Minister foreløbig imod test af mink fra Spanien, hvor mink har smittet hinanden med fugleinfluenza

(Foto Kopenhagen Fur)

Indtil videre skal mink i Danmark ikke testes for den farlige H5N1 fugleinfluenza, som mink har smittet hinanden med i Spanien.

Landbrugsminister Jacob Jensen (V). Foto fra Folketingets tv.

Det oplyste landbrugsminister Jacob Jensen (V) onsdag i folketingssalen på spørgsmål fra Peder Hvelplund (EL).

Ganske få danske minkavlere forsøger at få en produktion i gang igen med blandt andet mink fra Spanien, hvor den usædvanlige smittespredning af fugleinfluenza mellem mink fandt sted i oktober 2022. I hvert fald en mutation i virus fandt sted på minkfarmen.

Fødevarestyrelsen i Danmark reagerede efter nogle måneder. Sidst i januar 2023 oplyste Fødevarestyrelsen, at den ville bede om en risikovurdering fra Dansk Veterinær Konsortium.

Fødevarestyrelsen tog sagen op, da den usædvanlige smitte mellem pattedyr blandt andet havde været omtalt i tidsskriftet Science, hvor flere virologer slog alarm.

Landbrugsministeren vil ikke tage stilling til test af mink, før risikovurderingen foreligger fra Dansk Veterinær Konsortium – et samarbejde mellem Statens Serum Institut og Københavns Universitet.

Det vil tage nogle uger, før de er færdige, oplyste ministeren. Han var tilfreds med, at det sker i denne måned, februar 2023.

“Jeg er tilfreds med, at det ikke tager flere måneder,” sagde ministeren i folketingssalen.

Grov fejl i 2020

Peder Hvelplund var ikke tilfreds. Han mindede om, at Fødevarestyrelsen tog alvorligt fejl under mink-smitten. Styrelsen skrev tidligt i forløbet i 2020, at der kun var en minimal risiko for corona-smitte fra mink til mennesker. Senere var hver anden corona-smittede nordjyde ramt af en mink-variant.

Peder Hvelplund, EL.

“Vi skal nødigt gentage den samme fejltagelse,” sagde Peder Hvelplund. Han er fra Hjørring, hvor minksmitten begyndte.

Han efterlyste forgæves, at der sker test allerede nu blandt de relativt få importerede dyr. For en sikkerheds skyld, ikke mindst af de mink, som importeres fra Spanien.

“Hastighed er afgørende. Det ville være dramatisk, hvis der sker smitte mellem mennesker,” sagde Peder Hvelplund.

Dødeligheden blandt mennesker er meget højere for H5N1 end for covid19, påpegede han.

Af Esben Agerlin Olsen