– Hvis det var hundehvalpe, ville folks hoveder springe i luften

SF’s fødevareordfører, Carl Valentin, er forfærdet over at høre, at antallet af døde smågrise stiger. Ifølge en rapport fra Aarhus Universitet var tallet over 28.000 døde smågrise hver dag i 2017.

Fødevareordfører Carl Valentin (SF) vil have forbrugerne til at spise økologisk eller helt fravælge kød.

De seneste to år er der også sket en stigning ifølge fødevareminister Mogens Jensen (S). I 2014 blev tallet opgivet til 25.000 døde smågrise dagligt. I sit svar til Carl Valentin nævner ministeren ikke noget tal for de seneste år, hvor tallet altså er vokset.

SF’eren mener, at reaktionen hos befolkningen ville være meget anderledes, hvis der ikke var tale om døde grise i så stort omfang.

“Hvis det var hundehvalpe, ville folks hoveder springe i luften”, siger Carl Valentin.

Han mener, at der skal gribes ind politisk for, at der ikke fremavles grise, som får så mange unger, at det er svært for modergrisen af tage sig af dem. Støtten til landbruges skal ændres, så økologi bedre kan betale sig for landmanden.

“Så længe det kan betale sig at behandle dyr dårligt, vil nogen gøre det,” siger han.

Han håber, at forbrugerne vil vælge økologisk eller helt vælge kød fra, når de hører, hvor mange smågrise, der dør. Selv har han valgt kød fra efter at spist traditionel kost det meste af livet.

Økologisk kød er dyrere. Carl Valentin lover imidlertid, at SF’s politik ikke kommer til at gå ud over den fattigste del af befolkningen.

Af Esben Agerlin Olsen