Nytår: Sverige lukker nok en atomreaktor 70 km fra Læsø

(Foto Vattenfall)

Atomkraftværket Ringhals. Nu lukkes den anden af de fire reaktorer. Foto Vattenfall.

Når 2021 begynder, har Sverige trukket stikket til endnu en af de fire atomreaktorer i atomkraftværket Ringhals, som ligger 70 kilometer fra Læsø. Det er ved Varberg, 60 kilometer syd for Göteborg.

Værket har hidtil stået for omkring en femtedel af elproduktionen i Sverige. Lukningen af endnu en reaktor har ført til bekymring for elforsyningen i Sydsverige.

Danmark modtager også el fra atomkraft, når der importeres strøm, hvad der gøres i stor stil fra Sverige. Det er ikke muligt at skelne mellem el fra svensk vand- og vindkraft fra kernekraft.

Det er reaktoren Ringhals 1, som der bliver slukket for nu. Reaktoren Ringhals 2 blev slukket for et år siden. De to reaktorer er de ældste på kraftværket. De blev sat i drift i 1975 og 1976, en tid med oliekrise.

Ringhals 2 blev kendt for en brand, som opstod i 2011under en tryktest, som var fremrykket nogle dage. Nogen havde glemt en støvsuger, som kortsluttede, da den blev udsat for tryk.

To reaktorer tilbage

De tilbageværende to reaktorer begyndte at producere strøm i 1981 og 1983. De er blevet moderniseret, så de kan holde flere årtier endnu ifølge det statslige selskab Vattenfall, som ejer det meste af atomkraftværket.

Selskabet lægger vægt på, at atomkraft er næsten uden udledning af drivhusgassen CO2 og dermed klimavenlig.

Atomkraftmodstandere understreger farligheden ved den radioaktive produktion og det radioaktive affald.

Barsebäck ligger der stadig

Det tager lang tid at lukke en atomreaktor. Først skal det hele køles ned. Derefter skal det radioaktive affald fjernes og deponeres forsvarligt.

Det kan tage mange år, før nedrivningen er slut. Den sidste af to reaktorer på værket i Barsebäck over for København blev lukket i 2005. Bygningerne ligger der stadig. Nedrivningen af dem begynder efter 2030.

Fra 1. januar 2021 har Sverige seks atomkraftreaktorer på tre værker. Foruden Ringhals ligger de i Forsmark, et godt stykke nord for Stockholm, og i Oscarshamn ud for Gotland.

Sverige er Danmarks største udenlandske leverandører af el. Cirka 40 procent af den svenske el er fra atomkraft. Se her hvor strømmen kommer fra lige nu.

Af Esben Agerlin Olsen