ANALYSE
I Sverige meddelte den socialdemokratiske statsminister, Stefan Löfven, mandag, at han træder tilbage. Det var en følge af, at venstreorienterede støtteparti Vänsterpartiet ikke længere ville være dørmåtte for en arrogant regering, der ville blæse på deres parlamentariske grundlag. Regeringen mistede sit flertal og skal nu forsøge at forhandle sig tilbage til magten eller holde ekstra valg.
Næsten samtidig med den svenske statsministers afgang præsenterede den danske regering en stor aftale om veje, baner og cykelstier. I god tid inden pressemødet om 161 milliarder kroners aftalen havde Enhedslistens gruppeformand og klimaordfører, nordjyske Peder Hvelplund, voldsom kritik af aftalen:
“Ufatteligt at man midt i en klimakrise vil brænde 52 mia. kr af på asfalt. Fortidens løsninger skal ikke bruges til fremtidens problemer! Flere motorveje skaber mere trafik til skade for klima, natur og miljø,”, skrev han på Twitter.
En særlig betonklods over tæerne er den kommende motorvej over Limfjorden og øen Egholm ved Aalborg. Den er Enhedslisten rasende imod. Det er SF også. De ville have noget mere tunnel på den anden side af den nordjyske hovedstad for at forbedre forbindelsen mellem Vendsyssel og kontinentet.
De to partier måtte nøjes med at råbe op om, at de stod uden for aftalen om den nye limfjordsforbindelse. De borgerlige partier nemt bærer nemt hele aftalen igennem til ydmygelse for to af de partier, som holder regeringen ved magten efter det 2019-valg, hvor klimaet var det afgørende.
Ydmygelsen kommer, netop som fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn (S) har skruet ned for de grønne klimaambitioner i den landbrugsaftale, der forhandles, men ikke bliver færdig før sommerferien. Han vil ikke indgå, hvad han kalder “en snæver, sekterisk aftale”. Det er takken fra en – i øvrigt nordjysk – minister, der sidder på stemmer fra de mere klimabekymrede i Enhedslisten, Radikale Venstre og SF.
Under den tidligere socialdemokratiske regering blev Enhedslistens daværende politiske ordfører, Johannes Schmidt-Nielsen, kendt for tydeligt at blive rasende, da regeringen lavede aftale med de borgerlige om skattelettelser.
Det var “at pisse på de mange mennesker, der har stemt på en ny regering i den tro, at der skulle gøres op med ulighedsskabende politik”, sagde hun. Enhedslisten var ikke længere støtteparti.
Enhedslisten brugte aldrig det ultimative våben. En minister blev afsat, som en minister også blev afsat i mink-sagen. Enhedslisten er ikke i nærheden af at optræde som sin svenske søsterorganisation, som har en ny formand i Nooshi Dadgostar fra Göteborg.
Hendes støtte skal en socialdemokratisk regering ikke tage for givet. Hendes trusler skal man tage alvorligt. Når hun siger, at hun ikke vil være med til at indføre fri, markedsbestemt husleje i nybyggeri, så mener hun det. Hun går hele vejen og fyrer chefen.
Den metode kan ikke bare kaldes noget særligt svensk eller ekstremistisk. Margrethe Vestager havde som radikal leder den samme troværdige slagkraft som Nooshi Dadgostar. Margrethe Vestager fik skrevet ren blå økonomisk politik ind i grundlaget for regeringen under Helle Thorning-Schmidt (S).
En god politiker, der står fast, kan komme langt. Vestager havde så også den fordel at kunne gå til blå blok, men det ville havde bragt hende på hold med Dansk Folkeparti, hvad hun havde forsvoret.
Paradoksalt nok har Peder Hvelplund en plakat med venstrefløjsikonet Rosa Luxemburg på sin dør i Folketinget. Hvad ville hun havde sagt i dag ? Hun startede som socialdemokrat. Så blev hun træt af for meget socialdemokratisk kompromis og dannede et kommunistparti. Det endte skidt. Hun blev myrdet.
Af Esben Agerlin Olsen
Læs om aftalen hos Transportministeriet
