Frederiksen nægter at svare Udvalget for Forretningsorden

(Foto fra Folketingets tv)

Folketingets Udvalget for Forretningsorden har stillet en stribe spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (S).

Statsministeren nægter imidlertid at svare.

Et af spørgsmålene er, hvilket ansvar Statsministeriet har i at forberede og afvikle møder i regeringens koordinationsudvalg.

Et andet spørgsmål er “om det er gængs praksis, at Statsministeriets departementschef eller andre højtstående embedsmænd forsøger at kontrollere og diktere offentlige udtalelser fra styrelseschefer, myndighedseksperter el.lign.?”

De skriftlige spørgsmål fra Udvalget for Forretningsorden efter ønske fra Alex Vanopslagh, leder af Liberal Alliance.

Alex Vanopslagh (LA). Foto fra Folketingets tv fra en anden lejlighed.

Spørgsmålene er stillet generelt. Statsministeren mener imidlertid, at de hænger sammen med arbejdet i Minkkommissionen. Derfor vil hun ikke svare.

“Regeringen har støttet, at forløbet vedrørende aflivning af alle mink skal undersøges af en uafhængig granskningskommission. Det har været sædvanlig praksis for skiftende regeringer at udvise tilbageholdenhed med at besvare spørgsmål om forløb, som er genstand for en verserende kommissionsundersøgelse. Jeg ønsker således heller ikke at forholde mig til enkelte vidneforklaringer, løsrevne citater og andre brudstykker af, hvad der foregår i Minkkommissionen,” skriver statsministeren.

Sådan lyder svaret på flere spørgsmål.

Et tredjede spørgsmål lyder:

”Mener statsministeren, at det er god opførsel fra en embedsmand at udtale ønsker om at udøve fysisk vold mod eksempelvis journalister?”

Statsministerens departementschef, Barbara Bertelsen, har skrevet en række sms’er i et markant ordvalg til andre embedsmænd.

I en af dem fra 11 november 2020 kl 21.48 skriver hun:

“Har også lyst til at nikke medierne en skalle”.

Barbara Bertelsen har selv haft automatisk sletning af sms på sin telefon. Teksterne er afsløret på modtagernes telefoner.

Et af de ubesvarede spørgsmål til statsministeren er:

”Hvilke producere følges i forbindelse med beslutning om ansættelsesmæssige konsekvenser for en departementschef i Statsministeriet i forbindelse med eksempelvis pligtforsømmelse eller grov uagtsomhed?”

Regeringens koordinationsudvalg besluttede 3. november 2020, at alle mink skulle aflives. Ingen på mødet rejste spørgsmålet, om der var lovhjemmel til det, selv om to bilag i materialet til mødet viste, at der var et problem.

Spørgsmålet fra Alex Vanopslagh vedrørende styring af eksperter og embedsmænd kan ses i sammenhæng med, at Kåre Mølbak, daværende faglig direktør på Statens Serum Institut, fik en sms under et pressemøde, efter at Barbara Bertelsen var meget utilfreds med hans udtalelser og kalde ham en kujon” i en sms.

Af Esben Agerlin Olsen

Læs svar fra statsministeren her