Til Ukraine? “Jeg har ingen aktuelle rejseplaner”

Regeringscheferne fra Polen, Slovenien og Tjekkiet tog i sidste uge toget til Ukraines hovedstad for at vise støtte i krigen mod Rusland.

Mette Frederiksen (S) foran Statsministeriet 23. marts 2022.

Nordtinget spurgte onsdag statsminister Mette Frederiksen (S), om hun ville tage på en tilsvarende tur for at vise støtte og solidaritet i kampen mod den russiske invasion.

“Jeg har ikke nogen aktuelle rejseplaner i forhold til Ukraine. Jeg kommer heller ikke til at have offentlighed omkring det, hvis jeg har.”

Kunne du overveje det?

“Jeg overvejer mange ting hver eneste dag”.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at det kunne være en støtte til Ukraine med et officielt dansk besøg på linje med besøget fra Polen, Slovenien og Tjekkiet.

Jakob Ellemann-Jensen (V) efter mødet med Mette Frederiksen (S) og de øvrige partilederen.

“Ja, det kunne godt være,” sagde han onsdag efter et møde med Mette Frederiksen.

Det var regeringscheferne Petr Fiala fra Tjekkiet, Mateusz Morawiecki fra Polen og Janez Jansa fra Slovenien, som var i Kyiv i sidste uge for at møde og støtte den ukrainske regering.

Turen var planlagt i stor hemmelighed.

Frederiksen til Bruxelles

Den danske statsminister havde onsdag indkaldt alle partilederne for i fortrolighed at tale om situationen i Ukraine, inden hun torsdag er i Bruxelles, hvor der er Nato-topmøde og EU-topmøde – begge med deltagelse af den amerikanske præsident, Joe Biden.

“Nato-topmødet skal vi bruge til at understrege de allieredes sammenhold”, sagde Mette Frederiksen. “Vi har tænkt os at fortsætte det sammenhold og den solidaritet”, sagde hun.

“De baltiske lande skal vide, at vi står side om side med dem”.

EU-topmødet skal tale om øget pres på Rusland og Belarus, som står på Ruslands side i krigen, som begyndte for en måned siden i morgen 24. marts.

“Regeringens linje er, med bred opbakning i Folketinget, at vi skal arbejde for de hårdest mulige sanktioner,” sagde statsminister Mette Frederiksen efter mødet med partilederne.

Den ukrainske præsident taler i Folketinget via videolink tirsdag i næste uge, den 29. marts klokken 12.30. I morgen torsdag taler han til den svenske Riksdagen. Tidligere har han talt til amerikanske kongres.

Af Esben Agerlin Olsen