Restriktioner hæves – nordjyske borgmestre kræver penge til genstart

Regeringens nedlukning i Nordjylland og betegnelsen af regionen som epicenter for et nyt coronaudbrud har været en katastrofe for turismen i området.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Det er payback time, mener fire nordjyske borgmestre, som nu kræver 20 millioner kroner af den nordjyske erhvervsminister Simon Kollerup (S) til at rette op på skaderne.

Kravet blev udsendt i en pressemeddelelse, knap en time før nyheden om at nordjyderne igen slipper for særlige corona-restriktioner. De ophæves i dag torsdag og i morgen fredag for kollektiv trafik og caféer og restauranter, skriver DR.

I de fire kommuner, som kræver en akut hjælpepakke, er der to socialdemokratiske borgmestre. De fire kommuner er samlet i Destination Nord, som skal skaffe turister og andre besøgende til området.

Budskabet til Simon Kollerup er sendt fra Birgit Hansen (S), borgmester i Frederikshavn, Thomas Kastrup-Larsen (S) borgmester i Aalborg, Mikael Klitgaard (V) borgmester i Brønderslev, Karsten Nielsen (DF) , borgmester i Læsø Kommune – foruden bestyrelsesformanden i Destination Nord, Karsten Madsen, og direktør i Destination Nord, Tonny Skovsted Thorup.

– Nedlukningen og de medfølgende restriktioner har katastrofale konsekvenser for det nordjyske turisme- og oplevelseserhverv, som hver dag mister omsætning og jobs. Derudover har de mange negative omtaler af Nordjylland som epicenter for spredningen af en ny pandemi enorme konsekvenser for det nordjyske turismebrand, hvilket vil tage år at genoprette markedsføringsmæssigt, siger Tonny Skovsted Thorup, direktør i Destination Nord i en pressemeddelelse torsdag formiddag.

Af Esben Agerlin Olsen