En del pensionister bliver overraskede over, at de kan miste ældrechecken, hvis de får en kassekredit med pant i boligen. Det gælder ikke for en almindelig kassekredit uden pant i bolig.
Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt kalder det skørt, men beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) finder praksis rimelig.
Faglige Seniorer, som er fagbevægelsens svar på Ældre Sagen, støtter den socialdemokratiske minister.
Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer, mener, at det er dårlig rådgivning fra banken, hvis en kassekredit ender med at koste ældrechecken. Det burde banken gøre opmærksom på. Men praksis er retfærdig ifølge direktøren.
Organisationen for ældre bliver tit kontaktet af medlemmer, som undrer sit over, at de har mistet ældrechecken på op til 19.200 kroner årligt, fordi de har fået en kassekredit med pant i huset og dermed har over 95.800 kroner i likvide midler.
“De opfatter det som et lån, og synes at det er underligt, at det pludselig tæller med som likvide midler og dermed afgørende for, om de kan få ældrecheck,” siger Palle Smed i en mail.
“Problemet er dog først og fremmest rigtig dårlig rådgivning i deres bank, for en sådan kassekredit kan jo blive en dyr fornøjelse, hvis det i flere år koster ældrechecken,” skriver direktøren i Faglige Seniorer til Nordtinget.
“Det bør retfærdigvis tælle med, hvis man får en del af friværdien realiseret gennem en kassekredit med pant i huset. Det svarer jo til, at man få et ekstra realkreditlån og sat pengene ind på sin konto. Så tæller det også med i formueopgørelsen,” skriver Palle Smed.
“Klogt” af politikerne
“Men det er også vigtigt at forstå, at politikerne bevidst har friholdt friværdi i hus eller sommerhus fra betingelserne for at få ældrecheck. Det er klogt, fordi seniorer almindeligvis kan have rigtigt svært ved at få frigjort deres friværdi med mindre de ligefrem sælger deres hus,” mener direktøren for Faglige Seniorer.
Dansk Folkeparti stod fadder til ældrechecken, bemærker Morten Messerschmidt. En kassekredit er et lån – en gæld – der skal betales tilbage, påpeger han.
Nordtinget har også spurgt Ældre Sagen om en kommentar.
Af Esben Agerlin Olsen