Vi abonnerer på Nordtinget: Ulla Astmann (S), regionsrådsformand. Per Clausen (EL), rådmand. Christian Friis Bach (RV), folketingskandidat. Per Larsen (K), folketingsmedlem. Leon Sebbelin (RV) borgmester. Susanne Zimmer (Frie Grønne), folketingsmedlem.

Hvordan få fødevarer uden værre klima, dårligere natur og farlig virus?

(Foto Gads Forlag/Maria Roliggaard Andersen)

Udkommer tirsdag (27.4)

Uddrag fra journalist og forfatter Kjeld Hansens nye bog: “Velkommen til fremtidens landbrug.”

Udkommer tirsdag 27. april 2021.

Covid-19 vil næppe være den sidste pandemi, der rammer os. Tværtimod. Det er den bitre erkendelse, at der ikke er noget ”normalt” at vende tilbage til. Hverken for dig eller mig – eller for agroindustrien. ”Renewal – not return” bør derfor være kodeordet for fremtidens landbrug.


Den vigtigste lære er, at intet nogensinde bliver som før. Og det gælder ikke mindst i produktionen af fødevarer. For den, der netop har lånt og investeret millioner af kroner i en svinefabrik, en kyllingefarm eller malkekvægsbesætning, er det næsten ikke til at bære. Uanset om den er økologisk eller ej, så vil den true både klimaet og folkesundheden.


Selv hvis vi får vores på det tørre her i Danmark, og det lykkes sundhedsmyndighederne at vaccinere det meste af befolkningen på rekordtid, så er det ikke længere sandsynligt, at kampen mod zoonoser som corona stopper dér.

At det blev coronavirus, der lagde en hel verden ned, betragter virologerne som en tilfældighed. De er ikke i tvivl om, at den næste pandemi allerede er under opsejling, og at det bliver med en influenza A-virus. Med al sandsynlighed vil den spredes fra svinefabrikkerne, og ingen kan forudsige, hvor dødelig den vil være.

Kjeld Hansen. Foto Gads Forlag/Maria Roliggaard Andersen

“Sidst den ramte verden, i 2009, kostede den 500.000 liv.
Selv om coronapandemien kræver vores udelte opmærksomhed, så bør vi åbne øjnene for de næste zoonoser. De er allerede under udvikling på de moderne husdyrfabrikker. Her spiller den danske svineindustri en skræmmende rolle, fordi den er så ekstremt stor, og fordi den er rugekasse for hele 22 virusvarianter med potentielt dødbringende egenskaber.


Når en virolog som professor Lars Erik Larsen fra Københavns Universitet beslutter sig for at bryde den tavshed, han professionelt respekterer som service-funktionær i betjeningen af landets myndigheder, så bør det vække stor opmærksomhed.

Professor Larsen ser det ikke som sin opgave at beskrive, hvordan fremtidens svinefabrikker kan indrettes som virusfri anlæg, men han er helt klar i mælet, når han siger i et interview med Dansk Veterinær Tidsskrift: ”Jeg kan ”ikke sætte mig ned i morgen og beskrive, hvordan det hele skal gøres i svinebesætninger for at forhindre den næste pandemi. Men vi bliver nødt til at gå i gang og erkende, at influenza i svin er meget mere end en grisesygdom.”Prisen for billigt flæsk kan blive skæbnesvanger høj, hvis vi tøver for længe.


KØDINDUSTRIEN dominerer i dag verdens landbrug, og dens talsmænd begrunder en fortsat ekspansion med at henvise til behovet for at mætte en voksende verdensbefolkning.


Samme argument benytter danske landbrugslobbyister, når de søger at forsvare den ekstremt store produktion af svin og kvæg i det yndige land. Dertil er kun at sige, at røde bøffer, svinekoteletter og røgede baconsider aldrig vil kunne løse klodens sultproblemer. Tværtimod overskrider kødindustrien allerede i dag planetens smertegrænser, hvad angår klima, biodiversitet og folkesundhed. I stedet for at skabe udvikling bidrager den til at øge verdens fattigdom.


