(Foto fra Folketingets tv)
Når coronavirus nu ikke længere er kritisk for samfundet, hvorfor er mink så stadig så farlige, at de er forbudt?
Det er de bare – i hvert fald en måned mere, kunne man kort sammenfatte det svar, som landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) kom med onsdag.
“Vi har fået at vide fra Statens Serum Institut, at man har brug for vintermånederne til at kikke ind i, hvordan hele denne situation er. Så der er sådan set en måned tilbage, før vi måske kan få en fornyet vurdering,” sagde ministeren.
“Jeg ved ikke, hvor hurtigt man så man være klar med den. På baggrund af det skal vi kikke ind i, hvad der er af mulighederne for at starte op igen,” sagde Rasmus Prehn.
“Det er bare vigtigt, at vi ikke sætter befolkningens sundhed over styr.“
Da seruminstituttet kom med sin risikovurdering i september 2021 var corona heller ikke stemplet som en samfundskritisk sygdom, fremhævede ministeren.
Han holdt sig til, at seruminstituttet havde brug for længere tid at vurdere vaccinationsdækning, varighed af immunitet efter vaccination og effekten af vaccine over for nye virusvarianter.
Den konservative sundhedsordfører Per Larsen (K) fik ikke meget ud af at stille spørgsmål til ministeren i folketingssalen onsdag.
Per Larsen kunne ikke forstå, hvorfor ministeren ikke allerede nu – hvor corona ikke længere er samfundskritisk – beder om en beskrivelse fra sundhedsmyndighederne.
I Polen, Sverige og Finland holder de stadig mink, påpegede han. Svenske og finske mink bliver vaccineret.
En hurtigere behandling af sagen kunne måske få nogle af de tidligere knap 1100 minkavlere til alligevel at blive i branchen.
Så ville staten spare nogle af de 19 milliarder kroner, som det kommer til at koste at erstatte og afvikle minkproduktionen i Danmark, mente den konservative ordfører.
Hold af mink blev forbudt i december 2020. I første omgang var det for 2021. Forbudet blev senere forlænget til 2022 med. De fleste i branchen anser den for nedlagt, da også avlsdyr blev aflivet efter en beslutning i regeringen 3. november 2020.
Beslutningen skete uden det nødvendige lovgrundlag. Hvordan det gik til undersøger Minkkommissionen, som kommer med sin rapport til juni.
Af Esben Agerlin Olsen