ANNONCE

Følgagtighed – under besættelsen som i minksagen

Af Per Stig Møller, tidligere udenrigsminister, kulturminister, miljøminister og formand for Konservative

Per Stig Møller. Foto Steen Brogaard, Folketinget.

»For at realisere oplysning kræves ikke andet end FRIHED, og det endda den mest uskadelige af alt, der kan kaldes frihed, nemlig frihed til: i alle offentlige sager at gøre brug af sin fornuft. Men nu hører jeg råb fra alle sider: »Tænk ikke!« Officeren siger: »Tænk ikke, men exercer!« Finansministeren: »Tænk ikke, men betal!« Præsten: »Tænk ikke, men tro!« Her er der overalt indskrænkninger i friheden«.

Således beskrev den tyske filosof Immanuel Kant i 1784, hvad oplysning er. Uanset hvad øvrigheden befaler, skal det frie menneske bruge sin fornuft.

Det var faktisk det krav, der i sommeren 1945 blev stillet med tilbagevirkende kraft til alle dem, der nok havde fulgt regeringens opfordring til at optræde venligt over for den tyske besættelsesmagt, men ikke burde have gjort det.

Nok hyldede regeringen i juli 1940 »de store tyske sejre«. Nok opfordrede den amtmændene til at pleje omgang med de tyske spidser og fremmede den dansk-tyske forening for at have kulturelt samkvem med dem. Nok tillod den erhvervslivet at handle med tyskerne og arbejderne at arbejde for dem.

Nok gav den officererne orlov og pension for at gå ind i Frikorps Danmark, som generalen sendte af sted fra Hovedbanegården med honnør. Nok deltog den i mindehøjtideligheden for korpsets faldne leder, Schalburg.

Nok opfordrede den danskerne til at angive sabotørerne og politiet til at fange dem. Men den mente det ikke! De i 1945 dømte og fordømte skulle have tænkt selv og gjort det modsatte af, hvad øvrigheden sagde og gjorde.

Det er for eksempel pointen i Adam Holms tv-dokumentar om de danske sportsfolk, der i 1936 deltog i de olympiske lege i Berlin, og som under besættelsen deltog i dansk-tyske sportsbegivenheder. De fulgte bare opfordringen til at pleje samkvem, og hvor meget kan man forlange af folk, der tror, at det er i orden at gøre, som regeringen siger? I 1945 var det ingen undskyldning.

Datidens dilemma rammer i vore dage veluddannede embedsmænd. I tamilsagen svigtede de ved ikke at sige så tydeligt fra over for den stædige justitsminister, at der slet ikke var kommet en tamilsag. Derefter blev det indskærpet, at i fald en minister ikke lytter til deres advarsler, skal departementschefen gå til Statsministeriet, hvorefter statsministeren skal kalde sin minister til orden.

Denne 30 år gamle forholdsordre gælder stadig, fremgår det af Instrukskommissionens konklusioner, hvorefter flere embedsmænd skulle have stoppet den halsstarrige integrationsminister ved at gå til Statsministeriet og helst med en skriftlig klage. Fordi de bøjede sig for autoriteten, optrådte de ifølge kommissionen ufornuftigt og forkert.

Sandelig om det så ikke har gentaget sig under Mette Frederiksen. I marts i fjor gik hun på tv og meddelte, at Danmark skulle lukkes ned. Selvom grundloven foreskriver magtens tredeling, rettede domstolene straks ind og lukkede ned for domstolene.

Mette Frederiksen. Foto Folketingets tv.

Da hun i november uden lovgrundlag forlangte alle mink aflivet, gik politiet straks i gang med minkavlerne og militæret ind på deres ejendomme, hvorefter miljømyndighederne begravede de døde dyr uden hensyn til miljøreglerne. Som oplyste mennesker skulle de alle have brugt deres fornuft og netop ikke gjort, som de fik besked på, eftersom beskeden var uden lovhjemmel, og »med lov skal land bygges«, som Jyske Lov fastslog for 800 år siden.

Tjenstivrigheden fik tilmed socialforvaltningen i Horsens til at beordre et barn tvangsfjernet uden overhovedet at have set det. Men statsministeren havde jo i en nytårstale sagt, at flere børn skulle fjernes. I Århus brød politiet ind hos en kvinde og fjernede hendes computer m.m., fordi hun havde lagt billedet af den brændende statsministerdukke op på sin Facebook. Det skulle politiet bare ikke have gjort, for kvinden har en grundlovssikret ytringsfrihed. I begge tilfælde undlod myndighedspersonerne at tænke selv ved at handle, som de troede, regeringen ville have dem til.

Eksemplerne fra 1936 og frem til i dag viser, at uanset hvor i samfundet, man er placeret, har man pligt til at bruge sin fornuft. Og uanset hvad regeringen siger, skal den have lovgrundlaget i orden, før man retter sig efter den. Det er et stort krav til hver enkelt af os, når vi så gerne vil vise samfundssind og tror, at det gør vi bedst ved at gøre, som samfundets øverste ledere siger. Det skulle disse have tænkt over den gang. Det skal de også i dag. Ansvaret er deres.

Frihed består i at turde tænke selv, handle derefter og tage ansvaret for det.