Finske mink undgik corona: Danske avlere vil have finsk model til ny start

Jussi Peura, forskningsleder hos de finske pelsdyravlere i FIFUR, foran det danske landbrugs- og fødevareministerium, hvor han fortalte om den finske model med blandt andet mundbind.

Finland har haft færre corona-dødsfald pr. indbygger end Danmark. Finland har måske koden til, hvordan dansk minkavl kan komme i gang igen.

En finsk forsker var med ved bordet, da Danske Minkavlere torsdag mødtes med landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) om genstart for produktionen af mink.

Forskeren Jussi Peura kunne fortælle, hvordan Finland blandt andet med vaccine har undgået, at mink har fået corona-virus. Og det med en betydeligt færre restriktioner, end de danske myndigheder har foreslået, hvis enkelte dansk minkfarme skal have lov til at producere igen.

Heller ikke i Finland er restriktioner populære.

“Selvfølgelig er det ekstra arbejde, som vi helst ville være foruden. Men det er noget, vi er nødt til at gøre. Vi ønsker ikke virus på farmene,” siger Jussi Peura til Nordtinget.

De danske avlere vil have den finske model. Derfor havde de inviteret forskningslederen fra de finske pelsdyravleres organisation FIFUR med til mødet med ministeren torsdag.

Under et møde tidligere på måneden udvandrede de danske minkavlere i vrede, da de blev præsenteret for en model med test af mange levende mink hver eneste uge og pligt til at bruge en bestemt type mundbind.

Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) på vej ud fra ministeriet efter mødet med danske minkavlere torsdag 25. august 2022.

Den finske model betyder, at opdrættere med over 500 avlsdyr kan nøjes med at indsende fem selvdøde mink til PCR-test hver anden uge. På den måde kan det undgås, at myndighederne selv bringer virus rundt, når de besøger farme for at teste.

Avlerne i Finland har også pligt til at lade medarbejderne teste, hvis der er symptomer på virussen.

Hvis avlerne ikke vil være med til indsende døde mink hver anden uge, kan de vælge en ordning, hvor 60 levende mink skal testes hver uge.

Den sidste mulighed ligner forslaget om den ordning, som fik de danske avlere til at gå i vrede fra et møde med myndighederne for et par uger siden.

Ingen smittet mink

En opgørelsen af knap 17.000 test af finske mink siden efteråret 2020 viser, at ingen af dyrene var smittet.

Samme efterår blev over 150 jyske minkfarme smittet.

I Finland produceres omkring en million mink årligt. Det er væsentligt færre end den tidligere danske produktion.

Den blev stoppet, da samtlige omkring 17 millioner mink blev aflivet i efteråret 2020 af frygt for spredning af corona-virus og en særlig variant, som skabte frygt for effekten af vaccine til mennesker.

I Finland udviklede minkavlernes organisation en vaccine til mink i 2020-2021. Omkring 90 procent af de finske hun-avlsmink er vaccineret.

Vaccination er frivillig, men ordningen blev stoppet i begyndelsen af 2022, da vaccinen ikke er så effektiv på varianten omicron.

Finsk minkavl er koncentreret på vestkysten mod den Botniske Bugt.

Der er omkring 600 farme, som også kan have ræve og finsk vaskebjørn, som bruges til pels.

Nogle avlere har været smittet med coronavirus, men smitten er ikke nået til dyrene.

“Vi har arbejdet hårdt på, at farmerne ved, hvordan de skal beskytte dyrene. Fra starten har FFP2 mundbind været en kraftig anbefaling. Og ved symptomer på coronavirus har farmerne hurtigt skulle teste sig og isolere sig og holde sig fra farmen, hvis de var syge. Indtil videre har det virket,” siger forskningschef Jussi Peura.

“Det er hårdt at have mundbind på. Man må have flere pauser. Men det er formodentligt det vigtigste, som farmerne kan gøre,” siger han.

Den hidtidige danske plan med 60 test hver uge på hver farm er mere restriktiv, end hvad de finske myndigheder har valgt, mener Jussi Peura.

Foreløbig er det måske 15 farmere, som er interesseret i at komme i gang igen, når det midlertidige forbud ophører. Det gælder foreløbig til 1. januar 2023.

Af Esben Agerlin Olsen

(Opdateret 30. august med oplysninger om vaccine)