mink, som er blevet raske, alligevel skal destrueres. Et modargument har været, at smitten kan være på en farm i op til to måneder.
Bredt sig fra Nordjylland
I begyndelsen var smitten hos mink kun i Nordjylland nord for Limfjorden. Herfra har den bredt sig til flere egne af Jylland.
Aflivningen, som blev besluttet 1. oktober, sker med folkesundheden som begrundelse. Aflivningen har hidtil omfattet både syge mink, dem med mistanke om sygdom, men også raske mink inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet farme.
Myndighederne overvejer, om raske mink inden for 7,8 kilometer zonen, alligevel kan bruges til pels i stedet for at blive destrueret, sådan som branchen presser på for. Pelsningen begynder normalt i november.
Fredag var 182 minkfarme noteret for corona og 33 under mistanke.
Blandt de 182 farme, er dyrene aflivet på 36 farme. Hertil komme nabomink på et stort antal farme, som ligger inden for 7,8 kilometer fra en smittet farm.
Danmark har i alt godt 1100 minkfarme.
Af Esben Agerlin Olsen