Den første gode nyhed er derfor, at verdens befolkning vokser væsentlig langsommere end hidtil antaget. Det globale befolkningstal vil formentlig lande to milliarder under FN’s officielle prognoser, der ellers regner med 9,8 milliarder mennesker i 2050 og 11,2 milliarder i 2100. Ifølge ny forskning, offentliggjort i det ansete britiske tidsskrift The Lancet i oktober sidste år, vil verdens befolkning toppe med 9,7 milliarder i 2064, men falde til 8,8 milliarder mod slutningen af århundredet.

Mad nok til alle

Og den anden gode nyhed er, at der allerede er mad nok til alle. Problemet er en uhensigtsmæssig fordeling og en ineffektiv indsats mod madspildet. En tredjedel af al mad går i dag til spilde, og det er ikke kun den enkelte forbrugers skyld. En stor del af madspildet sker også under dyrkningen og transporten, og ikke mindst i supermarkederne. Derfor er der et kæmpe potentiale for at mætte langt flere mennesker med den mad, vi allerede producerer.


Sidst men ikke mindst sker der i disse år en voksende bevægelse væk fra kødmad som et dagligt behov. Forskerne har for længst fastslået, at vi bliver nødt til at ændre spisevaner og flere og flere mennesker skifter til plantemad som en fremtidssikret menu.


KØDPRODUKTIONEN udsender millioner af tons klimagasser og kræver stadig større markareal til foder, så skovområder må ryddes for at give plads til sojaproduktion som foder til svin, eller for at skabe græsningsarealer for kvæg. Forbrugerne i den vestlige verden, og ikke mindst i Europa, har opfanget denne sammenhæng og sænker deres kødforbrug, men industrien er ikke fulgt med. Tværtimod sætter den turbo på både svinekød og mejeriprodukter, som derefter eksporteres til stadig fjernere markeder. Det er klimakampens største udfordring.

I dag har EU og ikke mindst Danmark udviklet sig til en gigantisk svinesti for det umættelige madmarked i Kina. Selv de økologiske producenter er gået om bord på den galej og sender nu mælkepulver i enorme mængder til både Kina og Indonesien, mens økologiske Thises Vesterhavsost og gedeoste fra Tebstrup Gedeosteri er på hylderne i supermarkeder i USA og Canada.


Bemærkelsesværdigt er det, at samfundet alligevel spørger landbrugets lobbyister til råds, når vi skal planlægge fremtidens ideelle fødevareproduktion. Regering efter regering har viljesløst noteret sig landbrugets ønsker og planlagt derefter, men hvad har resultatet været – et tilsølet miljø, en natur ringere end de fleste andre nationers, skræmmende zoonoser og landdistrikter, som folk flygter fra.


Og erhvervet selv? Det humper fra krise til krise, og uden EU-sammenholdets generøse milliardhjælp hvert år i form af seks milliarder kroner på en støtte-check ville kun de færreste danske jordejere klare sig. Sat på spidsen svarer den politiske konfliktskyhed over for agroindustrien til at lade MC-klubberne skrive den næste færdselslov.


DEN GLOBALE KØDINDUSTRI er årsag til tre kriser, der hver især interagerer med hinanden. Det er truslerne mod verdensbefolkningens sundhed, klimaforandringerne og biodiversitetskrisen. Og dansk landbrug er som årsag ingen undtagelse.


Når det gælder klimaet, både i det store verdensperspektiv, hvor vi skal holde stigningen i verdenstemperaturen nede under 1,50 C, og i det nationale perspektiv, hvor regeringen og et flertal i Folketinget har vedtaget en reduktion på 70 procent af klimagasserne inden 2030, så bør enhver kunne indse, at verden og Danmark aldrig vil nå hverken det ene eller det andet mål, hvis ikke vi skærer drastisk ned på produktionen af kød.


Dansk landbrug forsømmer sjældent en lejlighed til at fremhæve sig selv som hjemmehørende blandt verdens mest effektive, og den påstand skal ikke anfægtes her, men den betyder også, at det vil være illusorisk, grænsende til det bedrageriske, at påstå, at vi kan nå klimamålene gennem yderligere effektiviseringer.


