FE: Ingen direkte russisk militær trussel mod Danmark

(Foto fra Folketingets tv)

Enhedslistens Søren Søndergaard fik stor opmærksomhed, da han fredag i sidste uge svarede generelt nej til, at Rusland – som har invaderet Ukraine – er en trussel mod Europa lige nu.

Søren Søndergaard (EL), 8. april 2022. Foto fra Folketingets tv.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) giver nu Søren Søndergaard ret i en vis forstand – i hvert fald for lande, der er medlem af Nato – hvad Danmark er, men Ukraine ikke er.

I et svar til Folketingets Forsvarsudvalg, skriver ministeren, at Forsvarets Efterretningstjeneste kan oplyse følgende:
”Det er usandsynligt, at Rusland ønsker en militær konflikt med NATO.”

Danmark er formodentlig uden for farezonen, fremgår det videre af svaret:

“Rusland har sandsynligvis INGEN hensigt om brug af militær magt
mod Danmark. FE vurderer således, at der ikke er en direkte militær
trussel mod Danmark,”
skriver efterretningstjenesten.

FE tager et stort forbehold – nærmest en helgardering – ved også at skrive, at det hele kan ændres på kort tid.

“De angivne trusselsniveauer kan ændre sig med kort varsel, hvis den nuværende anspændte situation udvikler sig i retning af militær konfrontation mellem Rusland og NATO.”

Morten Bødskov skriver for egen regning, at “en robust militær
tilstedeværelse er central for en fortsat afskrækkelse af Rusland.”

Søren Søndergaards svar i fredags – om der ikke er en russisk trussel mod Europa – kom under en debat i folketingssalen om det danske EU-forsvarsforbehold, som skal til folkeafstemning 1. juni.

Søren Søndergaard uddybede senere sit svar med, at Rusland ikke er trussel mod Europa som helhed, men tydeligt er en trussel mod enkelte lande som Ukraine, Moldova og Georgien.

Han påpegede, at FE også har vurderet, at Rusland ikke er en trusssel mod Nato-lande. Den vurdering er nu gentaget.

Af Esben Agerlin Olsen