Prehn overvejer tvangssalg af anlæg for at fjerne burhøns

(Foto fra Folketingets tv)

Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) er erklæret modstander af burhøns.

Landbrugs- og Fødevareminister Rasmus Prehn (S), tog et foto af afstemningsresultatet, da loven mod minkhold blev vedtaget i 2020.

Nu har han også så godt som lovet, hvornår der skal komme en plan for gradvist at afvikle produktionen på de seks danske anlæg, som stadig har hønsene i bure.

En model for udfasningen, som det hedder, kommer efter sommerferien.

“Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri forventer at være klar med en konkret model for udfasning af buræg umiddelbart efter sommerferien 2022,” skriver ministeren.

Det står i et svar til folketingsmedlem Søren Egge Rasmussen (EL). Planen skal udføres hurtigst muligt derefter, skriver ministeren, som overvejer at bruge ekspropriation.

Det er selvsagt ikke gratis, hvis ejerne af de nuværende anlæg skal tvinges til at sælge dem.

De i alt syv anlæg, hvoraf et er ude af drift, har en værdi af omkring 125 millioner kroner.

Det skønner Jørgen Nyberg Larsen, som er sektorchef i brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer. Han er en af landets store specialister på området og har været med ministeren ude at besøge en burægsproducent.

Ifølge Jørgen Nyberg Larsen er de nyeste anlæg med burhøns fra 2011. Levetiden for et anlæg er 30 år.

Nogle producenterne af buræg kan lægge produktionen om til skrabeæg. Økologi vil være umuligt for en del af dem, da de ikke har udearealer nok, mener Jørgen Nyberg Larsen.

Under 10 procent af salget

Æg fra burhøns udgør kun en mindre del af æg-salget i Danmark, under 10 procent.

Helt fjernet bliver buræg ikke, selv om de danske producenterne stopper. Buræg importeres fra udlandet og sælges til danske hoteller.

“Helst forbud”

Rasmus Prehn skriver om en udfasning for burhøns, altså noget gradvist. I Dyrenes Beskyttelse ser de hellere et forbud.

Hvis det skal være en udfasning, så skal det være så hurtigt som muligt,” siger Mia Bonnichsen, som er fødevare- og landbrugspolitisk konsulent i dyreværnsorganisationen.

Af Esben Agerlin Olsen