Byrden kan heller ikke væltes over på den enkelte forbruger. Med veganere og vegetarer som spydspids har danskerne ifølge den seneste Coop-måling øget indkøbet af plantebaserede produkter i 2020 med godt 20 procent i forhold til 2019.

Det forventes, at udviklingen fortsætter ind i de kommende år. Salget er nu så stort, at Irma-kæden har oprettet en særlig varegruppe, man kalder KlimaMad.

Der kan ikke længere herske tvivl om, hvad forbrugerne ønsker, men hvad hjælper det, når kødindustrien fortsat øger sin produktion, og politikerne sidder på hænderne.


Greenpeace påpeger i analysen ”Sådan indfries 70 procentsmålet”, hvorledes landbrugets afgørende reduktioner kan skabes ved at halvere antallet af Danmarks køer og svin gradvis frem til 2030. Den analyse skabte voldsomme reaktioner fra erhvervets lobbyister, men Greenpeace står ikke alene. Ganske overraskende lød der i januar 2021 en anbefaling fra den internationale valutafond, IMF, om præcis det samme.

Ifølge Information anbefalede fonden ”at flankere Danmarks fremsynede reduktionsstrategi for energisektoren med en parallel strategi for landbrugssektoren, for eksempel med et mål om at halvere Danmarks store husdyrbestand i 2030”.


Men hvordan halverer en nation sin kødproduktion?
Holland har vist vejen med en ordning, der er fair over for producenterne og til gavn for både befolkningen, klimaet og miljøet uden at tømme statskassen. Som det første land i verden har den hollandske regering i 2019 iværksat en plan, ’Pig Farming Closure Scheme’, for at lukke dele af landets svineproduktion ned.

Målet er i første omgang at reducere antallet af årssvin fra 12 til 10,5 millioner dyr (i Danmark er der 13 millioner). Regeringen reducerer antallet af dyr ved at opkøbe svinebedrifter på betingelse af, at der ikke længere produceres kød på stedet, og at jorden udlægges til natur eller naturvenlig drift.

Samtidig udvælger man de mest fejlplacerede anlæg, hvor der er mange naboklager over stank og støj. I sommeren 2020 havde mere end 400 producenter sagt ja tak til tilbuddet, der forventes at koste 455 millioner euro (3,4 milliarder kroner).
Som en logisk konsekvens af øget politisk fokus på at nedbringe klimapåvirkningen fra husdyrindustrien bør enhver form for offentlig støtte fra EU såvel som fra de nationale regeringer til markedsføring af kødprodukter straks ophøre.

Den omfattende offentlige forskning i kød- og mejeriprodukter bør nedlægges, mens millionerne målrettes plantebaserede produkter, som foreslået af blandt andre Claus Felby, der er professor i bioteknologi og vicepræsident i Novo Nordisk Fonden.


Men kun hvis der sker en halvering af husdyrbestanden i Danmark, vil der være plads til nye muligheder.
Først og fremmest vil der blive frigjort landbrugsjord til andre formål end produktion af kvæg- og svinefoder. Da man regner med, at 80 procent af landbrugsjorden, det vil sige 2,1 millioner hektar, anvendes udelukkende til husdyrfoder, vil en halvering betyde, at der bliver en million hektar ledig til en vifte af nye formål.

Hvis de danske agroproducenter og Landbrug & Fødevarer mener noget med visionen for Danmark som en ”stormagt” på det plantebaserede fødevaremarked, så åbner en halvering af kødproduktionen vejen for titusinder af hektar med økologiske hestebønner og ærter.

Økologien redder ikke klimaet alene

Men nej – økologien alene redder ikke klimaet, hvis den bare erstatter de nuværende produktionssystemer. En økologisk bøf er ikke bedre end en konventionel bøf, når det gælder aftrykket på klimaet. Derimod tilbyder økologiske planteproteiner den ultimative gevinst for både klima, sundhed, miljø og natur.

