Konservative står uden for den nervekrig, som tilsyneladende er brudt ud mellem regeringen og Venstre om klima og landbrug. Samtidig kræver Konservative, at Venstre skal med i en aftale om landbrugets bidrag til klimaet.
Mens der er opstået tvivl om nogle partiers deltagelse i forhandlinger i næste uge, så kan den konservative landbrugsordfører Per Larsen oplyse, at hans parti vil møde op.
“Vores mål er en bred aftale. Det skylder vi erhvervet. Hvis det bare bliver en rød aftale, så kan det blive noget zig-zag, der kan laves om”, siger Per Larsen til Nordtinget.
Derfor vil han have Venstre med i aftalen.
“Som minimum skal de regeringsbærende partier med i aftalen, gerne flere,” siger den nordjyske ordfører.
Ifølge Politiken har landbrugets minister, Rasmus Prehn (S), givet partierne en deadline på mandag klokken 12 til at sige, om de vil være med til forhandlingerne på baggrund af hans udkast til en aftale.
Venstres finansordfører Troels Lund Poulsen har tidligere sagt, at han ikke troede på, at Rasmus Prehn turde stille et ultimatum om, at forhandlingerne skulle foregå inden for de rammer, som regeringen har fastlagt.
Per Larsen oplyser, at ministeren sendte et mindre ultimativt oplæg sent torsdag, efter at partierne havde fået regeringens oplæg samme dag. Det skete på et møde, hvor også erhvervsminister Simon Kollerup (S) og miljøminister Lea Wermelin (S) var med.
Ministeren “har trukket i land” i den seneste email, lyder det fra Per Larsen.
Konservative er gået i gang med at regne på konsekvenserne af det oplæg, som regeringen kom med torsdag. Inden da vil han ikke komme nærmere ind på, hvor det bliver svært.
Venstre kommer sandsynligvis med en udmelding i en lørdagsavis.
Dansk Folkeparti vil formodentlig blive væk fra forhandlingerne, skriver Altinget.
Politiken skriver, at en stor knast i forhandlingerne bliver, hvor meget landmændene må gøde jorden. Regeringen vil skåne fjordene for det iltsvind, som følger med for meget gødning. Venstre mener, at nedskæringen er for voldsom for landmændene.
Venstre vil heller ikke være med til, at landbrugets klimaplan skal betales af de mange milliarder kroner, som landmændene i dag får fra EU.
Hvis Venstre ikke vil være med til den økonomiske ramme, der lagt frem, så siger “de til omverdenen, at de går mere op i flere penge til landbruget end i klima”, siger Rasmus Prehn i Politiken.
Et andet svært punkt bliver landbrugets store udledning af drivhushusgas fra køer og svin. Her kræver regeringens støttepartier en større nedskæring, end regeringen har lagt op til.
Af Esben Agerlin Olsen