Christian Friis Bach (RV) om valgtrussel, mens Østersøen bobler af gas

(Foto Agnete Schlichtkrull/Dansk Flygtningehjælp)

Vil Radikale Venstre benytte de tre huller i gasledninger i Østersøen til at afblæse deres valgtrussel? Valget ser ikke ud til at gavne partiet. En krise kunne være en undskyldning for at afblæse det, lyder argumentet.

Der kan findes tvivl om valg nu hos tidligere minister Søren Pind (V), som skrev på Twitter tirsdag aften.

Den radikale nordjyske folketingskandidat og tidligere minister Christian Friis Bach er imidlertid ikke et sekund i tvivl, om at tiden er inde til valg.

De radikale vil vælte Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske regering, hvis hun ikke udskriver valg, senest når Folketinget åbner tirsdag i næste uge, 4. oktober, eller dagen efter.

Baggrunden er den kritik, som Minkkommissionen kom med af regeringen.

“Der er ingen vaklen i mit geled. Nu skal vi have det valg, fordi der er sket alvorlige fejl, og fordi vi har brug for en regering, der er mere inddragende og åben,” siger Christian Friis Bach.

Han fremhæver, at Danmark ikke er angrebet.

“Når jeg læser internationale medier, er der stort set ingen omtale af de gasledninger, der er gået hul i. De var jo ikke i brug. De ligger i international farvand, og det er ikke et angreb på Danmark. Der kan være alle mulige spekulationer om, hvem der har gjort det. Det udgør ingen akut trussel mod Danmarks sikkerhed,” siger han.

Sagen er dog for eksempel omtalt hos The Guardian, CNN, Reuters og på forsiden af Wall Street Journal, Svenska Dagbladet og La Vanguardia.

Friis Bach kalder det en vigtig sag.

“Det er noget, vi skal tage alvorligt. Men det er ikke noget, der kan forhindre, at vi kan have en valgkamp,” siger Christian Friis Bach.

Hvad nu, hvis der pludseligt er 10 huller i gasledningerne ?

“Det gør ingen forskel. Nu er der hul. Rørene er vel fyldt med vand, tænker jeg. Så hvis der kommer flere huller, sker der vel ikke så meget ved det.”

Synes du, at regeringen prøver at tale sagen op og overdramatisere med pressemøde med fire ministre i aftes?

“Det er da godt, at de tager det alvorligt. Jeg kan da godt forstå, at man stiller sig frem. Man skal berolige borgerne. Det har jeg ikke noget problem med – at regeringen går offensivt frem. Det er meget fornuftigt. Men det er ikke et angreb på Danmark. Det er ikke en akut krisesituation. Det ændrer ikke på gassituationen. Derfor synes jeg, at vi skal holde fast i, at der skal være et valg.”

Den radikale leder Sophie Carsten Nielsen skrev sent tirsdag på Facebook, at valget skal være nu, fordi krigen i Ukraine vil trække ud lige som inflation og energikrise. Derfor er der ikke brug for otte måneders valgkamp.

Af Esben Agerlin Olsen