Sundhedsaspektet trænger sig på med stadig større styrke i disse år, i takt med at fedmeepidemien og type 2-diabetes breder sig voldsomt. I Danmark er halvdelen af den voksne befolkning (51 procent) overvægtige eller ligefrem fede, og 99 procent af tilfældene skyldes uhensigtsmæssig livsstil med for lidt fysisk bevægelse og for meget og ofte usund mad.


DEN HELT STORE disruption af den traditionelle agroindustri kommer i løbet af det næste tiår som resultat af de hurtige fremskridt inden for præcisionsbiologi med fermentering af proteiner, en proces, der programmerer mikroorganismer til at producere næsten ethvert komplekst organisk molekyle.

De nye proteiner vil være overlegne i enhver egenskab af betydning – mere nærende, sundere, bedre smag og nemmere at anvende samt med muligheder for næsten ufattelige variationer.


Vi står over for den dybeste, hurtigste og mest konsekvensskabende forandring af fødevare- og landbrugsproduktion, siden de første planter og dyr blev domesticeret for 10.000 år siden. Der er tale om et farvel til koen og svinet, så skal vi stå på perronen og vinke farvel, eller skal vi styre toget?


I verdens mest ekstremt dyrkede land gjalder råbet på forandring højere end i de fleste andre nationer, men det lyder fortrinsvis for døve øren i erhvervets magtfulde indercirkler. Det kan være skuffende, men bør ikke overraske, når formanden selv er fedtet ind i det politiske spil som svineproducent.


Har man satset alt på et bræt, er viljen til forandring væk. Danske agroproducenters ekstreme specialisering med tilsvarende megainvesteringer fastlåser erhvervet i en perspektivløs blindgyde – flere svin, mere foder, flere svin, mere foder – fortsæt selv i en uendelighed. Minktragedien afslører, hvor magtesløse mange står tilbage, når ens specialproduktion kollapser.


I modsætning til de fleste andre lande, vi normalt sammenligner os med, hvad angår uddannelse, lønninger og velfærd, er Danmark frosset fast på det samme udviklingstrin, når det gælder den landbrugspolitiske evolution. Vi har valgt masseproduktionen af billigt flæsk i stedet for at bevæge os opad i værdikæden, som et højtudviklet land burde være i stand til. Ikke mindst økonomien taler for at ophøre med en 120 år gammel tradition for at eksportere bacon og smør til udsalgspriser.


Skibsværtsindustrien har vi for længst udflaget til lønbillige lande i Sydøstasien, og tekstilindustrien har vi overladt til Indien, Bangladesh og Kina, men stædigt fastholder vi en mastodont af en gammeldags fødevareindustri. Prisen er svimlende høj. Tilsølede landskaber, masseflugt til byerne, elendig dyrevelfærd og nu også truslen fra de næste zoonoser.


Mastodonten står på sine lerfødder og vakler og skal hele tiden stives af med nye milliontilskud. Den vej er der ikke mange andre lande i den vestlige verden, der har valgt. Men det har vi. Det er selve miseren.


I stedet for at overlade fødevareindustrien til lande med lavere omkostningsniveauer fastholder vi med vold og magt og massive subsidier en abnormt høj produktivitet. Til trods for at vi kan importere stort set alle fødevarer til lavere priser, så fortsætter vi med at højglanspolere myten om Danmark som et land-brugsland.

Og vi går til yderligheder, som når Tulip i Randers sender sine svin til Tyskland for at få dem opskåret af østarbejdere på sulteløn, for derefter at reimportere de samme svin, men nu forklædt som Tulip Danish Bacon.


Den vigtigste udfordring for fremtidens landbrug er det store paradigmeskifte. Fødevarer skal ikke længere produceres for enhver pris, men som et middel til at skabe lykke, liv og velfærd ude på landet.

Fødevareproduktionen skal bidrage til at løse klimakrisen, ikke forværre den, vende naturens nedtur til optur og forsyne os med fødevarer uden at frembringe livstruende virus. Forsømmer vi det skifte, genfinder vi næppe nogensinde stoltheden over den danske agroproducent og de danske fødevarer.


Det haster.

Kjeld Hansen Epilog i “Velkommen til fremtidens landbrug.”

  ANNONCE