Kendte hende som ung: Magtfuldkomne Mette skal opdateres til version 3.0

(Foto Agnete Schlichtkrull/Dansk Flygtningehjælp)

Christian Friis Bach (RV), nordjysk folketingskandidat og tidligere minister, placerede hurtigt ansvaret hos statsminister Mette Frederiksen (S), da Minkkommissionens rapport var udkommet i torsdags.

(Foto Agnete Schlichtkrull/Dansk Flygtningehjælp)

Han fandt det “forunderligt, hvis man som statsminister kan unddrage sig ansvar ved ikke at vide besked. Har man magten, tager man magten, så har man ansvaret,” skrev han på Twitter.

Han gik selv af som udviklingsminister, da det viste sig, at han havde sagt noget forkert, selv om han ikke vidste, det var forkert.

Nu er han tilfreds med, at den radikale folketingsgruppe lørdag meddelte, at Mette Frederiksen skal udskrive valg senest, når Folketinget åbner 4. oktober – ellers stiller de et mistillidsvotum til hende den dag.

Derimod vil Radikale Venstre ikke støtte det borgerlige krav om, at lade uafhængige advokater undersøge, om statsministeren har gjort sig skyldig i grov uagtsomhed, som er strafbart. Den del har Minkkommissionen ikke taget stilling til i rapporten om aflivning af alle mink uden lovhjemmel i 2020.

Christian Friis Bach mener ikke, at det har nogen betydning for den radikale beslutning, at den radikale politiske ordfører, Andreas Steenberg, tilsyneladende ikke vidste, at vidner i Minkkommissionen ikke havde pligt til at tale sandt.

“Det skal nok passe, at han ikke har kendt detaljerne helt i, hvordan det er foregået,” siger Christian Friis Bach.

Den radikale beslutning fra lørdag, ville imidlertid ikke være anderledes, selv om den viden havde været til stede, mener Christian Friis Bach.

“Det har jeg svært ved at se”, siger han.

Det er det politiske ansvar, som Radikale Venstre vil have placeret – efter sommerferien, understreger han.

“De radikale har sagt, at uanset om det var uagtsomt eller hun har vidst det eller ej (om manglende lovhjemmel. red.), så mener vi faktisk, at det er så alvorligt, at hun bør gå af og udskrive valg. Det er den politiske konsekvens,” siger Christian Friis Bach.

“Om nogen har løjet om detaljer eller andet, så kan jeg ikke se, at det ville føre til et andet forløb eller en anden konklusion fra de radikale end, at Mette Frederiksen – om hun vidste det eller ej – har et ansvar. Derfor skal hun gå af. Derfor skal vi have valg.

Han er tilfreds med den kurs, som hans parti har lagt med krav om valg.

“Det er jeg også i lyset af min egen sag, hvor jeg heller ikke vidste, hvad der foregik i ministeriet, og så tog jeg politisk konsekvens,” siger den tidligere minister.

“Vi skal have vælgernes dom for, hvordan de mener, at den sag skal påvirke sammensætningen af Folketinget.”

For de radikale er det her ikke kun et spørgsmål om Minkkommissionen.

“Vi ser nok det her, som dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vi har jo før rejst kritik af den magtfuldkommenhed, hvormed Mette Frederiksen har udøvet sit hverv. Det er hun begyndt at ændre på. Men hvis man skal vurdere de første tre år af hendes embedsførelse, så er det det samlede billede, der gør, at vi er nødt til at få renset luften og få et folketingsvalg.”

Du tror ikke rigtigt på hendes løfter om bod og bedring ?

“Jo, det må vi jo se efter valget,” siger den nordjyske kandidat.

Han har kendt Mette Frederiksen i version 1.0, da hun var ung, formand for DSU’s internationale udvalg og talte om Afrika. Han ser hende gerne i en version 3.0.

“Jeg har oplevet forskellige versioner af Mette Frederiksen. Den version, vi har set de første tre år, er jo ikke en version, som vi kan se fortsætte som statsminister.”

Christian Friis Bach sætter mere pris på den allernyeste version af Mette Frederiksen med mere samarbejde og åbenhed – og måske flere partier, for eksempel det radikale, i regering.

“Hun har signaleret, at den embedsførelse, hun vil udøve, og den regering, hun vil sammensætte efter et valg, vil have en anden karakter. Og hvis man har en anden version af Mette Frederiksen, kan man jo godt pege på hende som statsminister. Men man kan ikke pege på den version, vi har set de første tre år som statsminister.”

Du kender en anden og bedre version af Mette Frederiksen?

“Jeg ved ikke, om det er en bedre. Det er en tredje version, måske. Jeg kender en ung Mette Frederiksen. Nu har jeg set hende i rollen som statsminister, måske en magtfuldkommen Mette Frederiksen. Nu håber jeg, at vi kommer til at se – hvis hun fortsætter som statsminister – så skal det være en tredje version af Mette Frederiksen, som vi måske har set en flig af det sidste stykke tid,” siger Christian Friis Bach.

“Det er min vurdering. Men det er ikke mig, der bestemmer,” siger han.

Andreas Steenbergs manglende viden om vidnernes ret til at lyve i Minkkommissionen fremgik af et interview i DR2 Deadline lørdag aften.

Nordtinget har forgæves forsøgt få en kommentar fra Andreas Steenberg.

Af Esben Agerlin Olsen