Beslutningsforslag i kalenderen: Hvem holder ord?

Inden valget lød det højt og tydeligt fra en samlet borgerlig opposition – og fra Moderaterne og Alternativet – at Mette Frederiksens ansvar i minksagen skulle vurderes af uvildige advokater.

Det var en tilsvarende advokatvurdering, som lagde op til, at Inger Støjberg (DD) kom for en rigsret. Her blev hun blev idømt to måneders ubetinget fængsel.

Skærmkopi fra Venstres hjemmeside.

Efter valget har nogle af partierne svaret mere uldent om en advokatvurdering af Mette Frederiksen, som de nu forhandler regering med. Også blandt små partier er der angiveligt håb om et par ministerposter.

Papepower. Den konservative leder Søren Pape Poulsen var en af underskriverne på kravet om en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

En af de klare undtagelser fra den uldne tale er Nye Borgerlige. Det er realistisk, at partiet på torsdag 8. december formelt fremsætter et beslutningsforslag om en advokatvurdering. Det oplyser partiet til Nordtinget.

Normalt kommer et beslutningsforslag til førstebehandling og dermed debat en uges tid senere eller lidt mere. Men der er ikke travlt i Folketinget for tiden.

Inger Støjberg (DD) (tv) kom for en rigsret efter en advokatvurdering af en kommissionsrapport. Mette Frederiksen (S) skal også vurderes af uahængige advokater, mener en del af Folketinget. Foto Folketingets tv.

Dermed kommer Folketinget efter alt at dømme til at debattere advokatvurderingen, inden der er dannet regering. Debatten vil vise, hvem der nu mener det samme, som de mente inden valget.

Der er det forbehold, at tidsplanen fra Folketingets administration ikke er helt færdig. Hvornår regeringen bliver dannet er også uvist. Der er ikke tegn på, at det bliver i næste uge.

Der er flertal FOR en advokatvurdering, hvis partierne følger, hvad de sagde inden valget.

Flertallet er på 88-87 FOR advokatvurdering. Det gælder, hvis man regner Alternativet som modstander og Mette Thiesen som fortsat tilhænger, selv hun forlod Nye Borgerlige kort efter valget og blev løsgænger.

Franciska Rosenkilde, leder af Alternativet, som har skiftet holdning nogle gange.

Hvis de to grønlandske og to færøske folketingsmedlemmer stemmer i denne sag, skifter flertallet til at være IMOD advokatvurdering.

Alternativet har skiftet holdning nogle gange efter valget. Hvis partier ender som tilhænger, er der klart flertal for en advokatvurdering, uanset Nordatlanten.

Debatten i Folketingssalen kan presse de partier, som krævede advokatvurdering, men som nu håber på ministerposter i Mette Frederiksens regering. Skal de holde med Mette Frederiksen eller holde ord ?

Danmarksdemokraterne, som hurtigt var ude af regeringsforhandlingerne, er lige som Nye Borgerlige meget tydelige i deres krav om en advokatvurdering.

Den tidligere regering og dens daværende støtter er imod en advokatvurdering og var det også inden valget.

Vildledning

En Minkkommission nåede i juni frem til, at Mette Frederiksen groft vildledte befolkningen, da hun sagde på et pressemøde, at samtlige mink skulle aflives. Hun vidste imidlertid ikke, at der manglede lovhjemmel.

Aflivningen fortsatte, da hun blev klar over det. Hun gentog i tv, at der ikke var nogen vej udenom.

Minkkommissionen tog ikke stilling til, om statsministeren handlede groft uagtsomt, hvilket kan være strafbart ifølge ministeransvarlighedsloven.

Af Esben Agerlin Olsen