Vi abonnerer på Nordtinget: Ulla Astmann (S), regionsrådsformand. Per Clausen (EL), rådmand. Christian Friis Bach (RV), folketingskandidat. Per Larsen (K), folketingsmedlem. Leon Sebbelin (RV) borgmester. Susanne Zimmer (Frie Grønne), folketingsmedlem.

Barbara Bertelsen viste, at hun er svær at tale imod

KOMMENTAR

Af Esben Agerlin Olsen

Vidnerne i Minkkommissionen er enige. “Det er ikke min skyld”, at regeringen traf en beslutning, som der ikke var lovhjemmel til at udføre – aflivningen af alle mink.

Retten på Frederiksberg, hvor Minkkommissionens afhøringer finder sted.

Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen sluttede sig i særlig grad til den udlægning, da hun blev afhørt torsdag.

Det er ikke hendes skyld, at statsministeren 4. november 2020 meddelte, at samtlige danske mink skulle aflives, hvad de blev.

Det kommer til at koste skatteborgerne henved 19 milliarder kroner i erstatning eller mere end den økonomiske pris for at danske soldater var i Afghanistan i 20 år. 

Myndighederne aflivede ikke de raske mink uden for risikozonerne. De lod med succes minkavlerne forstå, at det skulle de selv gøre, ellers ville myndighederne tage sig af det.  

Vidnerne i Minkkommissionen er også enige om en anden ting. Der var sindssygt travlt på den tid. Et vidne talte om 100 samtaler på en dag. Emails vidner om arbejde til langt ud på natten og lige så tidligt om morgenen, som en landmand er i stalden. 

De producerede dokumenter i stakkevis. Lige meget hjalp det. For ingen læste dem, ifølge Bertelsen, inden det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg sent om aftenen 3. november 2020.

Det lyder som et eventyr af H.C. Andersen. Ingen af de høje damer og herrer læste dokumenterne. For ministrene fik dokumenterne, kun seks minutter inden mødet gik i gang.

Ingen bad om en læsepause. Ingen foreslog det. Ingen spurgte, om det var lovligt at gøre, som de gjorde. Usikkerheden fremgik ellers af dokumenterne, som ingen læste.

Til gengæld traf de en beslutning i rasende fart – på tre kvarter. Det var hele verdens sundhed og den danske eksport, der var på spil, forklarede departementschef Barbara Bertelsen, hvis meget aktive rolle i sagen er veldokumenteret.

Hun henviste til en risikovurdering fra Statens Serum Institut. Kåre Mølbak fra instituttet har omvendt forklaret, at risikovurderingen om minksmitte ikke kunne bruges som begrundelse til at også at aflive raske avlsmink uden corona-virus.

BBB styrede også afhøring

Den selvsikre departementschef, kendt som BBB, overtog flere gange styringen af afhøringen og bad om at få vist andre dokumenter, end udspørgeren lagde frem på storskærmen. 

Hendes dominerende optræden og meget stærke dokumenthukommelse gjorde det let at forestille sig, at det ville kræve ekstraordinært mod at være den ene, der rakte fingeren op og modsagde hendes linje og tempo på det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg.

Der var ikke plads til den lille dreng, som sagde i H.C. Andersens eventyr, at kejseren ikke havde noget tøj på.

Inden mødet havde Barbara Bertelsen fået streget en afgørende sætning i et dokument fra Miljø- og Fødevareministeriet. Det var også frataget sagsfremstillingen, som var overtaget af Justitsministeriet.

Samtidig fastholdt hun, at netop Miljø- og Fødevareministeriet havde ansvar for, at der viste sig at mangle lovhjemmel til den beslutning, som hun støttede. 

Spørgsmålene fra Minkkommissionens medlemmer er flere gange gået på, om ingen tænkte på nogle minutters læsepause, når dokumenterne kom i sidste øjeblik.

Hertil svarede Barbara Bertelsen:

“Man kan tænke så mange ting”.

Det ret banale spørgsmål viser, at kommissionen har fokus på mødeledelsen ved regeringsmødet, som besluttede masseaflivningen.

Mødelederen var statsminister Mette Frederiksen (S). Hun afhøres 9. december.

Læs om: Mølbaks afvisning af, at risikovurdering kunne bruges som argument for aflivning af avlsmink