Nana Harring er kandidat til Bent Bøgsteds plads

Nana Thillemann Harring hedder den nye folketingkandidat for Dansk Folkeparti i Frederikshavn, hvor løsgænger Bent Bøgsted hidtil har været valgt.

Erik Høgh-Sørensen, byrådsmedlem i Hjørring, forsøgte tidligere at stille op i kredsen, men mødte modstand centralt i partiet.

Den sag udviklede sig tirsdag til, at Erik Høgh-Sørensen blev ekskluderet – efter at han mandag havde været med til at politianmelde partiformand Morten Messerschmidt (DF) for at være passiv over for mistanke om fusk med penge i den lokale partiforening.

Nana Harring. Privatfoto.

Nana Harring går til valg på tre mærkesager, fortæller hun på Instagram: At styrke landdistrikterne, stram udlændingepolitik og værdig ældrepleje. Hun går ydmygt til opgaven, fortæller hun også.

Nana Thillemann Harring er 23 år og nyuddannet sygeplejerske fra Aarhus, skriver TV2 Nord. Der var 20 medlemmer til opstillingsmødet søndag.

Bent Bøgsted forlod partiet i februar sammen med fem andre folketingsmedlemmer i utilfredshed med den nye formand, Morten Messerschmidt.

Af Esben Agerlin Olsen

(Opdateret tirsdag 22. marts med oplysning om eksklusion af Erik Høgh-Sørensen og politianmeldelse fra ham)