EL vil ikke blande sig i, at embedsmænd fra mink-sagen fortsat går på arbejde

Kritikken hagler ned over regeringen fra borgerlig side, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag slog fast, at hun fortsat har fuld tillid til sin departementschef, Barbara Bertelsen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) efter møde med Granskningsudvalget 11. august 2022.

Statsministeren gentog sin tillid torsdag eftermiddag efter et møde med Granskningsudvalget i Folketinget.

Tre departementschefer og syv andre topembedsmænd fik hård kritik af Minkkommissionen. Modsats andre sager, kan de imidlertid gå på arbejde, mens Medarbejder- og Kompetencestyrelsen undersøger deres sager uden at have nogen dato for, hvornår det er slut.

I sager fra Forsvarets Efterretningstjeneste og Instrukskommissionen, som behandlede Inger Støjbergs sag, blev embedsmænd hurtigt sendt hjem, mens sagerne blev nærmere undersøgt.

Det fremhæver Sophie Løhde, som er Venstres politiske ordfører og formand for Granskningsudvalget, som Minkkommissionen afleverede sin rapport til.

Granskningsudvalget vil nu indkalde både justitsministeren, fødevareministeren og miljøministeren, fordi de er arbejdsgiverne for de kritiserede topembedsmænd, som ikke er hjemsendt.

“Vi har et udgangspunkt om, at der skal være lighed for loven. Det skal ikke være op til, at noget kan være politisk opportunt,” sagde Sophie Løhde.

“Selv om Mette Frederiksen ikke vil tage ansvaret, sidder hun i sidste ende med ansvaret,” sagde Sophie Løhde.

Peter Skaarup, som er Inger Støjbergs og Danmarksdemokraternes ene repræsentant i Folketinget, mener, at det rokker ved tilliden til hele systemet, at de hårdt kritiserede embedsmænd ikke bliver sendt hjem.

Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Kommissionen skrev, at de de begik så store fejl, at de bør drages til ansvar.

Peter Skaarup mener, at statsministeren er inhabil i forhold til sin departementschef, som hun altså beholder på arbejde trods kritikken fra Minkkommissionen.

“Mistanken er, at denne magtfuldkommenhed kommer i en kombination mellem de to,” siger Peter Skaarup.

Ole Birk Olesen (LA), som også er medlem af Granskningsudvalget, stiller spørgsmål ved, om befolkningen og Folketinget kan have tillid til en regering, som får så dårlig rådgivning, men alligevel har tillid til embedsmænd, der rådgav.

De tre departementschefer vil ikke kunne fortsætte i deres stillinger, hvis Ole Birk Olesen bliver medlem af regeringen efter et valg, sagde han.

Hvelplund blander sig ikke

Nordjyske Peder Hvelplund fra regeringens støtteparti Enhedslisten vil modsat de borgerlige politikere ikke blande sig i sagerne om embedsmændene.

Peder Hvelplund, Enhedslisten.

“Jeg synes, at det ville være betydeligt værre for tilliden, hvis vi politisk gik ind og blandede os i ansættelsesmæssige sager,” siger han.

“Jeg kan godt privat have en holdning til hjemsendelse og alt muligt andet, men jeg vil aldrig blande mig i det politisk. Det er et rent ansættelsesmæssigt forhold mellem en arbejdsgiver og en arbejdstager,” siger han.

“I forbindelse med sagerne om Forsvarets Efterretningstjeneste kritiserede højrefløjen, at embedsmænd blev sendt hjem. Nu kritiserer højrefløjen, at de ikke bliver sendt hjem. Det understreger, at man skal holde sig fra at blande sig rent politisk.”

Han holder sig holdning for sig selv, men siger: “Jeg har da konstateret, at en rigspolitichef har været udsat for meget alvorlig kritik uden at være hjemsendt,” siger Peder Hvelplund.

Men når arbejdsgiveren har tillid til personen, vil Peder Hvelplund ikke blande sig.

Af Esben Agerlin Olsen