Minkavlerne lød mere optimistiske end landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) efter et møde mellem parterne torsdag eftermiddag.

Ministeren talte om “hvis” minkavl skal genoptages, mens avlernes formand, Tage Pedersen, klart så lys forude for de ganske få, der der vil i gang igen efter aflivningen af samtlige mink i efteråret 2020.

“Jeg tror, at vi inden så længe finder en løsning, som avlerne kan leve med i praksis,” sagde han.
Samtidig er han fortsat utilfreds med, at der overhovedet skal være restriktioner for minkavlere, når der ikke længere er restriktioner mod coronavirus i resten af samfundet, hvor sygdommen ikke længere er samfundskritisk.
“Det burde flugte med resten af samfundet. Det tror jeg også, det kommer til på sigt,” sagde Tage Pedersen.
Nordtinget bragte avlernes utilfredshed videre som spørgsmål til fødevareminister Rasmus Prehn.
Minkavlerne er utilfredse med, at de er de eneste, der skal have corona-restriktioner. Hvorfor er det sådan ?
Ministeren svarede: “Vi har været i en situation, hvor vi af folkesundhedsmæssige årsager lukkede minkerhvervet ned. Vi har også bredt i Folketinget aftalt at bruge 19 milliarder kroner af skatteydernes penge på erstatning til minkavlere og følgeerhverv osv. Hvis det er sådan, at vi skal starte op igen, så tænker jeg, at alle danskere har den forventning til os, at vi er helt sikre på, at der er styr på folkesundheden.
Nordtinget: Det er jo ikke længere en samfundskritisk sygdom ?
Prehn: “Vi læner os op ad, hvad myndighederne siger. Når jeg har været igennem det forløb, vi har været her, hvor vi har lukket et erhverv på grund af folkesundheden og vi er i gang med at udbetale erstatning på de her 19 milliarder kroner, så forventer alle af os, at der er fuldstændig styr på folkesundheden. Det er derfor vi forsøger at finde en løsning i samarbejde med minkavlerne.
Nordtinget: Er er på grund af den høje pris, at der skal være restriktioner som det eneste sted ?
Prehn: “Nej, det er på grund af folkesundheden, og fordi vi kærer os om, at der ikke længere nogen, der bliver smittet med covid-19.”
Genoptagelsen af minkavl kan blive med hårde betingelser, som senere kan eventuelt kan “genbesøges”, sagde ministeren. Der kan både blive tale om at lempe eller stramme endnu mere.
Da parterne mødtes tidligere på måneden, gik avlerne i vrede, fordi de blev mødt med krav om et meget stort antal test af dyrene.
Hvordan et kontrolsystem kan blive er langt fra fastlagt, understregede ministeren.
“Vi er slet ikke i mål endnu. Vi er slet ikke i mål,” sagde Prehn.
“Vi havde et møde, hvor jeg oplevere en konstruktiv tone, hvor det kan være, at vi finder en løsning. Vi har aftalt at mødes igen. Så må vi se, om det kan bære,” sagde Prehn.
Han afviste at have rykket sig siden sidste møde.
Parterne har ikke fastsat en dato for næste møde.
Ifølge Tage Pedersen kan der være tale om under 10 minkavlere, som vil i gang efter det, der i loven “midlertidigt” forbud mod avl og hold af mink, som er forlænget til året ud.
Af Esben Agerlin Olsen