Enhedslisten overvejer indgreb mod ny minkavl

Minkavl vil igen være tilladt fra 1. januar, medmindre det midlertidige forbud forlænges eller gøres permanent.

Landbrugsminister Rasmus Prehn (S), da loven om midlertidigt forbud mod hold af mink blev vedtaget i december 2020.

Regeringen skal gøre noget aktivt for at forlænge det forbud, som blev vedtaget i december 2020 efter aflivning af omkring 15 millioner mink.

I morgen tirsdag 28. september mødes folketingets partier ud på eftermiddagen med landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) for at tale om fremtiden for minkavl. De skal høre en opdateret risikovurdering fra Statens Serum Institut.

Forud for mødet har den konservative sundhedsordfører Per Larsen og landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn varmet op med et skænderi på Facebook, hvor de begge beskyldte hinanden for uærlighed og løgn. Samtidig fremhæver de, at de kan lide hinanden.

Per Larsen (K)

Per Larsen vil have minkavl tilbage i hvert fald i meget lille skala, måske højst 100.000 dyr. Han mener, at ministeren har nølet med at komme med et klart bud.

I modsat ringhjørne er regeringen støtteparti Enhedslisten. Her mener man , at det skal være permanent slut med minkavl. Helt slut.

Landbrugsordfører Søren Egge Rasmussen (EL) bag politisk ordfører Mai Villadsen (EL).

Hvis regeringen ikke selv gør noget for at forhindre minkavl i at genopstå, så kan Enhedslisten finde på at tage initiativ til det.

Det kan være i form af et beslutningsforslag, som – hvis det får flertal – tvinger regeringen til at forbyde minkavl. Det oplyser landbrugsordfører Søren Egge Rasmussen (EL), dog uden allerede at have et beslutningsforslag klar i skuffen.

“Vi kan godt nå at lave et beslutningsforslag, der foreslår det. Det kan vi da. Det kan vi jo nå. Nu må vi jo se, hvad der kommer ud af mødet i morgen,” siger han.

Enhedslisten er imod minkavl “både af dyreetiske og af sundhedsmæssige grunde,” siger Søren Egge Rasmussen.

Risiko af ukendt størrelse

Når det gælder sundhed, hæfter han sig ved en risikovurdering fra Statens Serum Institut fra 14. juni.

“Det er Statens Serum Instituts generelle vurdering, at hold af mink i Danmark efter 2021 kan medføre en sundhedsrisiko for mennesker af ukendt størrelse,” står der i vurderingen.

Det er ret alvorligt“, siger Søren Egge Rasmussen.

“Jeg synes, det er en præcis advarsel.”

Seruminstituttet skriver, at minkfarme kan være et smittereservoir, hvorfra der kan komme smitte til ikke vaccinerede og personer, hvor vaccinen ikke har virket godt.

Der vil også være en fare ved nye varianter af corona-virus, skriver instituttet.

Hvis minkavl skal genoptaget, skal dyrene komme fra udlandet, hvor der findes mink, som er avlet i Danmark.

Foto Kopenhagen Fur.

Minkhold blev forbudt loven i december 2020.

Lovgivningen kom som bekendt først på plads, efter at alle landets omkring 15 millioner burmink var aflivet af frygt for corona-spredning. Beskeden om aflivning kom fra statsminister Mette Frederiksen (S) 4. november 2020.

Myndighedernes aflivning uden lov til det behandles i en særlig minkkommission. Den begynder sine afhøringer 7. oktober på Frederiksberg ved København, langt fra nogen minkfarm. Statsministeren skal afhøres i december.

Af Esben Agerlin Olsen