Det nordjyske folketingsmedlem Susanne Zimmer fra Frie Grønne har tænkt sig at blive i partiet, som hun nu er den ene halvdel af Folketinget, mens partileder Sikandar Siddique er den anden. Han har bestemt afvist at følge Uffe Elbæk tilbage til Alternativet.
![](https://i0.wp.com/www.nordtinget.dk/wp-content/uploads/2020/09/DSC_4093.jpg?resize=810%2C540&ssl=1)
Susanne Zimmer er lige så bestemt.
“Jeg står solidt plantet i Frie Grønne”, sagde hun mandag eftermiddag.
Mandag aften kom beskeden om, at Grøn Alliance (sammenlægning af De Grønne og Veganerpartier) går ind i Alternativet.
Samme vej gik Uffe Elbæk i fredags. Han er medstifter af både Frie Grønne og Alternativet.
Sammen med Zimmer og Siddique forlod han Alternativet, efter at Josephine Fock blev politisk leder i februar 2020. Hun er siden erstattet af Franciska Rosenkilde, som Elbæk godt kan sammen med.
![](https://i0.wp.com/www.nordtinget.dk/wp-content/uploads/2020/09/DSC_4010.jpg?resize=810%2C541&ssl=1)
De små grønne partier slår sig sammen i håb om en bedre chance for at nå over spærregrænsen på to procent ved et folketingsvalg.
Så hvorfor går Susanne Zimmer ikke tilbage til Alternativet, hvor også hun kom fra ?
“Fordi Frie Grønne har de rigtige svar på de udfordringer, der er i samfundet nu. Da jeg blev valgt ind i Alternativet, var de gode nok. Men i mellemtiden er klimaforandringerne blevet endnu værre og naturen er endnu mere presset, og racismen endnu mere udbredt, så jeg flyttet ikke.”
Meningsmålingerne tyder ikke på, at Frie Grønne kommer i Folketinget, men Susanne Zimmer mener, at der tales for meget om stemmespild.
“Jeg synes, man skal stemme på det, man synes, er det rigtige, og så lade være med at spekulere i stemmespild. Det er en meget udemokratisk ting, at der er så meget fokus på det,” siger hun.
“Det, der er sat i gang i forhold til stemmespild, kunne man godt synes, at det er for at forhindre små partier i at få stemmer.”
Det kan imidlertid også gavne et parti økonomisk at få stemmer, selv om der ikke stemmer nok til pladser i Folketinget.
“Skulle vi ikke få stemmer nok, hvad vi tror vi gør, så udløser stemmerne alligevel mulighed for at vi i Frie Grønne kan ruste os til at komme ind til næstkommende valg. På den måde vil det aldrig være spildt. Man får et andet økonomisk fundament i forhold til at kunne udbrede kendskabet til vores politik til næste folketingsvalg,” siger Susanne Zimmer.
Partierne får tilskud efter antal stemmer. Stram Kurs og Kristendemokraterne fik i 2019 stemmer nok til hver at få et årligt offentligt tilskud på 2 millioner kroner. Hver stemme gav 33 kroner årligt i 2019, frem til næste valg.
Af Esben Agerlin Olsen