Kun hver anden studieplads brugt på Hjørrings læreruddannelse

Det blev ikke i år, at udflytningen af studiepladser fik de unge til for alvor at søge væk fra de store byer.

Kristina Østergaard Kristoffersen, rektor UCN. Foto UCN

Det viser tallene fra årets optagelse af nye studerende.

Der er færre ansøgere til uddannelserne som både pædagog, sygeplejerske og lærer i Hjørring. Folk med netop disse uddannelser er der hårdt brug for.

Læreruddannelsen i Hjørring er særligt hårdt ramt. Her er kun halvdelen af de 80 studiepladser fyldt op med kommende lærere dette efterår.

I Aalborg er der også mange ledige pladser på læreruddannelsen. Men det er ikke så slemt som i Hjørring. I Aalborg er to tredjedele af pladserne fyldt op, fortæller rektor Kristina Østergaard Kristoffersen, University College Nordjylland, UCN.

“Vi kan se de nationale tal, at i de store byer er den vigende søgning ikke så stor som i de mindre,” siger rektoren for UCN, som har uddannelser i Aalborg, Hjørring og Thisted.

Bioanalytiker er undtagelsen

En undtagelse fra mønstret er uddannelsen som bioanalytiker i Hjørring. Her var der over tre gange så mange ansøgere, som der var plads til på de 30 studiepladser.

På uddannelsen som pædagog er der god plads i både Hjørring og Thisted.

I Hjørring er en tredjedel af de 78 pladser som pædagogstuderende til februar blevet fyldt foreløbig.

I Thisted er kun syv af de 34 pladser til februar er besat indtil videre.

“Dér har vi stor opgave sammen med dem i Hjørring med at finde de pædagogstuderende i løbet af efteråret, så de er klar til at starte til februar,” siger Kristina Østergaard Kristoffersen.

Det er ikke nok at være en stor by for at tiltrække studerende.

I Aalborg er pædagoguddannelsen ganske vist fyldt op til august. Til gengæld er der mange ledige pladser til februar. Det er usædvanligt.

“På pædagoguddannelsen plejer vi at afvise studerende”, fortæller rektor.

Knæk på sygeplejerskeuddannelsen

For sygeplejerskeuddannelsen fortæller hun lige frem om et knæk, som ikke er set tidligere. Normalt er der så mange ansøgere, at nogle bliver afvist. I år er kun tre fjerdele af de i alt 419 pladser blevet besat.

Aalborg er der udsolgt. I Hjørring og Thisted er der ledige pladser.

Den tidligere rektor på UCN, Lene Augusta Jørgensen, er overrasket over faldet i antal ansøgere. Hun ser en tendens til, at de unge ikke søger professionsuddannelser men uddannelser på universitetet.

Hun mener, at regeringen ønsker at trække niveauet ned.

Under et besøg i Thisted sidste år hørte hun statsminister Mette Frederiksen (S), sige, at der ikke var nogen grund til at læse videre, hvis man var pædagog. Så skulle man bare ud at arbejde.

“Hun ønskede, at trække det mere ned på erhvervsuddannelsesniveau. Det er i hvert fald ikke det, de unge ønsker,” siger Lene Augusta Jørgensen.

Hun mener, at det skal undersøges mere, hvad der trækker de unge til uddannelse. Løn ser ikke ud til at være det helt afgørende.

Lene Augusta Jørgensen er bekymret for udflytningen af studiepladser.

“Jeg synes ikke, at den nuværende regering tager det tilstrækkeligt seriøst. Man laver uddannelsespolitik om til regionalpolitik.

Af Esben Agerlin Olsen