Minkkommissionen har sat dato på udgivelsen af sin rapport

Minkkommissionen bruger sin arbejdstid til det yderste. Den havde lovet – så vidt muligt – at komme med sin beretning inden 1. juli.

Retten på Frederiksberg

Rapporten kommer 30. juni, skriver kommissionen på sin hjemmeside.

Den torsdag klokken 11 bliver beretningen overrakt til Folketingets Granskningsudvalg.

Datoen stemmer præcis med, hvad det nordjyske folketingsmedlem Per Larsen (K) forleden gættede på Twitter. Han mente, at det ville være nyttigt for regeringen, hvis rapporten udkom, mens manges øjne er rettet mod Tour de France.

Det har han fået meget kritik for.

Dele af indholdet i rapporten er allerede kendt af nogle af de mange embedsmænd og ministre, som har været afhørt som vidner i Retten på Frederiksberg siden oktober.

De har fået lejlighed til at kommentere, hvad der står om deres rolle.

Oppositionen i Folketinget regner med, at den socialdemokratiske regering får hård kritik af Minkkommissionen.

Regeringen besluttede, at alle mink skulle aflives uden at have lovgrundlag for at gennemføre sådan en beslutning. Beslutningen skete af frygt for, at coronavirus og en særlig variant skulle sprede sig yderligere blandt mink, efter at mange farme var smittet.

Under afhøringerne er der ikke kommet dokumentation for, at regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) som mødeleder var klar over, at der manglede lovgrundlag – såkaldt hjemmel.

Det fremgik ganske vist et stykke inde i papirerne, at der var et problem. Få eller ingen nåede imidlertid at læse papirerne, da de først ankom få minutter inden mødet i regeringens koordinationsudvalg via skærme gik i gang om aftenen 3. november 2020.

Hvis kommissionen mener, at Mette Frederiksen handlede groft uagtsomt som mødeleder, vil presset mod hende stige kraftigt og give næring til kravet om en rigsretssag.

Venstre og Konservative har allerede stemt ja til en rigsretssag. Men torsdag havde den konservative formand, Søren Pape Poulsen, fortrudt.

En mulighed er også, at Mette Frederiksen udskriver valg på baggrund af hård kritik fra Minkkommissionen. Hun kan sige, at vælgerne må afgøre, om hun handlede rigtigt.

Kommissionens formand, landsdommer Michael Kistrup, har ofte spurgt deltagerne fra det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg, om ingen bad om en læsepause, så de vidste, hvad de besluttede. Det gjorde ingen.

I første omgang måtte Mogens Jensen (S) betale for den dårligt forberedt beslutning, da han måtte gå af som fødevareminister.

Formelt havde hans ministerium ansvaret for beslutningen, da husdyr hørte under det daværende Miljø- og Fødevareministeriet.

Sagen blev imidlertid overtaget af Justitsministeriet, inden den blev forelagt regeringsmødet. Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, som arbejder nært sammen med Mette Frederiksen, havde forinden kontaktet Justitsministeriet for at få slettet noget i forelæggelsen. Der skulle ikke stå, at aflivningen af alle mink – inklusiv avlsdyr – ville være fatalt for erhvervet.

Det ville en afdelingschef i Miljø- og Fødevareministeriet have med. Hans ministerium havde ikke lagt op til, at også avlsdyr skulle aflives. Det kom som en stor overraskelse for folkene i dette ministerium og i Fødevarestyrelsen, at sådan en beslutning blev truffet.

Af Esben Agerlin Olsen